I ET DEBATINDLÆG i Kristeligt Dagblad den 6. oktober bliver Indre Mission af Torben Bramming sat på linje med fundamentalistiske muslimer. Det sker i et forsvar for Massoud Fouroozandeh, som heldigvis ikke er som Indre Mission ...
Indre Missions historie har selvsagt sine mørke pletter, som vi ikke kan lyve os fra. Jeg tænker for eksempel på den til tider strenge moral, kulturforskrækkelsen og berøringsangsten over for det verdslige. Kunne man spole tiden tilbage og ændre historien, var der nok af steder at begynde.
Alligevel taler billedet af Indre Mission med helvedesprædikanter, fordømmelser af vantro, skinhellighed, seksual- og livsforskrækkelse ikke sandt.
De mange negative associationer, som op gennem historien er blevet knyttet til Indre Missions navn, er mere et udtryk for fordomme end noget andet.
Ikke mindst Hans Kirks roman ”Fiskerne” (1928) og tv-serien ”Matador” (1978-1982) har bidraget til, at klichéerne stadig hænger ved. Forfattere, som ikke konkret har kendt til Indre Mission, har ukritisk anvendt de tendentiøse fremstillinger af Indre Mission som en slags dokumentar.
Også fra kirkelig side har der været et urimeligt forsøg på at karikere Indre Mission. Det har været helt legitimt i både grundtvigske, tidehvervske og kulturradikale sammenhænge at opstille stereotype og unuancerede billeder af Indre Mission uden konsekvenser. Det har op gennem historien bidraget til udviklingen af fordomme og skabt vrede og indignation i befolkningen.
Det er usagligt, at ellers velvidende kirkefolk og debattører spiller på fordomme om Indre Mission for at fremme deres egen sag eller position.
Jeg bekender mig til en klassisk evangelisk kristendomsforståelse og føler mig på bølgelængde med den absolutte majoritet af verdens kristne. Men gør det mig til fundamentalist, altså i ordets nutidige betydning?
Torben Bramming skylder derfor en offentlig forklaring. Var det et velovervejet greb, eller var det et udtryk for mangel på eftertænksomhed?