17-årig: Jeg har aldrig været fuld

Efterskoleeleven Marie Josiasen ønsker at sætte fokus på hendes generations alkoholkultur. Hun har allerede truffet sit valg: Nej til alkohol. Foto: Privatfoto

Jeg ved, at det kan være grænseoverskridende at tage en beslutning om at melde sig ud af det fællesskab, der bliver sat i forbindelse med alkoholen. Det er ikke let, men jeg tror på, at det er det rigtige.

Mit navn er Marie. Jeg er 17 år gammel og efterskoleelev. Jeg er en ganske almindelig teenager, men jeg har taget et valg om ikke at drikke. Men kan man egentlig det herhjemme - uden at føle sig sat udenfor?

Jeg har aldrig været fuld. Jeg har drukket en smule, aldrig nok til at blive fuld, men heller aldrig rigtig fordi jeg havde lyst. Det var ligesom bare noget, man gjorde, og noget, der skulle prøves. I min omgangskreds var det normen at starte meget tidligt med at indtage alkohol, og den bølge følte jeg mig lidt nødsaget til at hoppe med på. 

Indtil det en dag slog mig, at det behøvede jeg vel egentlig ikke? Hvorfor skulle jeg gå hele aftenen og sippe af en Mokai, uden at det sagde mig noget, hvis jeg egentlig hellere ville drikke en Pepsi Max?

Når jeg vejer for og imod op mod hinanden, så ser jeg klart flere negative end positive ting ved alkoholen. Jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at hælde indenbords, når jeg er bevidst om konsekvenserne. 

For jo, man har det sjovt med alkohol i blodet, men jeg ved også, at der (muligvis) følger både konflikter og uønskede situationer med, tømmermænd, træthed og ubehag. Undersøgelser viser også, at alkohol i store mængder har en negativ indflydelse på konditionen og kroppens generelle sundhedstilstand. Et faktum, der ikke stemmer særlig godt overens med den måde, jeg ønsker at leve mit liv på.

Jeg ved godt, at der ikke sker noget ved at drikke en gang i mellem, men jeg kan ikke få mig til at behandle min krop på den måde, når jeg kender (bi)virkningerne ved alkohol.

De få gange, hvor jeg har drukket lidt, har jeg også erfaret at min mave har det rigtig dårligt med kombinationen af alkohol og sukkervand. Måske handler det bare om tilvænning, men selvom jeg kun har drukket ganske lidt - og slet ikke har været fuld - så protesterer og roterer min mave efter blot et par genstande.

 Og så vil jeg altså hellere lade være.

Hvis jeg en dag skulle få lyst, så ser jeg intet galt i at drikke. For ligesom jeg ønsker, at andre respekterer mit valg, så respekterer jeg også andres valg om at drikke alkohol.

Det er helt deres egen beslutning.

Det er ikke, fordi jeg har en højhellig overbevisning om, at alkohol er et no-go. Personligt har jeg bare ikke lyst til det, men hvis andre har lyst, så accepterer og respekterer jeg det.

Dog vil jeg også appellere til, at beslutningen omkring at drikke eller ej, optræder som et reelt valg.

At ingen føler, at de skal drikke for at passe ind, og at de tager en velovervejet beslutning.

Her synes jeg nemlig, at vi har nogle kulturforhold, som godt kunne trænge til at blive revideret lidt. Jeg tror, at mange drikker "fordi det gør man". Jeg ville virkelig ønske, at det var mere almindeligt, at folk mærkede efter og virkelig tænkte over, hvorvidt de havde lyst til alkohol.

Hvis de så nåede til den konklusion, at ja, det havde de, så ville jeg ikke stoppe nogen i at drikke. Det er en helt fair beslutning, som jeg også vil acceptere. Så længe den bliver taget på et oplyst og velovervejet grundlag.  

Hvis folk derimod lod være med at drikke, fordi de kunne mærke, at det egentlig ikke var noget, de havde behov for og lyst til, så ville jeg også synes, det var en helt okay og faktisk ret sej beslutning.

Jeg har selv stået i dilemmaet, og jeg ved, at det kan være grænseoverskridende at tage en beslutning om at melde sig ud af det fællesskab, der bliver sat i forbindelse med alkoholen. Det er ikke let, men jeg tror på, at det er det rigtige.

Nu har jeg skrevet meget om min egen holdning til alkohol og mine bevæggrunde for ikke at drikke. Men hvordan gør man så i praksis?

Er det virkelig muligt at være en del af festen uden at have en høj promille? Mit svar er ja! I den grad! 

At du ikke har lyst til at drikke skal ikke være ensbetydende med, at du får en mindre fed fest. Det handler meget om din indstilling til det. De andre er fulde, så slå dig løs og giv los. Der er ingen grund til at gemme sig i hjørnet "fordi du ikke drikker". Det er da ikke en grund til ikke at deltage i festlighederne.

Jeg har det ligeså sjovt, jeg danser ligeså meget, griner ligeså meget, synger og skråler med. Når der er druklege, er jeg med - blot med en Pepsi Max. Når der bliver taget shots, er jeg med - mine bedste venner på skolen har nemlig accepteret mit valg i så høj grad, at der bliver hældt vand og sodavand op, så jeg kan deltage på lige fod med de andre. Og det er altså guld værd! 

Jeg snakker og hygger mig og kan huske, hvad folk har sagt. Jeg undgår blackouts og kan være den hjælpende hånd, der støtter en veninde ud for at få lidt frisk luft. Faktisk kan det være ret sjovt at være den ædru.

Jeg er glad for min beslutning og glad for, at det er blevet accepteret på efterskolen. Nu er mit håb så, at andre vil (gen)overveje deres egen holdning til alkoholens rolle til fester, og at mit valg vil blive accepteret på gymnasiet også: 

At jeg personligt selv kan finde en balancegang, hvor jeg kan deltage i fredagsbar på lige fod med de andre, men uden at gå på kompromis med det, jeg har lyst til.

Men jeg ønsker at sætte fokus på alkoholkulturen, så det bliver i orden at træffe velovervejede beslutninger og gøre det, der føles rigtigt. Uden at skulle klandres for det ene eller det andet - og uden at blive sat uden for fællesskabet.

Dette indlæg vil forhåbentlig også åbne op for nogle af de fastgroede ritualer og uskrevne spilleregler, der er i forhold til alkohol. Jeg tror ikke på, at alle skal droppe alkoholen, for dem, der ønsker at drikke skal respekteres i lige så høj grad som de, der tager et andet valg. Det er netop også det, jeg ønsker at komme ud med. At alle beslutninger skal accepteres, så længe de bliver taget på et oplyst grundlag. 

En sådan alkoholrevolution er måske så småt ved at ske. Forhåbentlig hjælper jeg den selv på vej med dette debatindlæg. Og selvom det nok har lange udsigter, så tror jeg, at vi lige så stille bevæger os i den rigtige retning. Henimod at folk tør sige nej, og at det bliver accepteret.
 
Jeg stemmer for og stiller mig gerne i front!

Marie Josiasen er efterskoleelev og 17 år.