Hold fast i egne rødder i religionsdialogen

Interreligiøs gudstjeneste. Dialoggudstjenesten er en del af FNs Interfaith Harmony Week. Sikh,    islam, ...

Det er ikke muligt at gå ind i dialog uden at risikere sit eget ståsted. Men vi skal huske at holde fast i vores kristne rødder, skriver biskop. Arkivfoto. Foto: Christian Liliendahl / Scanpix

Vi skal risikere dialogen med andre religioner - men vi må ikke være dumdristige. Vi skal huske at holde fast og skyde dybere rødder i den kristne tro, skriver biskop.

UNDER OVERSKRIFTEN ”Mission begynder med dialog” skriver Leif Andersen i seneste nummer af Indre Missions Tidende ganske rigtigt, at det ikke er muligt at gå i dialog uden at risikere sit eget ståsted. Det drejer sig om at træde ud i udsatheden.

”Jeg vil lytte så intenst, spørge så oprigtigt og samtale så længe, at jeg vover mit åndelige liv. Er dine indvendinger stærke nok, så risikerer jeg i bedste fald at gå med dem som et ulægt sår i min tro. I værste fald risikerer jeg, at min tro dør for mig.”

Som sagt lyder det både rigtigt og sandt, og det er smukt og stærkt formuleret. Alligevel er der efter min mening noget, som mangler, og som gør dette dialogsyn skævt, ja, måske lidt naivt.

Da jeg for 20 år siden begyndte at studere islam i forbindelse med en studieorlov, begyndte jeg med at læse Edvard Wulff Pedersens bog: ”Islam - tekster og stemmer fra den muslimske verden”. Det var mit første møde med islam, og det blev en næsten rystende oplevelse.

For jeg oplevede her en dyb spiritualitet og mødte islam som en stor og rig religion, der var meget fristende. Bogen beskrev tanker og svar, som var så besnærende, at jeg indimellem ikke alene havde svært ved at se forskel på kristendom og islam, men jeg syntes også, at islam stod som en fristelse - ja, at min egen tro begyndte at vakle. Derfor besluttede jeg mig for, at jeg ikke ville studere islam uden sideløbende at læse Bibelen og fordybe mig i den kristne tro. Og det sidste, jeg ville læse, når dagen var slut, var Bibelen.

Den beslutning er jeg glad for, at jeg tog, for jeg er overbevist om, at det blev en hjælp til at holde stand og til at styrke mig i dialogen med de mange muslimer, som jeg førte samtaler med.

Så vi skal rigtig nok risikere dialogen - men vi skal jo ikke være dumdristige. Vi skal huske at holde fast og skyde dybere rødder i den kristne tro - ellers risikerer vi alt for let, at snoren springer.

”Grib frelsens hjelm og Åndens sværd, som er Guds ord” skriver Paulus i Efeserbrevet kapitel 6, vers 17. Uden denne rustning og beskyttelse skal vi som kristne ikke risikere at gå i dialog.