Åbent brev til Sophie Løhde og Bent Hansen: Hvordan løser vi lægemanglen i Udkantsdanmark?

Hvorfor vil de yngre danske læger hellere vikariere i Norge og Sverige? Eller gemme sig på sygehuset? Vi skal have hjemtaget nogle af de læger ved at bruge dem som vikarer i vores egne yderområder, skriver Daniel K. Rotenberg

De danske regioner håndterer lægedækningsproblemet i yderområder ved at udlicitere opgaven til vikarbureauer, når der ikke har kunnet rekrutteres en køber til lægepraksis, og nabolægerne ikke kan tage flere patienter. Bureauerne besætter stillingerne med korttidsvikarer, oftest pensionerede praktiserende læger. Det er en nødløsning, for de kommer aldrig til at købe praksis igen, skriver Daniel K. Rotenberg. Modelfoto
De danske regioner håndterer lægedækningsproblemet i yderområder ved at udlicitere opgaven til vikarbureauer, når der ikke har kunnet rekrutteres en køber til lægepraksis, og nabolægerne ikke kan tage flere patienter. Bureauerne besætter stillingerne med korttidsvikarer, oftest pensionerede praktiserende læger. Det er en nødløsning, for de kommer aldrig til at købe praksis igen, skriver Daniel K. Rotenberg. Modelfoto.

Der er nu 68.000 patienter, som ikke har egen læge, og det er et tal, der vil vokse hastigt.

I yderområderne er der mange læger, som er blevet længe efter pensionsalderen, og mange patienter er presset over til nabolæger.

Det at have en ”egen læge” er en vigtig kvalitet ved det danske sundhedssystem, som de fleste kun opdager, hvis de bliver alvorligt syge og derfor har brug for at have et egentligt forløb.

I andre lande er der ofte tale om store lægeklinikker uden samme kontinuitet. Mange raske, som kun sjældent går til lægen, opdager ikke kvaliteten i dette system, det er gearet til dem, som bruger det mest, de alvorligt syge. De bruger 75 procent af lægens tid, og det er også hensigtsmæssigt, det er jo dem, der har de største problemer. For dem er det dårligt at være tilknyttet en klinik uden faste læger, hvor ingen har det overordnede ansvar for deres forløb, og hvor langt flere problemstillinger sendes til sygehuset.

I Danmark kan man kun være ”egen læge”, det vil sige praktiserende læge, hvis man er specialist i almen medicin også kaldet familielæge. De danske praktiserende læger er verdens bedst uddannede familielæger, og vi har den længste og mest strukturerede uddannelse i verden. Det har gjort, at man har kunnet udflytte en del opgaver fra sygehusene.

Denne succes har desværre også medvirket til, at vi er blevet meget eftertragtede både i vores nabolande og på sygehusene. Lige nu arbejder over 300 speciallæger i almen medicin på sygehusene, og en næsten lige så stor mængde i Norge og Sverige. Kunne vi trække blot 10 procent af disse læger hjem, var det akutte lægedækningsproblem løst.

De danske regioner håndterer lægedækningsproblemet i yderområder ved at udlicitere opgaven til vikarbureauer, når der ikke har kunnet rekrutteres en køber til lægepraksis, og nabolægerne ikke kan tage flere patienter. Bureauerne besætter stillingerne med korttidsvikarer, oftest pensionerede praktiserende læger. Det er en nødløsning, for de kommer aldrig til at købe praksis igen.

Hvorfor vil de yngre danske læger hellere vikariere i Norge og Sverige? Eller gemme sig på sygehuset? Vi skal have hjemtaget nogle af de læger ved at bruge dem som vikarer i vores egne yderområder, så kan de se og lære, at provinsen i Danmark ikke er farlig og kan være både smuk og charmerende.

DE REGIONSDREVNE klinikker skal ikke udliciteres til profitdrevne selskaber, de skal drives af regioner og de praktiserende lægers organisation sammen og med rekruttering af faste læger som det primære mål.

Der skal ansættes en administrator, der skal være regionalt ansat fast personale, det skal være lige til at sætte sig ned i og arbejde i, ligesom de kender det fra udlandet. Lægerne skal kunne komme kort eller lang tid, ligesom det nu er i Norge og Sverige. Kun ved at matche de tilbud, de får der, får vi dem lokket hjem.

DE SENESTE MANGE ÅR har der været konfliktstemning imellem de praktiserende læger og de danske regioner, mest i forbindelse med overenskomstforhandlinger. I den forbindelse har regionerne haft spindoktorer ansat til at finde smudshistorier om os, en taktik, der desværre er blevet almindelig, når det offentlige skal forhandle overenskomst, så det er ikke kun os, der får den behandling.

Dette er en medvirkende årsag til, at nogle læger stopper, og en barriere for at andre til overhovedet at gå ind i specialet. For de ældre, som mest bliver af pligt og ikke har et økonomisk incitament til at blive, kan det være dråben, der får bægeret til at flyde over. For de unge, som skal vælge speciale, kan det være et image, der skræmmer dem væk.

En sidste ting er økonomien. Praksis i yderområder har typisk færre patienter og som regel også mere krævende patienter. Flere ældre, flere socialt svage, de tager længere tid, og man tjener ikke mere på dem, hvilket samlet giver en mærkbart mindre indtjening.

Det såkaldte basishonorar skal derfor fordobles i områder, hvor man reelt står med lægemangel. Det er en lille udgift i det samlede regnskab, som udgør cirka 25 procent af en lægekliniks bruttoindtjening, og det vil kun være relevant i nogle få yderområder.

Denne merøkonomi skal bruges til øge kapaciteten, så man kan have flere patienter tilmeldt, primært ved at ansætte sygeplejersker, som kan overtage dele af konsultationen og helt overtage visse typer konsultationer.

Daniel K. Rotenberg er praktiserende læge