Ældrebyrde eller ældregevinst?

Frem for at fokusere på den stigende levealder som en lang række af potentielle problemer er vi i Folkekirkens Nødhjælp meget mere optaget af at se alderens modenhed, viden og indsigt, skriver generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp

Lad os glæde os over den stigende levealder og koncentrere os om, hvordan vi – hjemme og ude – kan blive bedre til at se alderens muligheder, som ofte er groft undervurderede, skriver generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, Birgitte Qvist-Sørensen.
Lad os glæde os over den stigende levealder og koncentrere os om, hvordan vi – hjemme og ude – kan blive bedre til at se alderens muligheder, som ofte er groft undervurderede, skriver generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, Birgitte Qvist-Sørensen. Foto: Arkivfoto.

DEN 1. OKTOBER er FN’s ældredag. En dag, der bliver mere og mere relevant. Ældre verden over lever længere, fordi den generelle levestandard stiger, og folk gradvis får bedre mad og sundhedsydelser. Det er en god nyhed!

Samtidig får unge verden over færre børn, fordi de i takt med stigende levestandard, mere viden og bedre uddannelse fravælger tidligere tiders store børneflokke. Det er også en god nyhed. Tilsammen betyder de to ting, at verdens befolkning samlet set bliver ældre – og udviklingen går stærkt. I dag er hvert ottende menneske på jorden over 60 år, og ifølge FN krydser vi kort efter år 2050 en magisk grænse, hvor der for første gang i verdenshistorien vil være flere verdensborgere over 65 end børn og unge under 15. Den højere befolkningsalder bliver en af – om ikke den mest – markante forandring i menneskehedens historie. Nogle gisner med angst og bæven om, hvad en aldrende befolkning vil betyde samfundsmæssigt og økonomisk, andre er mere optaget af, hvordan ældres viden og erfaring kan kvalificeres i stedet for at blive diskvalificeret.

Der er stor forskel på at blive ældre, alt efter hvor man bor, og der er stor sandhed i det gamle fyndord: hellere rig og rask end syg og fattig.

I verdens rige lande er ældre sikret af overførselsindkomster og i stigende grad af selvbetalte pensioner. I Danmark får vi flere og flere aktive ældre, der letter børnenes arbejdsliv ved at tage børnebørnenes første sygedag, ældre, der lærer nye sprog og fordyber sig i filosofi og historie på høj- og aftenskole, og ældre, der lægger timer i frivilligt, socialt arbejde. Aktive ældre er for eksempel grundstenen i Folkekirkens Nødhjælps genbrugsarbejde. Vores 122 genbrugsbutikker drives af 3500 frivillige, som hvert år sender et overskud på mere end 20 millioner kroner til Folkekirkens Nødhjælps arbejde blandt verdens fattigste.

ANDERLEDES SER DET UD i verdens fattige lande. Her er ældre nødt til at arbejde langt ud over vestlig pensionsalder, og når de ikke kan arbejde mere, er de afhængige af deres børns evne og vilje til at forsørge dem. Men aktive ældre er også en stor ressource i mange fattige lande, når forældrene af den ene eller anden grund ikke kan tage sig af børnene. Da aids-epidemien var på sit højeste, tog mange bedsteforældre forsørgeransvaret for deres forældreløse børnebørn på sig, og gengifte forældres første kuld børn finder ofte en sikker havn hos bedsteforældrene, når en ny papfar ikke vil forsørge en anden mands børn. Og i mange lande, hvor arbejdsløshed tvinger forældregenerationen til udlandet for at søge arbejde og indtægt, er det bedsteforældrene, der bliver tilbage og tager sig af børnebørnene.

Frem for at fokusere på den stigende levealder som en lang række af potentielle problemer er vi i Folkekirkens Nødhjælp meget mere optaget af at se alderens modenhed, viden, indsigt, erfaring, overblik, ekspertise og omsorg for de kommende generationer som en ressource.

Vi glæder os over det uvurderlige bidrag, ældre yder til vores arbejde – og forsøger at give ældre i verdens fattigste lande en håndsrækning, for eksempel gennem vores nye kampagne ”Verdens bedste bedste”. Her støtter vi blandt andre ugandiske Winfred, der – skønt selv HIV-positiv – opfostrer tre forældreløse børnebørn. Folkekirkens Nødhjælp har hjulpet Winfred med to drægtige geder, fem høns og en køkkenhave, der sikrer, at hun og børnebørnene nu kan gå mætte i seng. Den bedre ernæring har givet Winfred flere kræfter, så hun nu fletter måtter, som hun sælger på det lokale marked og til naboer. Det giver hende en lille indtægt – og råd til at sende børnebørnene i skole.

Så lad os glæde os over den stigende levealder og koncentrere os om, hvordan vi – hjemme og ude – kan blive bedre til at se alderens muligheder, som ofte er groft undervurderede.

Birgitte Qvist-Sørensen er generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.