HVAD SKAL MAN som almindelig borger stille op med den modbydelige sag om skattemyndighedernes behandling af Helle Thorning-Schmidts (S) skattesag? Hvad skal man mene om den? Hvilke konsekvenser kan man personligt drage af den - og her skal man huske det helt banale, at man i sin personlige konklusion er fuldstændig frit stillet over for den sky, man står over for, af fortielser, af usandheder og af spin konstrueret med den bedste juridiske bistand til de afhørte vidner, der kan fås for sådan cirka 25 millioner statskroner.
Skattekommissionen har fundet kritisable forhold både hos daværende skatteminister Troels Lund Poulsen (V), hvis vidneudsagn om, at han ikke holdt sig orienteret om sagen, den ikke tror på, og hos departementschef Peter Loft og daværende direktør i Skat København Erling Andersen.
Men kommissionen vurderer ikke, at sagen bør få disciplinære konsekvenser for de to embedsmænd. Mest bemærkelsesværdigt er det dog, at kommissionen ikke har kunnet fastslå, hvem der lækkede familien Thornings skattepapirer til avisen BT, men dog vurderer, at det mest sandsynligt er en person i Skat København eller Skatteministeriet, altså inden for skatteministerens område, hvor alt principielt foregår på hans ansvar.
Sagen er uopklaret i den forstand, at man kun delvis har kunnet placere ansvar for de alvorlige lovovertrædelser, først og fremmest lækagen til BT, som er konstateret. Men det betyder da ikke - må jeg sige til mig selv som almindelig borger - at enhver tvivl om skyld og ansvar plus alle pletter og skygger er fjernet. Overhovedet ikke.
Ikke desto mindre erklærer Troels Lund Poulsen med beredvillig tilslutning fra Claus Hjorth Frederiksen (V) sig fuldstændig renset, og Lars Løkke Rasmussen (V) mener ikke, at der er noget til hinder for, at Lund Poulsen kan blive minister i en kommende borgerlig regering.
Loft betragter også sig selv som renset. Erling Andersen er netop blevet degraderet (uanset at kommissionen har vurderet, at hans overtrædelse af sin tavshedspligt ikke bør få disciplinære konsekvenser), og politiet opretholder en sigtelse mod spindoktor Peter Arnfeldt for lækage.
Men jeg vil tillade mig at koncentrere mig om den forhenværende statsminister og hans skatteministers udtalelse om at være fuldstændig renset. For det er vigtigt at holde fuldstændig fast ved, at kommissionen ikke har ”frikendt” nogen for at have deltaget i kritisable handlinger. Den har bare ikke kunnet etablere et grundlag for at konkludere, at sagen bør få disciplinære konsekvenser for embedsmændene, men den har tilsidesat Lund Poulsens vidneudsagn om, at han ikke har fulgt med i sagen, som usandt.
Med alt det spin og juristeri, der har præger hele sagen, og som jeg ingen jordisk chance har for seriøst at gennemskue, er jeg henvist til at drage min personlige konsekvens på grundlag af, hvad jeg mener er den daværende statsministers (Løkkes) ansvar som chef for Lund Poulsen og dennes ansvar som daværende skatteminister for, hvad der er foregået inden for hans ministerområde, altså for, hvad hans departementschef, skattedirektør, spindoktor med flere har foretaget sig.
Jeg har også mærket mig, hvad BT's chefredaktør - som bedre end nogen anden ved, hvem der har lækket skattepapirerne - skrev i sin avis efter kommissionens aflevering af sin beretning. Han skrev blandt andet, at det ”i et demokratisk samfund er meget vigtigt at undersøge , om den daværende VK-regering brugte magtapparatet til at ødelægge en politisk konkurrents (Thornings) muligheder for at blive statsminister”.
Den mest vidende mand i denne sag fortsætter: ”Det er sandsynligt, at det skete, men kommissionens arbejde dokumenterer det ikke.” Og for at citere Goethe: Man mærker hensigten, og man bliver forstemt.
Anklagede er uskyldige, indtil de er dømt. Tvivl om skyld skal komme de anklagede til gode. Ja, sådan er retsprincipperne. Og det har ikke kunnet dokumenteres, at Lund Poulsen og Løkke personligt er skyldige i, at papirer ulovligt er blevet lækket. Nej, men de var de øverste politiske ansvarlige for det system, hvorfra den ulovlige lækage fandt sted.
I de godt fire år, kommissionen generøst har tilstået mig til at overveje sagen, har jeg hele tiden tvivlet på deres uskyld, og hverken kommissionens beretning eller deres ganske uforbeholdne selvfrifindelse har fjernet min tvivl. Tværtimod.
Derfor har jeg besluttet, at min tvivl skal komme mig selv til gode ved, at jeg ikke vil stemme på deres parti ved næste folketingsvalg, hvad jeg ellers godt kunne have set mig nødsaget til. Over for politisk ansvarlige må man handle politisk! Hvem jeg så vil stemme på, er jeg glad for ikke at skulle beslutte i nogle måneder endnu.