SIDSTE SØNDAG offentliggjorde Morgenavisen Jyllands-Posten en undersøgelse fra Wilke om danskernes syn på Grønland og det grønlandske selvstyre i anledning af dagens valg i Grønland. Undersøgelsen viste, at hver anden dansker ikke tror på, at de grønlandske politikere er i stand til at styre deres land i en positiv retning, og kun hver fjerde har tillid til, at Grønland kan klare udviklingen selv.
Vi er dog heller ikke indstillet på at gå ind og hjælpe Grønland ud af den store økonomiske krise, landet står i. Kun hver fjerde ønsker, at Danmark skal træde til.
Resultatet kan tolkes på flere måder. Den manglende tillid til de grønlandske politikere er ikke kun et dansk fænomen. Den deler de tvivlende danskere med mange grønlændere, især de yngre.
Opfattelsen af, at grønlænderne må finde ud af at løse deres egne problemer kan ses som en naturlig følge af, at Grønland fik selvstyre i 2009, og at Danmark derfor ikke kan optræde som formynder, fordi det uvægerligt vil blive tolket som ”ny-kolonialisme”. Men det kan også ses som en manglende solidaritet med grønlænderne og som en mangel på forståelse af, hvad det indebærer at være fæller i et ”rigsfællesskab”. Både grønlændere og danskere har brug for at se mulighederne for at udvikle rigsfællesskabet til gavn for både Grønland, Færøerne og Danmark. Ja, vi har nok brug for en ”rigsidentitet”. Måske kan den tage noget af gassen af den evindelige beskæftigelse med ”danskhed”.
Men der er et stykke igen. Det var således ikke særligt respektfuldt, da Børsen tidligere på efteråret i en overskrift kaldte Grønland for en ”bananrepublik”. Grønland er et velreguleret retssamfund og et demokrati, der lider under mangel på kvalificerede og erfarne politikere.
AT SKÆRE ALLE grønlandske politikere over én kam er respektløst og kun med til at nedbryde rigsfællesskabet. Til gengæld var det heller ikke befordrende for et godt forhold mellem Grønland og Danmark, at Aleqa Hammond i sin korte tid som landsstyreformand piskede en nationalistisk og anti-dansk stemning op i visse dele af den grønlandske befolkning.
Det havde dog også en splittende tendens indadtil: Hun satte den unge, veluddannede og bybaserede middelklasse op mod mange af de mennesker, der lever af de traditionelle erhverv - fiskeri, fiskeindustri og fangst - i bygderne og de mindre byer.
Den modsætning, Hammond satte mellem grønlandsk og dansk, var kunstig. For selvom rigtig mange etniske grønlændere føler sig som 100 procent grønlændere, betyder det ikke, at de ikke også har noget dansk i sig - uden at man i øvrigt bør sætte procenter på. For identitet er noget meget kompleks noget, der ikke kan måles på den måde.
Specielt er der mange unge og yngre i Grønland, der gerne vil ud over de forrige generationers evindelige kredsen om modsætningen mellem grønlandsk og dansk. De synes, at den tid nu må være forbi, hvor kolonialismens sår bliver holdt åbent og bliver brugt som en forklaring på alt, der ikke vil lykkes. De vil gerne videre. Og mange af dem vil også gerne have et godt samarbejde inden for rigsfællesskabet. Deres alternativ til et Grønland, der lukker sig om sig selv, er at udvandre til Danmark.
Jeg synes til gengæld, at vi danskere har noget at lære: Vi skal for det første gøre op med de mange dumme fordomme om grønlændere, der stadig findes, specielt opfattelsen af, at grønlændere ikke møder til tiden eller er alkoholiserede.
FIRE FEMTEDELE AF de grønlændere, der bor i Danmark, klarer sig godt, og vi danskere har ikke noget at lade grønlændere høre for, hvad gælder misbrug af alkohol. Og så skal vi holde op med at spille tøsefornærmede over for Grønlands selvstændighedstrang ved slet ikke at interessere os for Grønland. Selvstændighedstrangen er blot en naturlig reaktion på en lang historisk tradition for at dansk formynderi.
Nej, jeg skrev med vilje ikke kolonialisme. Ligesom mange unge grønlændere bør vi danskere lære at skønne på det rige mellemfolkelige, politiske fællesskab, vi er medlemmer af i kraft af rigsfællesskabet.
Ja, jeg synes tilmed, at vi - ud over vores danske og grønlandske identitet - også burde have en fælles ”rigs-identitet”. Det er en af de udfordringer, vi bør tage op nu, hvor folk i Grønland synes at være ved at indstille sig på at lægge den gamle hårde retorik bag sig.
Vi skal se grønlændere og danskere som to broder- og søsterfolk, som historien og tværgående ægteskaber har knyttet sammen. For vi bliver jo nødt til at samarbejde i mange årtier fremover af mange grunde: økonomi, sikkerhed, miløbeskyttelse og så videre. Men samarbejde er noget andet end formynderi. Det forudsætter nemlig, at vi ser hinanden som ligeværdige. Det kan danskerne godt blive bedre til.