Aarhus-biskop: Usmagelig teologisk skråsikkerhed i Breivik-sag

Jeg vil ikke blande Gud ind i Breivik-tragedien overhovedet, skriver biskop over Aarhus Stift Kjeld Holm

Kynisme og Gud er i mit univers uforenelige størrelser, skriver biskop over Aarhus Stift, Kjeld Holm, der ikke vil blande Gud ind i tragedien på Utøya på nogen måde.Tegning: Peter M. Jensen
Kynisme og Gud er i mit univers uforenelige størrelser, skriver biskop over Aarhus Stift, Kjeld Holm, der ikke vil blande Gud ind i tragedien på Utøya på nogen måde.Tegning: Peter M. Jensen. Foto: Tegning: Peter M. Jensen.

DER ER datoer, der fryser fast i vores erindring. Den 11. september 2001 og den 22. juli 2011 for nu at nævne dage, som ingen glemmer. Sidste dato er stadig så nær på. Ikke kun husker man, hvad der skete, man erindrer også sin egen vantro i forhold til, at noget sådant overhovedet kunne ske i det ellers så fredelige Norge.

LÆS OGSÅ: Teologer: Gud står bag Breivik massakre

Jeg sad og så begyndelsen af den mediemæssige dækning af bombeattentatet i Oslo, og det var før meddelelsen om massakren på Utøya overhovedet var indløbet. Tv-kommentatorerne kunne straks udpege muslimer som terrorens bagmænd, og det var sådan set forståeligt, for hvem kunne forestille sig, at det var en pæn nordmand, der ville bekæmpe det multietniske samfund, og hvad han kaldte islamiseringen af det norske samfund? Og gøre det som en nutidig korsfarer, en i egen forestilling forsvarer for kristne værdier?

I dagene derefter blev der sagt en masse vrøvl, blandt andet, at det just var en konsekvens af en liberal indvandrings- og flygtningepolitik. Siden hen er der dog også udtrykt soberhed i forhold til tragedien. Mange har erkendt, at der findes en ondskab, der er så omfattende og gådefuld, at enhver årsagsanalyse vil være utilstrækkelig. Akkurat som det nazistiske folkemord på jøderne aldrig helt og fuldt vil være til at fatte.

Men herregud, hvor sociologer, psykologer og alle indsigtsfulde må give op, er teologer klar med en forklaring. Gud handlede ved Breiviks hånd, forklarer teolog og ph.d. Peter Olsen. Det fik mig til at kalde et sådant udsagn både perverst og fundamentalistisk.

LÆS OGSÅ: Bispekandidat: Hold Gud ude af Breivik

Det skulle jeg ikke have gjort, ifølge professor Niels Jørgen Cappelørn. Kjeld Holms sprogbrug er en uteologisk måde et løse et dybt alvorligt teologisk problem på, siger han. Det vedkender jeg mig gerne. For her har jeg gået rundt og troet på, at det alvorlige og ubærlige i forbindelsen med tragedierne i Oslo og på Utøya var de mennesker, der blev dræbt eller hårdt såret. Mennesker, der gik på gaden eller deltog i en sommerlejr. Jeg troede, at det var de forældre, kærester, venner, alle de pårørende, der sidder tilbage med dybe traumer og en ubærlig sorg og et aldrig udfyldt savn. Men problemet er altså teologisk. Det skal nok trøste de efterladte!

Hertil vil Cappelørn givetvis sige, at der er tale om to forhold, nemlig hvor Gud var henne i tragedien og så tragedien i sig selv, og i øvrigt er jeg slet ikke uenig med Cappelørn i hans videregående tolkninger af begreber som Guds almagt og den forsoning i Kristus, som kristeligt er forudsætningen for enhver tale om Gud.

Men her hører enigheden også op. Jeg vil ikke blande Gud ind i tragedien overhovedet. Jo, sandelig på det sjælesørgeriske område. Jeg husker gudstjenesten i Oslo Domkirke mindre end to døgn efter katastrofen som noget af det mest meningsfulde, jeg har oplevet. Ingen teologiske (bort)forklaringer, ingen søgen efter Guds hensigt i dette. Intet vrøvl om Gud, som er den eneste, der er almægtig, og derfor er det i sidste ende ham, der står med aben, som det hedder med en mildt sagt kynisk metafor hos Peter Olsen.

LÆS OGSÅ: Gud tilgiver også Anders Behring Breivik

I Oslo Domkirke var der tale om et sorgens fællesskab, og gennem tekst, bøn og sang et håb til den Gud, der er hos mennesker i meningsløshed og uigennemtrængeligt mørke.

Gud ske lov var der overalt i Norge præster, der i tiden efter den 22. juli var til stede hos ofre og pårørende, næppe med teologiske belæringer, og som givetvis var ligeglade med, om deres sprogbrug var uteologisk. De var der, fordi kirken skal være i solidaritet med de mennesker, der på den ene eller anden måde er ofre. Teologiske forklaringer bliver til kynisme, og billedet af Gud bliver til den kyniske Gud.

DET KUNNE TÆNKES, at såvel Peter Olesen som Niels Jørgen Cappelørn i deres teologiske skråsikkerhed skulle give sig tid til at konsultere K.E. Løgstrups bog fra 1978, Skabelse og tilintetgørelse, hvori det hedder: Gudsrigets komme betyder, at skaber- og tilintetgørelsesværkets, dets herligheder, lidelser og tilfældigheder, ikke er Guds sidste ord og gerning. Noget nyt sker. Med det udgangspunkt er der dog en trøst og et håb og et fravær af enhver kynisme.

Og så én ting mere: På det seneste har vi igen og igen fået at vide, at mange vil melde sig ud af folkekirken, hvis vi får et vielsesritual for bøsser og lesbiske. Måske er det sandt, men lige så sandt er det, og her er jeg på sikker grund, at endnu flere vil melde sig ud, hvis Peter Olesens synspunkter vinder gehør og får gennemslagskraft i vores kirke.

Så galt går det næppe, heldigvis. Hvis det gjorde, ville jeg også høre til dem, der med Dostojevskijs ord ville levere entrebilletten tilbage. Kynisme og Gud er i mit univers uforenelige størrelser.