Den opdelte kristne verden

Pope Francis escorted by the Ecumenical Patriarch Bartholomew I. Pope Francis was enthusiastically greeted ...

Pave Frans besøgte i weekenden Istanbul og den ortodokse patriark Bartholomæus. Men det betyder ikke, at de to kirker er på vej mod forsoning og fællesskab, skriver ortodoks præst. Foto: Kursat Bayhan/ZAMAN/SIPA / Scanpix Denmark

Ortodokse anerkender, at Roms biskop gennem kirkens første 1000 års historie havde æresforrang og var den 'første blandt ligemænd'. Efter splittelsen i det 11. århundrede er den position overgået til patriarken i Konstantinopel.

Mødet mellem den ortodokse og katolske kirke viser god vilje, men det ændrer ikke på de dybe og uoverstigelige forskelle, der er mellem deres tro og teologi, skriver ortodoks præst.

KRISTELIGT DAGBLAD har på forsiden den 1. december fundet de helt store ord frem med overskriften ”Historiske skridt mod kristen forsoning”. 

Anledningen er, at den romerske pave Frans har aflagt besøg i Istanbul. Under overskriften sættes yderligere trumf på med den påstand, at paven og den ortodokse patriark Bartholomæus i forgangne weekend ”fastslog, at den katolske og den ortodokse kirke er på vej mod forsoning og fællesskab”. Og til overmål ledsages artiklen af et fotografi, hvor pave Frans bøjer sig for patriarken, som for sin del kysser paven på hovedet.

Jeg vil nødig agere lyseslukker, men der er desværre ikke megen reel dækning for artiklens begejstring.

Bevares, selve dét, at de to hierarker mødes, kan og bør vi tolke som positivt og som en markering af god vilje fra begge sider. Og tak for det!

Men den gode vilje ændrer ikke på, at der er virkelige, dybe og til denne dag uoverstigelige forskelle mellem ortodoks og katolsk tro og teologi. De gensidige taler under pavens besøg i Istanbul tillige med den afsluttende ”fælles erklæring” fra møderne er da også alle holdt i høflige, formelle og diplomatiske, men helt uforpligtende vendinger.

Pave Frans sagde i sin tale, at ”det eneste, den katolske kirke ønsker, og det, jeg søger som biskop af Rom, 'den kirke, som præsiderer i kærlighed', er fuldt fællesskab med den ortodokse kirke”. Patriark Bartholomæus svarede blandt andet, at ”det manglende nadverfællesskab mellem vore kirker, som har været gældende i 1000 år, tillader os endnu ikke at sammenkalde et fælles økumenisk kirkemøde”.

Den nævnte fælles erklærings centrale sætning er, ikke overraskende, holdt i samme diplomatsprog. Tonen er venlig og imødekommende, men det skorter på konkret og reelt indhold: ”Vi udtrykker vor inderlige og faste beslutning, i lydighed mod vor Herre Jesu Kristi vilje, om at intensivere vore bestræbelser på at fremme fuld enhed mellem alle kristne, først og fremmest mellem katolikker og ortodokse.”

De virkelige skillelinjer, de trossætninger og teologiske elementer,der skiller den ortodokse og den katolske kirke, glimrer ved deres fravær. De nævnes ikke med et ord. En kommentar som denne er ikke stedet at folde forskellene ud, så jeg nøjes med at antyde tre afgørende punkter:

1) Den katolske og den ortodokse kirke benytter ikke samme trosbekendelse. Den ortodokse kirke holder sig til den oprindelige ordlyd fra det 4. århundrede. Her hedder det om Helligånden, at ”han udgår fra Faderen”. Den katolske kirke har siden føjet nogle ord til, så det om Helligånden hedder, at ”han udgår fra Faderen og fra Sønnen”, det såkaldte filioque-problem (filioque er latin og betyder ”og fra sønnen”). Er det tænkeligt, at den katolske kirke ville opgive de ekstra ord? Ja, måske. Der er mig bekendt eksempler på, at man i Rom har læst trosbekendelse uden filioque.

2) Den romersk-katolske kirke vedtog i 1854 en læresætning, et dogme, om ”Jomfru Marias ubesmittede undfangelse”. Den lære deles ikke af den ortodokse kirke. Er det tænkeligt, at den katolske kirke ville fravige eller ændre et én gang vedtaget dogme? Nej, det lader sig pr. definition ikke gøre. Er det da omvendt tænkeligt, at den ortodokse kirke ville antage læren om ”den ubesmittede undfangelse”? Nej, det er utænkeligt, for denne lære er i modstrid med den ortodokse forståelse af Maria, Gudsmoder, og den anfægter en række andre store spørgsmål, det om menneskets frie vilje og om der overhovedet er nogen sammenligning mulig mellem Jomfru Maria og resten af menneskeheden.

3) Den katolske kirke vedtog i 1870 en læresætning, et dogme, om ”pavens ufejlbarlighed” når han udtaler sig ex cathedra om trosspørgsmål. Dogmet giver paven i Rom ret til i sidste ende egenhændigt at træffe afgørelser angående kirkens tro.

Er det tænkeligt, at den katolske kirke ville omgøre eller fravige den vedtagelse? Nej, det er umuligt, for det ville være en selvmodsigelse og en de facto-nedbrydning af hele den katolske lærebygning. Er det da omvendt tænkeligt, at den ortodokse kirke skulle godtage læren om den romerske biskops ufejlbarlighed? Nej, den ortodokse lære kan ikke rumme, at nogen enkelt biskop skulle have eneret på at definere og formulere kirkens tro.

Ortodokse anerkender, at Roms biskop gennem kirkens første 1000 års historie havde æresforrang og var den ”første blandt ligemænd”. Efter splittelsen i det 11. århundrede er den position overgået til patriarken i Konstantinopel.

Men æresforrang er ikke det samme som personlig ufejlbarlighed. Det sidste vil aldrig blive anerkendt som ortodoks lære. Ufejlbarlighed tilkommer kirken i dens helhed og ikke en enkeltperson.