De færreste er imod menneskelig værdighed og hjælp. Det er det, der gør udsagn som ”aktiv dødshjælp” og ”en værdig død” så bestialske, for i virkeligheden dækker de over, at mennesket vurderes efter en nyttefunktion.
Glem al snak om individets eget frie valg. Intet menneske er en ø. Det er ensomheden, mangel på omsorg og følelsen af at være uden betydning, der forstærker smerten i en grad, så døden vælges frem for tomheden.
Jeg vil vogte mig fra at psykologisere over et andet menneskes liv. Men når forfatteren Jane Aamund først proklamerede sin snarlige død for derefter at udskyde den, giver det stof til eftertanke. Ifølge dagbladet BT skyldtes det, at den smertelindrende behandling blev forbedret, og at hun flyttede tættere på børnebørnene og fik kontakt til gamle venner.
Katastrofen er, at samfundet ikke længere levner plads til, at vi tager ansvar for vores familiemedlemmer. Men når 70 procent af befolkningen siger ja til statsstøttet selvmord, skyldes det tanken om at skulle gå en lang og smertefuld død i møde. De er ikke klar over, at den smertelindrende behandling aldrig har været bedre. Eller frygter de at komme til at ligge ensomme, som dem der ikke længere var staten til nytte?
I jagten på økonomisk vækst har vi glemt ansvaret for vores nærmeste. ”Ær din far og din mor,” står der skrevet, men siden 1960'erne er børns institutionstid og forældrenes arbejdstid blot vokset. Den fælles fritid er slagtet på forbrugets offerbænk - senest da lukkeloven blev afskaffet. Der er ikke længere råderum for at løfte ansvaret. De, der ikke kan forbruge, er en klods om benet. Har de tilmed den frækhed at lægge sig uhelbredeligt syge, tilbydes de en engangsbillet til det hinsides - ganske frivilligt.
Er der nogen, der har spurgt de uhelbredeligt syge, om de ønsker aktiv dødshjælp? Selv mennesker, hvis eneste livsfunktion er at kunne blinke med det ene øje, giver udtryk for, at de har et meningsfuldt liv.
Gentænk samfundet. Genindfør fælles fritid for familierne. Giv rum for nærvær i lokalsamfundet. Udbyg den smertelindrende pleje. Men hold op med at plage livet af dem, der ikke kan bidrage til vækstcirkusset.