Under overskriften ”Sodoma og Gomorra. En provins i Skandinavien?” behandler Bjørn Thomassen den 22. november fødevareminister Dan Jørgensens (S) forslag om ”forbud mod dyresex”. Et forbud, som vi efter min mening ikke kan få indført hurtigt nok.
De fleste hundyr, der bruges til sex, kommer i brunst én eller to eller meget få gange om året i få dage. I den mellemliggende tid befinder deres kønsdele sig i dvale og er inaktive. Hundyrenes vagina kan ikke udvides, og slimhinden kan ikke blive fugtig, hvorfor det altid vil betyde stor smerte, hvis dyret udsættes for vaginalt samleje uden for brunsten.
Det Dyreetiske Råd henholder sig til, at det ikke kan tage stilling til moralspørgsmål, som har noget med dyr at gøre, og at dyrene er dækket ind af den eksisterende lovgivning, der forbyder, at dyr bliver påført ”smerte, lidelse, angst eller varige mén”.
Det er et spørgsmål om bevisførelse i de tilfælde, hvis sex med dyr bliver politianmeldt, og hvordan beviser man en smerte, som er overstået? Hævelsen kan være forsvundet. Læsionerne og sårene vil ofte sidde dybt i skeden. Man stiller politiet over for tidskrævende og på forhånd umulige undersøgelser, som i de fleste tilfælde bliver undladt.
Dyrene kan jo ikke tale. Derfor må vi have et forbud. Og her bør det tilføjes: 125 dyrlæger skrev under på en erklæring om et forbud mod dyresex i 2007, sidste gang sagen var til debat i Folketinget.
Det Dyreetiske Råds ræsonnementet lyder endvidere ifølge artiklen i Kristeligt Dagblad: ”at vi har domesticeret vores dyr og derfor styrer deres seksualitet”. Bengt Holst, formand for Det Dyreetiske Råd fastslår konsekvent, at der dyreetisk set ikke er nogen som helst forskel på at tappe sæd af en hingst til kunstig befrugtning og at parre sig med den.
Nogle af ”dyreforskerne” ved landets universiteter er enige og påpeger endvidere - i kor med sodomisterne - at dyr selv er yderst motiverede for sex med mennesker. Og her er så, hvad de sammenligner dyresex med i Det Dyreetiske Råd og de påståede dyreforskere på universitet-erne: En hingst bliver tap-pet på et fantom i en kunstig skede, som munder ud i en flaske til opsamling af sæd. Det er hingsten, der har fornøjelsen i modsætning til menneskesex med dyr, der bliver gennemført, fordi det er et menneske, der har fornøjelsen. Om hoppen har fornøjelse af dyrlægens arm og en plastikslange med sæd står hen i det uvisse. Man kan jo ikke spørge hoppen, men man kunne jo spørge en kvinde, om hun har seksuel fornøjelse ved at blive insemineret. Sammenligningen duer simpelthen ikke.
Sjovt nok når Bjørn Thomassen frem til samme konklusion ad dydsetikkens vej på følgende måde: ”Så kunne man jo argumentere, helt stilfærdigt, at der er en lille bitte forskel på at tappe sæd af en hingst til kunstig befrugtning og at parre sig med den. Forskellen handler om, hvorvidt mennesker har sex med dyr eller ej. Og moralsk set er det vel en forskel, der gør en forskel. Eller hvad?”.
Det er værd at bemærke, at 125 dyrlæger skrev under på et forbud mod dyresex, sidste gang sagen blev behandlet i Folketinget. Det vil de sikkert gøre igen, og mon ikke de er blevet flere?