Aftenlandets undergang. Selvrespekten skal tilbage

FORSKERNE er bekymrede for den nye generation af folketingsmedlemer. Med deres idéer om et værdineutralt idealsamfund med religiøs pluralisme gør den næste generation af politikere sig nu klar til yderligere at erodere det fundament, vores kultur bygger på.

Lektor i teologi Peter Lodberg og ph.d. og konservativ debattør Kasper Støvring advarer imod, at politikernes uvidenhed kan fremme dannelsen af parallelsamfund.

Med tanke på de snart utallige angreb på folkekirken, nedprioritering af kristendomsundervisning, forslag om forældremyndighed til fire forældre, ramadanfri på folkeskoler på Nørrebro og ramadanmiddag på Christiansborg, må man sige, at deres frygt er begrundet. Dog er det ikke første gang, at det, man i tysk konservativ tradition kalder Aftenlandet, det vil sige den kristne, europæiske kernekultur, er under angreb.

EN AF DE STORE konservative tænkere i Weimarrepublikken, Oswald Spengler, skrev i sit hovedværk, Aftenlandets undergang, om, hvorledes den kristne europæiske kultur efter en opblomstrings- og storhedstid nu gik sin undergang i møde.

Bogen, der udkom i 1918, kort efter Første Verdenskrig, var naturligvis præget af de opløsningstendenser, datiden undergik. Den tyske kejser havde abdiceret, det østrig-ungarske kejserrige var gået i opløsning, og i Rusland havde bolsjevikkerne grebet magten. De store europæiske monarkier var faldet, afløst af ustabile republikker, og den europæiske selvforståelse som den fornemste civilisation led et knæk.

Min pointe er naturligvis ikke, at vi skal skrue tiden tilbage og tilegne os imperialismens anskuelser, men løsningen på nutidens udfordringer finder vi ikke ved at lægge os fladt på maven for alle minoriteter i åbenhedens navn.

Vi har en ret og en pligt til at forsvare Aftenlandets kristne, europæiske, og i vores kontekst også danske traditioner, uden at vi skal undskylde for det! Vi har en ret og en pligt til at skole enhver borger i denne historie og bevare de institutioner, der viderefører denne arv, og som er vigtige bolværker i den igangværende værdikamp.

I DENNE VÆRDIKAMP er De Radikale og Enhedslisten de mest aggressive og repræsenterer en særlig variant af vestligt, venstreorienteret, kulturelt selvhad. I deres iver efter at omdanne samfundet skal den uvidende befolkning naturligvis belæres, have ændret deres mind set og lære ukritisk at tage imod alt, hvad der kan karakteriseres som fremmed, med åbne arme.

Det er derfor ikke overraskende, at netop De Radikale eller Enhedslisten vedbliver at sende disse kamikazebudskaber ud over rampen, men det er tragisk, at de vækker genklang langt ind i Venstres og De Konservatives rækker.

Som religionssociolog Brian Arly Jacobsen også har bemærket, er politikerne stort set enige på tværs af partiskel. Og dét er om noget et håndgribeligt og tragisk udtryk for, hvor skidt det står til med den kulturelle, åndshistoriske og religiøse tradition, som denne generation af politikere selv kommer af. Den kender de nemlig lige så lidt til, som de gør til islam.

Skal udfordringerne løses, så må vi insistere på, at det kun er ret og rimeligt, at vores kulturelle arv ikke ligestilles med andre religioner, traditioner og idéer.

Det kaldes selvrespekt. Og dét mere end caffè latte-liberale multi-kulti forestillinger er noget, den næste generation af politikere på tværs af partiskel har brug for at lære.

Casper Borring Lund,stud.mag. i tysk og historie,medlem af Dansk Folkeparti,Højdevej 5, 3. tv., København S