Kære rektorer på Danmarks gymnasiale uddannelser.
Debatten om "religions-neutrale skoler" kører for fuld kraft i disse dage. Jeg har noteret mig flere ytringer i debatten, som afslører, at nogle desværre ikke ved, hvad det er, vi laver i Kristeligt Forbund for Studerende. Det tager jeg på min kappe. Vi har ikke været gode nok til at kommunikere, hvad det egentlig er, der foregår, når kristne studerende mødes i et spisefrikvarter en gang i ugen.
De studerende holder ikke gudstjeneste, men læser en passage fra Bibelen, snakker lidt om dén og livet i øvrigt, mens de spiser deres madpakke. Endelig beder de for skolen og dens elever og lærere, inden det ringer ind.
Der foregår ikke noget skjult. Der er ingen top-down forkyndelse, men dialogisk samtale og diskussion. Alle er velkomne - kristen eller ej, og ikke så få ikke-kristne er faktisk med. Sådan har det været i de 60 år, vi har eksisteret, og der har været forsvindende få skoler, der haft noget problem med det. Og vi er meget glade for, at vi igennem så mange år har haft – og stadig har – et så fint forhold til jer.
Enkelte steder har man nu har lukket ned for disse frokostmøder. Lidt besynderligt al den stund, at vi ikke gør noget andet, end vi har gjort i 60 år, og at vi som medlem af Dansk Ungdoms Fællesråd følger ”Kodeks for samfundsengagerende ungdomsorganisationers adgang på ungdomsuddannelser”, som blev udarbejdet i 2013 mellem DUF og blandt andet Gymnasieskolernes Rektorforening.
Årsagerne til at studerende ikke længere må mødes til bøn for skolen formuleres lidt forskelligt, men det handler generelt om, at man ønsker at være en religiøst neutral skole. Det er altså principielle årsager, og som sådan skulle de jo være valide til enhver tid - også de foregående 60 år, hvor man altså ikke har fundet det principielt nødvendigt at drage lignende slutninger.
Ønsket om "religionsneutralitet" som grundlæggende argument for at lukke en frokost-samling for kristne studerende er absurd, for skolerne har altid været religionsneutrale. Det er der ikke noget nyt i, og det støtter vi i øvrigt helt.
Det nye er, at de pågældende skoler ikke længere er religionsneutrale. Man kan nemlig kun forholde sig neutralt til religion, hvis man rummer den. Dømmer man den ude, har man per definition mistet neutraliteten. Disse gymnasier excellerer i stedet i en totalitær religionsudelukkelse, og det er noget helt andet.
Jeg mener i øvrigt, at det er naivt at tro, at man kan udelukke religion fra noget som helst. Alle mennesker er religiøse i en vis forstand. Alle drives af noget og lever for noget, som får dem op om morgenen, og det har alt at gøre med livsanskuelse. Den kan man ikke parkere uden for skolegården, for man kan ikke rive sig selv midt over. Det ved jeg godt, at ingen heller vil hævde, at man skal. Enhver er velkommen til at engagere sig i klassediskussionerne ud fra hver sin livsanskuelse.
Mærkværdigt bliver det dog, når ens livsanskuelse bliver taget alvorligt i timerne, men ikke i frikvarteret. Man må gerne tro på Gud, og man må også gerne snakke om Gud med andre, men ikke med Gud sammen med andre. Hvorfor ikke? Hvori består problemet?
Jeg taler ikke for, at vi skal have gudstjenester på gymnasiet, eller at undervisningen skal have et andet grundlag. Ingenlunde. Jeg taler blot for en lang og uproblematisk tradition for at studerende, som gerne må henvise til en hvilken som helst bog i en undervisningssituation, også kan trække en hvilken som helst bog op af tasken i et spisefrikvarter – selv Bibelen, snakke lidt om dén og studenterlivet og så bede en bøn for deres skole.
Denne tradition lever heldigvis i bedste velgående nærmest overalt i Danmark. Det vil jeg gerne kvittere for med tak og opmuntre til at holde i hævd.
Christian Rasmussen er generalsekretær i Kristeligt Forbund for Studerende