Dødsannoncer er en uomgængelig del af den daglige avis, og en dag havner man selv i disse spalter. Nogle er så forudseende, at de selv formulerer budskabet og dermed ikke behøver bekymre sig om de efterladtes floskler eller fantasifuldhed. Enkelte holder endda deres bekendtgørelse i jeg-form - ”jeg er her ikke mere, tak for alt” - men det er nu sjældent.
De fleste endnu levende skimmer dødsannoncerne i håb om, at der ikke er tyndet yderligere ud i ens egne rækker, og når der ikke er grund til at tage affære - begravelse, bårebuket, kondolence - kan man dvæle ved de ord, hvormed afdøde sendes af sted.
En mand har ”efter mange år med alzheimer valgt at gå gennem Perleporten”, mens en livsnyder ”er rejst til de evige østersbanker”. Og en har simpelthen ”opgivet ævred”.
I betragtning af dødens drama er det påfaldende, hvor mange der er ”sovet stille ind”. Kan det tilføjes, at det skete i eget hjem og omgivet af hendes kære, er det mere idyllisk end den ensomme død på hospitalet, der undertiden resulterer i en enspaltet annonce, hvor det offentlige efterlyser pårørende.
En person ”er endelig blevet fri” eller ”er nu hos Knud”. Kækheden ”Hils Allan!” antyder et håb om liv efter døden; den pågældende var kendt som stalinistisk intellektuel. Samme forhåbning om genforening i det hinsides afspejler sig i ”er nu hos Knud” eller ”hils deroppe”.
Døden skal have en årsag, undertiden er den selvforskyldt. Formuleringen ”har valgt ikke at være her mere” skal sætte en stopper for sladder og rygter. ”Er uforståeligt gået bort” giver ligesom vendingen ”er pludselig død” anledning til tvivl.
Selvom den pludselige død er den afslutning, som mange vil foretrække frem for lange lidelser. Chok og tragedie gemmer sig i denne sætning: ”Er pludselig død under en løbetur søndag morgen”.
En 87-årig mand, kendt som ”Søvnig”, blev sendt af sted med knækprosa: ”Den sidste porter er drukket - det sidste tog er kørt - den sidste rejse er begyndt - sov sødt, kære far.” Om en livsnyderske skrev familien, at hun ”blev 93 og har røget sin sidste smøg”. Komikeren Jan Monrad konstaterede i dødsannoncen for sin mor, at hun ”har sagt sin sidste vittighed”.
I dagbladet Børsen er døden næsten fraværende. Kun koryfæer som hr. Møller og Haldor Topsøe kan regne med hædrende omtale, resten forsvinder bare. Antallet af dødsannoncer i Børsen er cirka fem om året, og der er ikke plads til nekrologer eller mindeord. Sådanne kan man mod klækkelig betaling få optaget i Berlingske, mens de er gratis i Politiken, der nogle dage spenderer hele tre sider på fødselsdage og dødsfald.
Hvordan vil den ikke-avislæsende del af befolkningen skaffe sig oplysninger om relevante dødsfald? Måske bliver de nødt til at tjekke en side på nettet med dagens døde, måske får de det aldrig at vide.
Avisløshed er dødsens farlig.
Jacob Ludvigsen er journalist, forfatter og reklamemand. Han skriver hver anden fredag om trykte medier