Æresnak er ofte et andet ord for kontrol

Det er dobbeltmoralsk, når en mand siger ”Jeg vil kun giftes med en kvinde, som er jomfru og ren” samtidig med, at han bevidst vælger at overse sine egne normer og handlinger, skriver mandlig studerende

"Når man ser eller hører om en pige, der har begået ”en fejl”, så ved man, at hun inden længe kommer til at leve med et dårligt ry. Hvordan kan man overbevise sig selv om, at man beskytter en piges ære, samtidig med at man er med til at sprede rygter bag hendes ryg? Hvordan kan man sige, at man beskytter en piges ære, når man selv er med til verbalt at krænke den?" spørger Ehab Atiqa. Modelfoto.
"Når man ser eller hører om en pige, der har begået ”en fejl”, så ved man, at hun inden længe kommer til at leve med et dårligt ry. Hvordan kan man overbevise sig selv om, at man beskytter en piges ære, samtidig med at man er med til at sprede rygter bag hendes ryg? Hvordan kan man sige, at man beskytter en piges ære, når man selv er med til verbalt at krænke den?" spørger Ehab Atiqa. Modelfoto. .

Jeg hører ofte folk i Danmark med mellemøstlig baggrund sige: ”Jeg beskytter min ære” og gerne forbundet med en personlig, kulturel eller religiøs værdi.

Men udtrykket efterlader mig, en ganske almindelig ung dansk-araber, med et stort spørgsmålstegn omkring, hvad ære indebærer, og hvad det enkelte menneske har kontrol over i den sammenhæng.

Er det kun kvinders gøren og laden, der forbindes med ære, eller omfatter æresbegrebet også mænd?

Er det op til det enkelte individ at definere, hvordan ens ære krænkes, eller spiller religiøs og kulturel baggrund også en rolle?

Uanset hvilken betydning man vælger at give begrebet, er ære så også forbundet med social kontrol?

Vil man bestemme, hvordan mennesker tilhørende samme kultur og religion som en selv skal leve deres liv?

Det kan være problematisk at udtale sig om dette emne. Det er ikke et hverdagsemne, man som ung dansk-arabisk mand vælger at tage op med hvem som helst, medmindre man møder andre, som kender til selvsamme problematik. Mange vælger at acceptere, samtidig med at de oplever det som en unødvendig kamp, som alligevel ikke kan vindes.

Hvis man helt bevidst forsøger at kontrollere andre menneskers måde at leve på, er der så tale om beskyttelse eller undertrykkelse? Når man forsøger at pådutte andre mennesker regler og værdier, som man måske ikke altid selv evner at leve efter, er der så tale om en religiøs livsstil eller hykleri?

Kan man give sig selv tilladelse til at dominere, hvordan andres leveregler bør være sat op, gør man det ud fra sit eget personlige, kulturelle eller religiøse ståsted, eller er det bare mere acceptabelt, når man har fået tilladelsen fra ”heppekoret”?

Når man kører rundt i den samme cirkel med lukkede øjne, er det svært at være kritisk over for sine egne handlinger, især hvis man føler, at de accepteres og bliver anset for at være normale.

Definerer man, hvad den ”rette” livsstil er, så er det stadig et spørgsmål om, hvor og hvad man har valgt at konkludere dette ud fra. Hvis ens livsregler er fastlagte, fordi man lever efter bestemte religiøse dogmer, forholder man sig så kun til, hvad ens religiøse overbevisninger indebærer, eller er man også nødt til at holde fast i traditionelle og kulturelle normer?

Når nogen for eksempel ser ned på en muslimsk kvinde, fordi hun ikke er tildækket korrekt ud fra religiøse principper, har de så ikke pålagt sig selv at efterleve de principper, de prædiker om, eller kan man retfærdiggøre sine egne handlinger ved at gemme sig bag sin kulturelle baggrund?

Når en handling begås af en kvinde, er den så mere ”forkert”, end hvis en mand begår præcis samme handling? Det er da dobbeltmoralsk, når en mand for eksempel siger: ”Jeg vil kun giftes med en kvinde, som er jomfru og ren”, samtidig med at han bevidst vælger at overse sine egne normer og handlinger.

Heldigvis har alle friheden til at leve det liv, som de ønsker. Men jeg bliver forarget, når jeg gang på gang hører sætningen ”Hun er en dårlig pige” eller ”Hun er uren”. Især når kommentaren kommer fra folk, som ikke selv efterlever de religiøse og kulturelle normer, som de forsøger at pådutte andre.

Hvad giver dem ret til at påtvinge andre en bestemt levemåde eller at kalde et andet menneske urent? Det er op til det enkelte menneske, om det vil lade sig styre af sin religiøse overbevisning, men det lugter langt væk af dobbeltmoral, når man har et behov for at kontrollere andre via sin religion.

Når man ser eller hører om en pige, der har begået ”en fejl”, så ved man, at hun inden længe kommer til at leve med et dårligt ry. Hvordan kan man overbevise sig selv om, at man beskytter en piges ære, samtidig med at man er med til at sprede rygter bag hendes ryg? Hvordan kan man sige, at man beskytter en piges ære, når man selv er med til verbalt at krænke den?

Hvis man virkelig bekymrer sig om sine medmennesker, kan man med respekt rådgive dem, hvis de selv ønsker dette.

Man kan ikke få andre mennesker til at ændre sig ved at nedgøre dem.

Ehab Atiqa, studerende, Langekærvej 25 ,Odense S