I en af Storm P.'s ”fluer”, sidder der en gemytligt udseende ældre herre på en bænk. Han siger: ”Det er hyggeligt at sidde og more sig, efter at man i mange år har taget sig selv højtideligt.” Storm P. var en mester i at punktere det selvhøjtidelige og højttravende:
”Når man rigtig tænker over livet, så drejer det sig om et stykke med leverpostej.”
”Som ung var jeg digter, nu siger jeg det, som det er!”. ”Digterne beskriver efterårets pragt, vi andre river bladene sammen.”
Storm P. havde en god evne til at fremhæve det prosaiske for derved at udstille det überschwängliche.
Der er for nylig lavet en portrætfilm om biskop Kjeld Holm. Den blev godt anmeldt af Søren Hermansen i Kristeligt Dagblad. På spørgsmålet ”Hvordan skal man være som præst?”, svarer Kjeld Holm, at man skal ”blive ved jorden, tale med humor og alvor. Det må godt være alvorligt, men ikke højtideligt”.
Der står i anmeldelsen, at det er klogt sagt, og det synes jeg også. For der er en afgørende forskel mellem alvorligt og højtideligt, mellem alvor og højtid. Med ordet alvorligt mener vi, at det er vigtigt, betydningsfuldt, oprigtigt og så videre. Højtideligt har delvis den samme mening, men med et mere formelt præg og ikke sjældent med en klang af, at det også skal se vigtigt, betydningsfuldt og oprigtigt ud.
Højtidelighed kan omfatte en naturlig respekt for det ophøjede. En af mine strikkende venner giver et eksempel på forskellen på alvor og højtidelighed: Man kan godt strikke i en undervisningstime eller til et møde eller et foredrag. Er man øvet i at strikke, koncentrerer man sig bedre om det, man lytter til, forklarer hun. Det er ligefrem blevet vist i en undersøgelse af indlæring. Det er altså ikke respektløst eller ualvorligt. Men man bør ikke strikke til for eksempel en gudstjeneste, for så respekterer man ikke det højtidsfulde. Hver ting til sin tid.
Udført på en respektfuld måde sender strikning i nogle alvorlige og vigtige situationer ligefrem et signal om ro. Når en jordemoder sætter sig hos den fødende med et strikketøj, skaber det en fred midt i den opgave, som forestår. Uden ord siger hun til den fødende: Jeg er der, jeg bliver her, jeg har tid, og det skal ikke forhastes. Denne nødvendige langsomhed har dog dårlige vilkår på nutidens fødeafdelinger. Den lave - og for nyligt endog ekstra begrænsede - normering tillader det ikke.
Men tilbage til begrebsparret alvorligt og højtideligt. Tydeligst bliver forskellen, når man taler om at tage sig selv alvorligt og tage sig selv højtideligt. Hvis man ikke tager sig selv alvorligt, kan ens tanker og handlinger og ord blive uden betydning. Men hvis man tager sig selv højtideligt, bliver ens person betydningsfuld i stedet for og kan endda stå i vejen for noget mere alvorligt. Det er nok især den højtidelighed, selvhøjtideligheden, man ifølge Kjeld Holm skal undgå, og det gælder vel ikke mindst en præst, som måske lettere kommer til at være selvhøjtidelig end for eksempel en bager.
Det ligger lige for, at selvhøjtidelighed bliver synonymt med indbildskhed. Den indbildskhed om egen betydning og magt, som fører til en indbildt egen uundværlighed.
Noget af den politikerlede, der tales om for tiden, bunder uden tvivl i den selvhøjtidelighed og selvtilstrækkelighed, der præsteres.
Løgstrup fremhævede, at mennesker ligger under for den totalillusion, at ”vi skylder os selv vor tilværelse og er dens magt til at være til”. Jeg husker følgende replik fra Dirch Passer: ”Han er en selfmade man... hvilket unægtelig fritager Vorherre for et vist ansvar!”.
Vi skal tage hinanden alvorligt, men vi skal ikke tage os selv højtideligt. Selvhøjtidelighed giver en stigende fornemmelse af, at mennesker kan kontrollere liv og har magt over liv. Illusionen om, at vi har magt til at komme om ved den menneskelige sårbarhed, fører til, at vi tror, vi kan få magt over liv og død - bare vi er dygtige nok, passer godt nok på og gør os nok umage. Men når illusionen brister - og det gør den, når det bliver alvor - fastholder vi måske en tid idéen om, at vi har magten, og mener derfor, at så har vi ikke gjort os umage nok. Vi bliver skyldige. Med den højtidelige indbildning om vores magt til at gøre os usårlige bliver vi netop sårbare.
Når vi ser kejser Napoleon for os, ser vi måske også et billede af selvhøjtidelighed og magt. Napoleon blev ofte afbildet med den ene hånd stukket ind bag vesten. Storm P. mente, det var for at passe på tegnebogen. Et andet sted punkterer han netop det opstyltede: ”Tænk, at være opkaldt efter en kage!”, siger han om Napoleon.
Mest holder jeg af den bittersøde flue, hvor en ældre mand står foran et træ og betragter et indridset hjerte med to bogstaver. Han mumler: ”Ak, ja, det var en god kniv!”.
Refleksion skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, forfatter og cand.phil. Jens Smærup Sørensen og dr.theol. og forfatter Ole Jensen