Adskillelsen af Luthers to regimenter har aldrig fungeret

Det er muligt, at den nuværende forbindelse mellem stat og kirke handler mere om en udvandet civilreligion end om evangelisk lutherdom, men adskillelsen mellem stat og kirke har aldrig fungeret, skriver professor emeritus i historie

"Da Luther kom med sin egen reformation, ønskede han at fastholde den første reformations adskillelse af den kirkelige og den borgerlige magt. Men i praksis henvendte han sig gang på gang til fyrster for at sikre, at hans åndelige og politiske program blev gennemført," skriver Brian Patrick McGuire.
"Da Luther kom med sin egen reformation, ønskede han at fastholde den første reformations adskillelse af den kirkelige og den borgerlige magt. Men i praksis henvendte han sig gang på gang til fyrster for at sikre, at hans åndelige og politiske program blev gennemført," skriver Brian Patrick McGuire. .

Hver gang Dansk Folkepartis medlemmer er uenige med en politiker eller præst, der henviser til vores pligt som kristne til at sørge for de nødstedte, hører vi om Luthers to regimenter og adskillelsen mellem den kirkelige og den borgerlige magt. Men hver gang Dansk Folkeparti har en sag, der handler om partiets egen moralkodeks, er der ingen grænser for, hvad politikere skal foretage sig.

Der er en selvmodsigelse her, og den hviler på en antagelse om, at Luthers og Melanchthons lære om de to regimenter skal styre, hvad en god dansk kristen mener og gør.

For mig som historiker er de to regimenter en læresætning, der aldrig har fungeret, og som den dag i dag bruges på den politiske højrefløj til at sikre, at Danmark lukker sine grænser for flygtninge.

Lad mig gå tilbage til kilderne, ad fontes, til Den Augsburgske Bekendelses artikel 28, ”om den kirkelige magt”. Her skrives der, at ”for statsstyrelsen drejer (det) sig om andre ting end evangeliet (...). Derfor bør den kirkelige og den borgerlige magt ikke sammenblandes”.

Det er en fin erklæring, i overensstemmelse med, hvad der blev vedtaget af den kristne kirke under dens første middelalderreformation, den gregorianske reform, cirka år 1050-1120. Her arbejdede reformpartiet for en adskillelse mellem regnum (kongemagt) og sacerdotium (præstemagt) med det resultat, at fyrsten ikke længere havde beføjelser til at vælge bisper og bestemme, hvordan kirken skulle styres.

Adskillelsen mellem det verdslige og det åndelige var et prisværdigt eksperiment i at skelne mellem Guds og kejserens områder, men i løbet af senmiddelalderen (1300-1500) overtog kongerne og andre fyrster igen kirkerne og krævede retten til at blande sig i deres anliggender.

Den franske konge Filip IV sidst i 1200-tallet krævede og fik en gallikansk kirke, der er forløber for 1500-tallets nationalkirker i Nord- og Sydeuropa. Kongen blev ikke kirkens øverste myndighed, men fik vide beføjelser til at præge kirkens beslutninger og påvirke bispevalg. Dermed var den kristne kirkes første reformation tabt på gulvet.

Da Luther kom med sin egen reformation, ønskede han at fastholde den første reformations adskillelse af den kirkelige og den borgerlige magt. Men i praksis henvendte han sig gang på gang til fyrster for at sikre, at hans åndelige og politiske program blev gennemført.

Mest kendt er hans opfordring til fyrsterne om at knuse bondeoprøret. Fyrsterne var mere end villige til at gøre, hvad Luther bad om, og de lutherske kirker i Nordeuropa kom til at følge den senmiddelalderlige model, hvor de to magter bekræftede og styrkede hinanden.

I vores egen danske kirke har fyrstens placering været central. Christian III var med til at organisere den nye kirke og var næsten dagligt i kontakt med kirkens overordnede.

Siden har den ene regent efter den anden anset kirken som en del af sit magtapparat, og adskillelsen mellem de to regimenter har kun været teoretisk. I vor egen tid har dronning Margrethe spillet en afdæmpet rolle, men hun har været synlig til bispevielser og har hver nytårsaften ønsket, at Gud bevarer Danmark.

Det er muligt, at den nuværende forbindelse mellem stat og kirke handler mere om en udvandet civilreligion end om evangelisk lutherdom, men min pointe er, at adskillelsen mellem stat og kirke aldrig har fungeret.

Derfor er læren om de to regimenter ikke en dækkende betegnelse for forholdet mellem den kirkelige og den borgerlige magt. Vi er nødt til at begynde forfra og genopdage vore rødder i kirkens første reformation i 1000-tallet, hvor frigørelsen fra fyrsternes magt først kom på tale. Og vi skal holde op med at adskille politik og moral og huske, at vi alle er forpligtede over for Gud.

Brian Patrick McGuire er professor emeritus i historie