Kirkeminister Manu Sa-reen (R) skriver gentagne gange i sit debatindlæg i Kristeligt Dagblad den 1. november, at han på ingen måde vil skille kirke og stat. Det tror vi ikke på.
Gentagelserne fremmer ikke forståelsen. Ministeren er en del af Radikale Venstre, og partiet har som mærkesag en adskillelse af kirke og stat. Hvorfor så ikke ministeren? Kunne han få det samlede parti til offentligt at dementere, at man på ingen måde vil denne adskillelse, var hans gentagne løfter lettere at sluge.
Ministeren nedsætter en kommission, der ifølge hans eget udsagn skal modernisere folkekirkens styring. I vor tid legitimeres alt med ordet modernisering. Denne nye styring har til formål at gøre kirkeministeren og Kirkeministeriet overflødigt på længere sigt. Man skubber så at sige det styrende råd ind mellem folkekirken og staten.
Når så rådet har akkumuleret tilstrækkeligt magt, trækker staten sig stille og roligt tilbage, og en adskillelse af kirke og stat kan aktiveres. For at nå dette mål styrer ministeren i øjeblikket kirken benhårdt ved netop at nedsætte sådan et udvalg.
Ministeren påstår, at rådet ikke skal være en fælles stemme for den danske folkekirke. Det tror vi ikke på.
Hvis det kirkeråd, som kommissionens arbejde vil udmunde i, ikke har en speciel kommunikativ og dermed styrende opgave for folkekirken, hvad skal man så med det? Et råd uden indhold og formål er absurd. Selvfølgelig vil rådets stemme komme til at bestemme. Ethvert råd genererer magt. Også retorisk og kommunikativt. Kirkerådet vil ende med at få større indflydelse i folkekirken end både Luther og Grundtvig. Tankevækkende?
Folkekirken er en supertanker. Men kirkeministeren administrerer denne supertanker, som var den en speedbåd. Det kan ikke gå stærk nok. Først gennemførelsen af et vielsesritual for homoseksuelle par og så et kirkeråd, der skal styre en båd, som ikke er kreeret til den slags bemandinger.
Vi har ikke behov for alle disse radikale forandringer. De skaber uro. To skridt frem og ét tilbage. Sådan fungerer folkekirken. Men det er ministeren åbenbart fløjtende ligeglad med. Han har kun siddet på taburetten i et stort år og har allerede gennemført mere end andre ministre har på en samlet regeringstid. Absolut ikke til folkekirkens fordel.
Men endnu en gang: Denne benhårde styring eller modernisering, som ministeren vil kalde det, leder mod et vigtigt mål i radikal politik: adskillelse mellem kirke og stat. Vi ved det, men ingen siger det højt.
Der er mange mennesker inden for den danske folkekirke, der elsker denne rodede institution. Større lidenskab finder man ikke ret mange steder. Det er en kærlighedserklæring, der får Romeo og Julie til at ligne novicer. Vi tvivler på, at ministeren har et sådant forhold til kirken. Det er ikke så lang tid siden, han var klar til at melde sig ud. Måske har han stadig udmeldelsen i inderlommen. Den kan han så true med, hvis ikke han får sin vilje. Det skaber absolut ikke tillid.
Poul Joachim Stender og Anders Kjærsig er sognepræster