TRE TING MÅ HOLDES UDE fra hinanden. Det første er følgende:
Siden Hammurabis lov fra omkring 1750 f.Kr. har idéen om en ”naturlig lov”, der vil beskytte de svage mod de stærke, holdt sig op gennem historien. Luther fastslår således, at i ”den gyldne regel” om at gøre det mod den anden, som man selv kunne ønske gjort mod en selv, stemmer en arv fra græsk filosofi overens med Bibelen.
Følgelig er den kristne etik ikke specifikt kristelig. Den er en almen eller universel etik. I vor tid er dette en grundtanke i K.E. Løgstrups tale om en ”etisk fordring” om at ”tage vare på det af det andet menneskes liv, vi har i vores hånd”.
På et overordnet, tidløst plan kan vi formulere etiske principper som de nævnte, med varianter som: ”De bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder” og: ”Et samfunds etiske kvalitet måles på, hvordan det behandler de svageste”. Jeg vil gerne føje et enkelt til: ”Vi skal tage vare på den klode og den natur, vi har fået betroet, så vi giver den videre til den næste generation i mindst samme stand, hvori vi modtog den”.
Det andet, der er at sige, drejer sig om, hvordan disse fordringer kan virkeliggøres. t svar er: I det ”retssamfund”, som vi permanent må udbygge med ny lovgivning. Herudover hylder vi en række adfærdsnormer, uskrevne love, som hele tiden skal genindøves i næste generation. Her dukker et ord som ”dannelse” op eller et ord som ”ånden” i en institution - en skole, et plejehjem, en arbejdsplads, et folk.
Men nu bliver det svært. En række politiske beslutninger er valg i situationer, der rummer et ægte dilemma: Ved at vælge ét godt hensyn vælger man uvægerligt et andet godt hensyn fra og omvendt. For nogle år siden blev en pige banket halvt ihjel af sin kæreste med en jernstang, og to år efter kunne hun møde voldsmanden på gaden på vej til en attraktiv læreplads i Meyers bageri. Ved at lade ham komme i resocialisering, valgte man et gode på bekostning af et hensyn til offeret. Havde man givet ham en strengere dom og dermed vist offeret hensyn, ville han have været mere truet af tilbagefald efter udstået straf. Så svære er mange politiske valg.
Aktuelt gælder det udlændingepolitikken. Det er et dilemma af samme art. På den ene side bør vi hjælpe mennesker, der flygter fra frygtelige tilstande. På den anden side kan et lille land som vi ikke bare åbne vore grænser.
Svært bliver det desuden for alvor af spændingen mellem etikken og den nødvendige egennytte, der er forbundet med, at vi skal overleve. Hvor langt er det rimeligt at følge vores egennytte? Den debat bliver vi aldrig færdig med.
Af begge disse grunde må vi indse, at vi ikke kan indrette samfundet ”højmoralsk” (Løgstrup). Og her kan ingen tage patent på den endelige sandhed, heller ikke med henvisning til kristendommen. Her vi alle på Herrens mark.
Men vi kan - og skal - gøre en tredje ting: Hver eneste konkrete beslutning i de nævnte dilemmaer skal mødes af spørgsmålet: ”Kunne vi ikke gøre dette bedre?”. Dette spørgsmål må aldrig falde til ro og forstumme. Gør det det, er vi blevet kynikere. Det er en fælles opgave at holde det åbent, det er udtryk for folkelig samvittighed.
Når Danmark er et godt land at leve i, er det, fordi vi i vid udstrækning har indbygget beskyttelse af den svage i indretningen af samfundet og i de politiske beslutninger. Men denne etik er under pres. Det andet menneske ses i stigende grad som en konkurrent, som man skal overgå, og i mindre grad som en fælle - en man lever i et hensynsfuldt fællesskab med. Det er formentlig en af grundene til, at stress er ved at udvikle sig til en folkesygdom. Vi bør ikke glemme, at hver gang en er en ”succes”, er der en anden, der bliver en ”taber” - for at bruge to ækle ord. Her melder det nævnte spørgsmål sig: ”Kan vi ikke gøre dette bedre?”.
Et andet eksempel er vor politik i forhold til udlandet. Den må nødvendigvis indeholde et element af national selvhævdelse. Men det må ikke blive det eneste hensyn. Vi må holde fast i begge sider af dilemmaet, både i selvhævdelsen og i etikken. Er det virkelig nødvendigt at overbyde hinanden i stramningspolitik over for indvandrere? Bør vi ikke vise større solidaritet med Grækenland og Italien, der hænger på strømmen af flygtninge, og hvis økonomier er på randen af sammenbrud? ”Kan vi ikke gøre dette bedre?”. Vi er immerhen menneskehedshistoriens til dato usammenligneligt heldigste og mest forkælede - velstående, ukorrupte, sammenhængskraftige - samfund.
Det er irriterende for politikerne, at der er mennesker, der bliver ved at stille disse spørgsmål. Men det er vores folkelige etiske selvrespekt, der er på spil. Spørgsmålene er det værn mod kynismen, der aldrig må forstumme.
Refleksion skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, forfatter og cand.phil. Jens Smærup Sørensen og dr.theol. og forfatter Ole Jensen