Alt hadefuldt tv er bekymrende

Vi skal ikke kun skal fokusere på og gribe ind over for de arabiske tv-kanaler, men for alle tv-stationer, der opfordrer til vold, skriver Christel Schaldemose

Pressemøde hos ROJ TV
Pressemøde hos ROJ TV. Foto: Keld Navntoft.

Rachel Adelberg Johansen har her i avisen den 2. september bedt mig uddybe, om vi i Danmark oplever problemer med arabiske tv-stationer, der opfordrer til vold mod jøder. Det korte svar er: Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at hvis det er tilfældet, så bør vi gribe ind over for det.

Rachel Adelberg Johansen har desværre fejlagtigt fået indtryk af, at jeg synes, at den slags usmagelige, skræmmende og potentielt farlige propaganda er i orden. Det mener hverken jeg eller Socialdemokraterne. Ligesom vi heller ikke synes, at det er acceptabelt at opfordre til vold mod muslimer, kristne, katolikker eller buddhister.

Når Rachel Adelberg Johansen sidder tilbage med et andet indtryk, så skyldes det en udtalelse, der blev bragt i sidste måned i Jyllands-Posten. Den var taget ud af sin oprindelige sammenhæng, så det fremstod, som om jeg mener, at den berettigede bekymring over hadspredende arabiske tv-kanaler er udtryk for araber-fobi.

Min pointe var blot, at vi ikke kun skal fokusere på og gribe ind over for de arabiske tv-kanaler, men for alle tv-stationer, der opfordrer til vold. Det gælder for eksempel også, hvis kristne fanatikere i USA opfordrer til mord på abortlæger.

Christel Schaldemose er medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokraterne