Vi skal bruge Guds ord til at minde politikerne om deres pligt

illustration: Søren

Illustration: Søren Mosdal

Ved hjælp af Guds ord skal vi minde politikerne om deres pligt. Og for øvrigt os selv om vores. Men vi skal ikke i forkyndelsen overtage politikernes pligt, skriver teolog Jens Ole Christensen

Det er vist noget af det mest forudsigelige i verden, at når Tonny Jacobsen - pinseven og præst - kritiserer Luthers lære om de to regimenter, så vil jeg - som luthersk - forsvare den.

Og indledningsvis vil jeg leve op til fordommene: Jeg har en mistanke om, at Tonny Jacobsen, som skrev et debatindlæg i Kristeligt Dagblad den 19. november, simpelthen ikke har læst Luther, men kun nogle discountreferater. For hvis han havde, kunne han ikke komme frem til, at Luther er tilhænger af en torumstænkning, hvor kristen forkyndelse intet har at sige i politiske spørgsmål.

Luther havde jo netop den pointe, at begge regimenter er Guds, og at vi begge steder er ansvarlige over for ham: Gennem de åndelige midler - Helligåndens virke i Ordet, dåben og nadveren - vil Gud nå vores hjerter, frelse os ind i sit evige rige og sætte os i stand til at leve som disciple i dag. Og gennem de verdslige - den menneskelige fornuft og forvaltning af magt - vil han holde den nuværende verden på sporet, så længe den skal bestå.

Nuvel. Vi kan lade Luther hvile i sin grav - han begik unægtelig også en del fejl - og koncentrere os om selve anliggendet. For Tonny Jacobsen har en pointe: Under det sekulære raseri, vores samfund gennemlever i disse år, argumenteres der for en adskillelse af åndeligt og verdsligt, som formodentlig slet ikke er mulig.

For alle mennesker har deres værdier et eller andet sted fra. Også når de handler politisk. De værdier er åndelige; de bygger på tro og ikke på viden. Og den adskillelse er - fra et kristent perspektiv - heller ikke sund, for hvis den kristne kirke og Guds ord ikke leverer de værdier, så bliver tomrummet fyldt ud af noget andet. I mange tilfælde aldeles ubevidst, så folk ikke vil ane, hvor de styrende idéer i samfundet kommer fra.

I det lys har Tonny Jacobsen ret i, at det er farligt at adskille åndeligt og verdsligt.

Men det er sandelig også farligt at sammenblande, for så begynder vi som kristne forkyndere - på Guds ords autoritet - at anbefale bestemte politiske løsninger. Og så er vi godt i gang med at lege Gud. Konkret: I Bibelen finder vi en udfordring til at vise omsorg for enken, den faderløse og den fremmede.

Det er en kristen pligt at bringe den udfordring i spil i det offentlige rum - konkret rettet til debatten om flygtninge og migranter. Men hvis vi bruger den til at anbefale bestemte kvoter for asylsøgere, regler for familiesammenføringer eller satser for støtte, så overskrider vi grænsen mellem det, vi kan udtale os om med Guds ords autoritet, og det, der er overladt til vores fornuft og prioriteringer.

Vi skal med andre ord ved hjælp af Guds ord minde politikerne om deres pligt. Og for øvrigt os selv om vores. Men vi skal ikke i forkyndelsen overtage politikernes pligt. Det ville være en selvovervurdering af dimensioner: Vi er nemlig også børn af vores tid og har hverken dybere indsigt eller bedre udsigt end andre.

I de skøn kan en ateistisk politiker være klogere end selv den bedste præst. På denne måde fastholder skelnen mellem åndeligt og verdsligt respekten for det gudskabte ikke-troende menneske. En respekt, som let går tabt i traditionel evangelikal retorik. Noget lignende kan siges, når verdens ledere mødes på mandag i Paris til klimatopmøde. Vi må minde dem om deres pligt til at passe på Guds skaberværk.

Det vil vi også minde kristne, buddhister, ateister og muslimer om. Men hvordan snittet skal være, og hvilke nedskæringer i kvælstofudledningen der skal ske, og hvilke lande der skal bære hvilke byrder, har vi ingen særlig autoritet til at afgøre. Vi kan appellere til, at afgørelserne bliver båret af rimelighed og omsorg for de fattigste.

Vi vil bede for dem, der skal beslutte, men det er ikke vores bord at kalde den ene løsning mere gudvelbehagelig end den anden. Hvor meget vi end har lyst til det. Dette snit mellem åndeligt og verdsligt er ganske svært at formulere præcist, og risikoen for fejlskøn i grænselandet er stor. Ikke mindst fordi vi - som kristne forkyndere i den moderne verden - både er Ordets tjenere og politiske mennesker.

Hvis jeg alligevel skal forsøge: Som forkyndere forvalter vi Guds myndige ord. Men det binder os til kun at udtale os så langt, som det ord taler. Som politiske mennesker forvalter vi derimod pragmatiske skøn. I den rolle har vi ret til at gå ind i langt flere felter, end vi kan som forkyndere. Det gør vi med den kristne etik i bagagen, men vi gør det på egen regning og risiko.

Aldrig med et særligt kristeligt mandat.

Kirkeligt set skrives på skift af tidligere folketingsmedlem og minister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og generalsekretær i Luthersk Mission, Jens Ole Christensen, tidligere biskop Kjeld Holm, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier på Roskilde Universitet Bjørn Thomassen samt sognepræst og medredaktør af nytbabel.dk Merete Bøye