DEN 22. OKTOBER og i dagene derefter blev jeg kontaktet af et par journalister, der ville have mig til at forholde mig til den nye oversættelse af Første Mosebog og Prædikerens Bog (”Begyndelsen og tænkeren”, Bibelselskabet 2014). Det forgik på grundlag af nogle få markante eksempler, som journalisten - eller var det Bibelselskabets pr-folk? - havde fundet.
Grundlæggende valgte jeg at svare ”ja, nej og tja” til det, jeg blev præsenteret for. Efterfølgende har jeg læst hele bogen igennem med det resultat, at jeg landede på samme tredelte svar.
Først: Ja. Læsningen viste sig at gå meget let. For sproget flyder, ordene er stort set nudanske, og det er sjældent, at jeg stopper op og ærgrer mig voldsomt. Det er simpelthen mundret, hvilket er en helt afgørende kvalitet, der bare ikke er så nem at få frem i en hurtig mediehistorie. Der er også mange helt okay moderniseringer af ord. Fint at kalde ”pagt” for ”aftale”, ”træl” for ”slave” og ”vandflod” for ”oversvømmelse”. Jeg er for øvrigt overbevist om, at ”træl” og ”vandflod” allerede var gammeldags ord i 1992, da den nuværende autoriserede kom. Og helt relevant at sige ”luder” i stedet for ”helligskøge”.
Endelig vil jeg gerne sige ja til den forudsætning, som uudtalt ligger bag ”Begyndelsen og Tænkeren”: Jeg tror, at der ved siden af kirkebibelen - der kan gå efter de stærke, indholdsrige ord, som vi kan fordybe os i og slide på - er brug for en gadebibel. Altså en hurtig og letlæst oversættelse, hvor dybden vil blive mindre, men som kan fungere som trædesten på vej til en mere indgående læsning. Vi skal vove det niveau af pop, dette indebærer.
Så: Nej. Mit mest markante nej handler om udskiftningen af ”almægtig” med ”gavmild”. Den oversættelse fik mig til at trække min hebraiske bibel ned fra hylden, konsultere diverse leksika samt spørge folk, der er bedre til hebraisk end jeg (hvilket ikke er svært at finde!). Og det bekræftede min første reaktion: Dette er en spidsfindig og søgt oversættelse af det hebraiske ”El Shaddai”, som på ingen måde kan forklares med hensynet til nutidighed og forståelighed.
Hvis ordet almægtig var uforståeligt, så havde Hollywood ikke lavet en film med titlen ”Bruce Almigthy”, eller de danske distributører havde fundet en alternativ titel. At Gud er almægtig, er ikke spor svært at forstå - men det er temmelig svært at acceptere i en verden, hvor der sker så meget forfærdeligt.
Men bibeloversætteres opgave er at gøre teksterne forståelige - ikke at gøre dem acceptable. Det er en ommer, for at tale nudansk ...
OG SÅ TIL AFDELINGEN for min personlige ambivalens: Tja. Oversætterne vælger at springe over glosen ”hjælper” om kvinden. På en måde forstår jeg det godt. Det er en del år siden, at jeg blev opmærksom på, at det hebraiske ord for ”hjælper” primært bruges i Det Gamle Testamente om Guds hjælp, mens udtrykket på dansk nærmest betyder ”en, der går til hånde”. Men er det rigtigt ligefrem at springe et ord over, bare fordi kulturen har fyldt det med undertrykkende indhold?
Lidt i samme boldgade: Jeg vil gerne rose oversættelsen for at have holdt sig fra mærkelige religionshistoriske unoder som at kalde Gud for ”Jahve”. Men når det gøres ved, at ordet helt er forsvundet, så der heller ikke står ”Herren”, går der så ikke for meget tabt?
Et andet eksempel: ”Velsignelse” er blevet til ”livskraft”. Okay - ”Livskraft” er et lille hjørne - et meget lille bitte hjørne - af det gådefulde begreb ”velsignelse”. Det går måske an som en trædesten på vejen til fordybelse i velsignelsens mysterier; men jeg tror altså, at det hurtigt bliver kedeligt.
OG SÅ LIGE EN TUR omkring den berømte ”Noas båd”. Teologisk har jeg ingen indvendinger mod den. Måske havde ”skib” - størrelsen taget i betragtning - været bedre, men det er et spørgsmål om smag.
Men der er en pædagogisk overvejelse: Dagen efter udgivelsen havde jeg en snak med et par mennesker, som jeg ikke fornærmer ved at betegne dem som ukirkelige. Derimod var de fornærmede over glosen ”båd” og følte, at der blev talt ned til dem: ”Alle ved da, hvad Noas ark er!”.
Det synes jeg var interessant, fordi det afslører en blindhed, som jeg tit har oplevet hos fagfolk. Når de skal popularisere, kommer de til at overdrive, fordi de alligevel ikke har fornemmelse for folks sprog.
Konklusion: Tillykke til Bibelselskabet med forsøget. I er på et godt spor trods diverse ommere. Og til os andre: Lad os være tolerante over for smuttere. Hvis man ikke giver en oversættergruppe en vis kvajekvote, forsøger de nemlig for lidt.
Kirkeligt set skrives på skift af folketingsmedlem og tidligere minister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, biskop over Aarhus Stift Kjeld Holm, og ph.d. og generalsekretær i Bibelselskabet Morten Thomsen Højsgaard