Alex Ahrendtsen: Aldrig har fransk politik været så spændende

Valget i Frankrig er langt mere spændende end det amerikanske. Valget kommer nemlig til afgøre Europas skæbne, siger Alex Ahrendtsen

"Vinder Marine Le Pen, vil der blive vendt op og ned på alt, hvad vi hidtil har kendt, og da er det ikke længere hævnen fra Vendée, vi vil se, men sandsynligvis enden på Den Femte Republik og dermed EU."
"Vinder Marine Le Pen, vil der blive vendt op og ned på alt, hvad vi hidtil har kendt, og da er det ikke længere hævnen fra Vendée, vi vil se, men sandsynligvis enden på Den Femte Republik og dermed EU.". Foto: Per Folkver/Polfoto.

Historien vender altid tilbage – i en eller anden form. Det viste François Fillons sejr i primærvalget om centrum-højres kandidat til det franske præsidentvalg, der finder sted næste år i maj. Fillons far er fra Vendée-provinsen, der i 1796 blev så brutalt nedkæmpet af de franske revolutionstropper. Det er vel skæbnens ironi, at det er en politiker med rødder i Vendée og det katolske Frankrig, der mere end 200 år efter Den Franske Revolution tragter efter at stå i spidsen for republikken.

Vil det så lykkes for Fillon at blive Frankrigs næste præsident? Han overraskede under primærvalget og kan gøre det igen. Han har været i politik siden sit 27. år, bestredet snart alle poster i fransk politik fra kommunalpolitik helt op til premierministerposten. Han er meget fransk på en gammeldags underspillet måde, er veltalende og har konservative værdier, som tiltaler flere og flere franskmænd, der længes efter det gamle Frankrig.

Efter at den siddende præsident, François Hollande, meddelte, at han ikke vil stille op til præsidentposten, er alt åbent.

Den veltalende og talentfulde premierminister Manuel Valls, der får danske socialdemokrater til at ligne forstående socialpædagoger, vil sammen med den tidligere finansminister, den ærgerrige Emmanuel Macron, forsøge sig med et revolutionært stormløb på Fillon, der økonomisk set er liberal, hvilket i sig selv er en fornærmelse i et overadministreret, centralistisk og bureaukratisk Frankrig.

Uden for denne magtkamp står den uhyre dygtige Marine Le Pen fra Front National. Hun er den, alle frygter.

Som meningsmålingerne står lige nu, vil hun og Fillon gå videre til anden runde. Blandt de mere end fire millioner franskmænd, der stemte under primærvalget, var arbejderne og de unge stærkt underrepræsenteret, og det er her, Front National henter mange af sine stemmer. Da vi ikke kan stole på målinger længere, er alt åbent, og alt kan ske.

Aldrig har fransk politik været så spændende som nu. Langt mere end den amerikanske. Valget kommer til at afgøre Europas skæbne. Vinder Marine Le Pen, vil der blive vendt op og ned på alt, hvad vi hidtil har kendt, og da er det ikke længere hævnen fra Vendée, vi vil se, men sandsynligvis enden på Den Femte Republik og dermed EU.