PÅ DET SENESTE har der igen - også i Kristeligt Dagblad - været læserbreve og artikler, som har udtrykt ønske om indførelse af aktiv dødshjælp i Danmark. Derfor læste jeg endnu en gang Ole Hartlings nye bog ”Aktiv dødshjælp - Kan vi mere end vi kan magte?”, som er noget af det bedste, jeg har læst om dette emne.
Ole J. Hartling er imod aktiv dødshjælp. Flertallet i befolkningen er ifølge en meningsmåling for. Ole J.Hartling er kritisk over for dette resultat. Også fordi der i forbindelse med meningsmålingen stilles et meget forenklet og ledende spørgsmål, som lyder: ”Mener du, at det skal være tilladt under visse omstændigheder at yde aktiv dødshjælp til alvorligt syge patienter, der lider ubærligt og ikke har nogen udsigt til helbredelse, og hvor den alvorligt syge patient frivillig og velovervejet anmoder om det?”.
Hvis man omformulerede spørgsmålet, ville man antagelig få andre svarprocenter, mener Ole Hartling. Spørgsmålet kunne for eksempel lyde således: ”Mener du, at det skal være tilladt under visse omstændigheder at slå alvorligt syge patienter ihjel?”.
I denne sag er der nogle indbyggede dilemmaer. For man vil jo det gode over for et menneske, der lider. Dilemmaet består i at finde ud af, hvordan det gode opnås.
De to hovedargumenter for eutanasi er altid, at man skal undgå ubærlig lidelse, og at man skal respektere menneskers selvbestemmelsesret.
Begge argumenter udspringer af det basale etiske krav om at ville det gode. Men eutanasi er ikke at lindre og befri en patient for lidelse, det er ikke at fjerne lidelsen fra en patient. Det er at fjerne patienten, mener Ole J. Hartling.
Verdenslægeforeningen (WMA) er helt utvetydig og enig: ”Eutanasi - det vil sige den handling med overlæg at tage livet af en patient, selv efter patientens egen anmodning eller efter anmodning fra nære pårørende - er uetisk.”
I Holland har det været et element i debatten, at eutanasi også skulle kunne foretages, uden at der forelå nogen anmodning fra patientens side. Der blev blandt andet fremført det argument, at det kunne være for belastende for patienten at skulle tage stilling til eutanasi.
Den belgiske lov er mere vidtgående end den hollandske, idet også psykisk syge kan få eutanasi. I 2014 vedtog man så en lov, som tillader eutanasi af demente og handicappede børn.
Den schweiziske selvmordsklinik Dignitas udfører assisteret selvmord, også selvom patienterne ikke har alvorlige helbredsproblemer. Så man kan roligt sige, at glidebanen er meget glat både i Holland, Belgien og i Schweiz.
For 100 år siden diskuterede man også eutanasi, og den engelske forfatter Chesterton skrev da: ”For tiden er det da kun et forslag om at dræbe dem, der er til plage for sig selv. Med tiden vil det blive anvendt på dem, der er en plage for andre.”
”Der er megen teoretisk diskussion for og imod lovliggørelse af eutanasi, men indlæggelse på hospice og palliativ behandling - ofte organiseret i palliative teams - er det praktiske argument imod en sådan lovgivning. Det er et argument fra virkeligheden. Langt de fleste mennesker får lov at dø fredeligt. Men for de få, hvor forløbet er hårdt og sejt, er den palliative kunnen en gave, som betyder, at valget ikke behøver at stå imellem at dø i pine eller at blive slået ihjel,” skriver Ole J. Hartling.
Og jeg er 100 procent enig med ham i det!
Etisk set skrives på skift af tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann, højskoleforstander og medlem af Det Etiske Råd Jørgen Carlsen, universitetslektor i etik og teknologi Klavs Birkholm, formand for Hospice Forum Danmark Tove Videbæk og medlem af Det Etiske Råd og universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris