I 1873 skrev Sjællands Biskop Martensen, professor i teologi og en af landets mest indflydelsesrige personer, i sit værk ”Den christelige Ethik” en skarp kritik af sin samtids gryende liberalisme og den menneskelige kynisme, han så i den frie konkurrences kølvand.
Han så sin samtids frie konkurrence som udtryk for en grådighedskultur og en ”social egoisme”. Havde pladsen tilladt det, kunne man have bragt mange og meget skarpe citater fra hans store værk.
Nu var den kongelige konfessionarius Martensen vel nogenlunde så langt som tænkes kan fra at være en revolutionær samfundsomstyrter. Ingen ville drømme om at beskylde ham for at have et bestemt politisk ærinde med den store afhandling om den kristne etik. Det var teologisk funderet kritik, han udøvede.
Dermed er for mig at se også sagt, at det ikke bare er legitimt, men ganske regulært pligtarbejde, at der i det kirkelige finder en refleksion sted over en samfundsudvikling, der forekommer at være på kollisionskurs med kristendommen. Og trods forskellige vilkår mellem Martensens tid og vor egen er opgaven ikke mindre påkrævet i dag.
For hvad er det for et samfund, vi er ved at udvikle os imod - herhjemme og i Europa? Omgangen med naturens ressourcer, grådighedskultur og en kynisme, der på mange planer accepterer stigende social ulighed og socialdarwinisme som en simpel nødvendighed ved konkurrencestaten, hvis motor er markedet, og hvis foretrukne drivmiddel tilsyneladende er egoismen.
En stor del af befolkningen oplever, at samfundet omkring dem er mere og mere uoverskueligt. En tilstand af orienteringsløshed præger vores kultur. ”Et konglomerat af angst, usikkerhed og magtesløshed, som ledsages af voksende mangel på orientering.” Således karakteriserede nogle tyske forskere fra universitetet i Bielefeld netop denne udvikling i en undersøgelse fra 2006.
Jeg vil vove den påstand, at en del af årsagen til denne tilstand, som jeg mener let kan genfindes under hjemlige himmelstrøg, skal søges i tabet af den tradition, der kan bibringe os erkendelse af den større sammenhæng, vi indgår i, og som har kunnet formidle den erfaringsmæssige visdom, det er lykkedes at indsamle op gennem historien.
I stedet for i dag at søge erkendelsen, troen, fællesskabet og det vise har vi affundet os med at eksistere i en art åndeligt tomrum, et eksistentielt vakuum. Ind på denne scene er trådt det i videst forstand økonomisk tænkende menneske, som måler tingene efter, hvad der gavner nu og her, og som ikke kunne drømme om at tage begreber som spiritualitet eller etik alvorligt.
Vi har fået en naiv instrumentalistisk tilgang til stort set alt, og denne tankegang truer med at gøre afspiritualiseringen af vores kultur komplet. Resultatet bliver en øget nihilisme - en manglende oplevelse af sammenhæng og mening.
Som en del af pakken får vi en ”rovdyrskapitalisme”, som Helmut Schmidt kalder det, hvor den stærke tryner den svage, og hvor det kit, der skulle holde samfundet sammen og minde os om nogle bærende idéer, er mere eller mindre forsvundet.
Alt dette burde få os til at standse op og overveje, hvor det egentlig er, vi er på vej hen. Den, der venter, at der på det politiske plan sker besindelser af denne art, har hidtil ventet forgæves. Her er temaerne enkeltløsninger og ikke mindst erobring og fastholdelse af magt.
Men diskussionen må og skal tages. Det er et teologisk -ikke mindst et sjælesørgerisk - ærinde at reflektere over en sådan udvikling. Ikke for at begræde situationen, men for at beskrive tilstanden og besinde sig på, hvordan vi går mod bedre tider.