Midt i frustrationerne over politikernes faneflugt fra styrelsesreformen for folkekirken er der grund til stor tak til udvalget bag reformforslaget.
Det er ikke udvalgets skyld, at politikerne endnu en gang ikke tør handle. Udvalget har leveret et grundigt og højkvalificeret beslutningsgrundlag. Det faktuelle grundlag er på plads, der er solide analyser, redegørelser for forskellige muligheder og deres konsekvenser.
Først og fremmest har udvalget stædigt arbejdet frem mod et resultat, der kunne samle det kirkelige landskab så bredt som aldrig før i historien, og et resultat, der kombinerede respekt for folkekirkens grundlæggende forhold til staten med respekt for det åbenlyse behov for en reform. Nu er dette arbejde skudt i sænk. Det positive er, at der med udvalgsarbejdet er skabt en fælles folkekirkelig platform, som ikke kan undgå at få konsekvenser, når kirkens styrelse skal drøftes i fremtiden. Hvad den uden tvivl kommer til.
For uanset om politikerne vil se det i øjnene eller ej, er der en lang række problemer i den nuværende folkekirkelige styrelse, der råber på en løsning. Den manglende styrelsesreform efterlader et magttomrum, der nemt lader sig udfylde af politiske interesser.
Kirkelivet skal nok klare sig rundtomkring i sognene, trods fortsat uigennemsigtig økonomistyring, strukturel handlingslammelse og svag indholdsprofil. Heldigvis har det en stor indre styrke i kraft af sin brede opbakning og sine mange indre ressourcer.
Men det er synd for samfundet og befolkningen, at folkekirken med den tætte politiske omklamring, som afvisningen af styrelsesreformen er udtryk for, fratages enhver myndighed og selvstændighed. Samfund, kultur og befolkning ville have langt mere glæde og nytte af en folkekirke, som - med stadig tætte og tydelige bånd til staten - kunne være en selvstændig kritisk værdi- og samvittighedskraft både lokalt og i fællesskabet.
Det er absurd, at de politiske kræfter, der har afvist styrelsesforslaget, ikke mindst gør det med henvisning til frygten for ”politisering af folkekirken”, når sandheden er, at den største politisering består i den nuværende fastlåsning, der låser folkekirken fast i en svag, profilløs og utydelig rolle uden kompetente organer til blot at varetage egen økonomi og opgaveprioritering.
På sigt er der formentlig tale om et stort selvmål fra de politikeres side, der i påstået omsorg for folkekirken har afvist udvalgets forsigtige og realistiske forslag.
De kunne - i en tid, hvor antallet af tilhængere af adskillelse mellem stat og kirke vokser i alle partier, og hvor ligegyldigheden over for folkekirken er tydelig på Christiansborg - have fået en ordning, der sikrede et tidssvarende bånd mellem stat og kirke i mange år frem i tiden.
Nu er de i stedet med til at give ateister og modstanderne af båndene mellem kirke og stat vind i sejlene. Selvom der kirkeligt set måske ikke kan findes de store argumenter imod de nye forslag om at flytte civilregistreringen fra kirke til kommune, så er det tankevækkende, at forslaget kommer netop nu og kommer fra ateistisk hold.
Perspektivet kan nemt blive, at den reform, der må komme på et tidspunkt, kan risikere at indebære, at båndene mellem stat og kirke rykkes helt over.
Henning Nørhøj, Kaj Bollmann, Poul Møller Petersen, Alice Viftrup, Elizabeth Knox-Seith, Karen-Vibeke Klausen, Erik A. Friis og John Theil Münster er alle medlemmer af Kirkeligt Centrums bestyrelse