Ånd, krop og sandhed - menneskelivet før og nu

Når jeg tænker tilbage på denne bondemand på maleriet i mine bedsteforældres husmandssted, ser jeg også en hedengangen livsform, for hvem livet på det nærmeste måtte slides op af agerjorden, der ikke altid var lige gavmild med sine livsvigtige gaver, skriver Henrik Bang Møller

Ikke længe efter at bonden var færdig med høsten, måtte han straks i gang med at vende jorden med ploven, så den kunne gøres parat til næste års udsæd, skriver debattør. På billedet læhegn og rapsmarker nær Skive fjord.
Ikke længe efter at bonden var færdig med høsten, måtte han straks i gang med at vende jorden med ploven, så den kunne gøres parat til næste års udsæd, skriver debattør. På billedet læhegn og rapsmarker nær Skive fjord. Foto: Morten Rasmussen.

I ordet overvintrer

den sandhed, vi forlod,

og ingen magt kan hindre

den i at fæste rod

selv i en fattig jord,

hvor frøet som et under

og skjult for alle gror.

Der var engang, hvor man kom træt hjem fra arbejdet. Arbejdsdagen var lang, arbejdet slidsomt, og fritiden kostbar.

Dengang levede man heller ikke så længe. Man blev slidt op eller døde af sygdomme, man ikke kunne helbrede. Ikke ret mange af ens kræfter gik med tidsfordriv eller med at være sig selv – alene.

Man var fuldtidsbeskæftiget med at skaffe til hus og familie; af og til ligefrem med henblik på at overleve.

I mine bedsteforældres hjem, som var et husmandssted, hang der et maleri med en bondemand, der gik bag efter en plov, som var spændt efter to stærke, såkaldt jyske heste. Man så kun bonden fra ryggen som i en slags silhuet foran den lyseblå himmel, mens tømmerne hang ham over skuldrene, så hænderne var fri til at styre hestene og ploven hen over bakken.

Det var et stykke henne på sensommeren. Høsten var i hus. Måske var der lidt roer tilbage.

Men tiden kunne ikke sløses væk. Så ikke længe efter at bonden var færdig med høsten, måtte han straks i gang med at vende jorden med ploven, så den kunne gøres parat til næste års udsæd.

Sådan gik det år efter år. Ja, et helt liv.

Et på mange måder enfoldigt og temmelig ensartet liv i nær kontakt og direkte afhængighed af naturen. Og ikke mindst af dens luner.

For høsten kunne slå fejl. Dét var langt mere skæbnesvangert dengang, end det er i dag. Lykken måltes i vidt omfang på, om jorden og husdyrene havde givet godt, og om man havde måttet slide sig halvt fordærvet for at fremtvinge et sparsomt udbytte.

Når jeg tænker tilbage på denne bondemand på maleriet i mine bedsteforældres husmandssted, ser jeg også en hedengangen livsform, hvor livet på det nærmeste måtte slides op af agerjorden, der ikke altid var lige gavmild med sine livsvigtige gaver.

Livsformen var en udpræget kropskultur. Ikke fordi man i dén forstand dyrkede kroppen, men fordi den blev brugt.

De ildevarslende ord fra syndefaldsberetningen i Det Gamle Testamente lyder som et ekko i baggrunden:

”(…) agerjorden være forbandet for din skyld; med møje skal du skaffe dig føden alle dine dage. Tjørn og tidsel skal jorden lade spire frem til dig, og du skal leve af markens planter. I dit ansigts sved skal du spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden, for af den er du taget. Ja, jord er du, og til jord skal du blive.” (1. Mos. 3, 17b-19).

Jord er vores skæbne. Ikke alene er vi lavet af jord og – havde jeg nær sagt: opblæst af Guds ånde.

Vi er bundet til jorden med himmelvendte øjne. Et mærkværdigt mellemvæsen mellem himmel og jord; ”et guddommeligt Experiment af Støv og Aand”, som Grundtvig skriver et sted. Men ånden lever kun i det omfang, jorden mætter legemet. Ånden har ikke noget liv i sig selv.

I dag står vi i en helt anden situation end dengang, man måtte investere langt hovedparten af kroppens kræfter i at aftvinge jorden føde.

Vi kommer stort set ikke i direkte berøring med jorden længere. Hvis vi gør, er det almindelig hobby, adspredelse eller tidsfordriv.

Kroppen er mæt. For ikke at sige: overernæret. Kast bare et flygtigt blik ned ad jeres krop, og I ser mindst et par kilos overskud af vel‑ levned. Tilværelseskampen er aflyst. På vores breddegrader.

Ånden er for alvor fri. Fri fra alene at beskæftige sig med kroppens overlevelse. Ånden har derfor masser af fri tid. Mere end nogensinde tidligere i vores historie. Ånden keder sig. Den vil også ernæres.

Og dens behov er tilsyneladende umætteligt. Langt ud over kroppens. En ånd uden krop er som et spøgelse. Ren ånd er som den luft, der slipper ud i akkurat det øjeblik, man prikker hul på en ballon. Uden retning. Uden mål. Uden struktur. Uden op og ned. Uden højre eller venstre. Fritsvævende og efterhånden totalt opløst i luften. Sværmerisk!

En ånd er i sine egne uregerlige kræfters vold; som en voldsom energiudladning og derfor også ofte destruktiv. Et spøgelse er en ulykkelig ånd, der ikke kan få den fred, som kun en hvilende krop kan give den.

Legemet er hos spøgelset dødt, men ånden lever endnu. En forfærdelig skæbne! Ånden skriger eller hyler sin sult ud. Det skærer én i marv og ben og får hårene til at rejse sig.

Ånden skriger på krop og legeme. På fornyelse af krop og sjæl. På ny jord og muld. På jordens spirende blomster og markernes selvvoksende afgrøder. På vegetation, på indånding af frisk, lun sensommerluft, på åbne arme, på sansning og nærkontakt helt ind til huden og kroppen.

Henrik Bang-Møller er sognepræst i Skagen