Den manglende menneskelige kontakt har sin pris

Robotter på omsorgsområdet i stedet for sunhedspersonale og tid på sociale medier i stedet for fysisk nærvær med venner har alt sammen sin pris for vores livstilfredshed og helbred, skriver Michael Böss.

Ensomhed påvirker både vores psykiske- og fysiske helbred, og derfor er det farligt, hvis robotter går ind og overtager plejepersonalets opgaver, mener forfatter. Modelfoto.
Ensomhed påvirker både vores psykiske- og fysiske helbred, og derfor er det farligt, hvis robotter går ind og overtager plejepersonalets opgaver, mener forfatter. Modelfoto.

Journalisten Niels Ebdrup vil med sin bog ”Sandheden om robotter”, som blev præsenteret i Kristeligt Dagblad for nogle uger siden (den 7. november), have os til at diskutere de etiske problemer forbundet med brugen af robotter på omsorgsområdet.

Det sker på et tidspunkt, hvor kommunerne skal spare en halv milliard på området frem mod 2017, og hvor man ugentligt kan læse begejstrede indlæg i de skrevne medier for de økonomiske fordele ved den nye ”velfærdsteknologi” og digitaliseringen af relationerne mellem det offentlige og borgerne.

Der er ikke tradition i Danmark for, at vore politikere diskuterer etiske spørgsmål. Det overlader man til Det Etiske Råd og borgerne selv. Som en af de sidste vil jeg hermed give mit besyv med.

Vi lever i et samfund, hvor såkaldt sociale medier erstatter fysisk nærvær og ansigt-til-ansigt-kontakt mellem mennesker. Hvis vi ikke allerede rent intuitivt måtte forstå, hvad det indebærer for vores liv, livstilfredshed og helbred, så kan nyere psykologisk forskning og den såkaldte sociale hjernevidenskab fortælle os det.

Det viser den canadiske psykolog og videnskabsjournalist Susan Pinker i sin nye bog ”The Village Effect” (Landsbyeffekten). Titlen skyldes, at livet i den traditionelle landsby var præget af talrige ansigt-til-ansigt-relationer mellem dens beboere.

Pinker mener naturligvis ikke, at vi alle burde bo i landsbyer. Landsbyen er blot et billede på et samfund, hvor mennesker oplever sig som en del af et socialt fællesskab, fordi de interagerer og taler sammen. Af de mange studier, hun refererer, stammer de positive dog for størstedelens vedkommende fra landsbysamfund, for eksempel på Sardinien.

Resultaterne af menneskelig isolation og ensomhed i nutidens samfund har rystet hende. Og det er ikke kun ældre, der er ensomme i dag. I USA er det midaldrende, der lider mest af ensomhed. I Storbritannien er det aldersgruppen mellem 18 og 34 år.

Problemet er ikke kun psykisk. Ensomhed går også ud over vores fysiske helbred. Et studie har vist, at ensomhed får cortisolniveauet og blodtrykket til at stige med deraf følgende skader på de indre organer.

Et andet viser, at mennesker med nære venner har langt mindre risiko for at dø i en ung alder end mennesker uden. I 2004 opdagede en svensk epidemiolog, at personer med store sociale netværk har lavere risiko for at pådrage sig demens.

Og studierne fortsætter deres dystre forudsigelser: 55-årige mænd med venner får færre blodpropper i hjertet end ensomme mænd. De, der har fået et hjertetilfælde, er bedre beskyttet mod komplikationer af et tæt, støttende socialt netværk end af medicin. Ensomhed svækker immunforsvaret, og så videre.

Pinker gengiver et væld af sådanne undersøgelser og forklarer, hvorfor det er nødvendigt for os at indrette dagligdagen på en sådan måde, at vi rent fysisk er nærværende med og for hinanden, både i og uden for familien.

Selvfølgelig er dette op til os selv. Men det handler jo også om, hvordan samfundet indretter omsorgssektoren. Så politikerne har ingen undskyldning for at smyge sig uden om debatten.