DET ARMENSKE FOLKEDRAB har mærket det armenske folk for altid. At civiliserede stater som Danmark stadig mangler at anerkende osmannernes overgreb på armeniere for 100 år siden føjer kun spot til skade.
Jeg har boet i Armenien, og Mission Øst har arbejdet i landet siden 1992, og vi mærker stadig det dybe sår i den armenske folkesjæl, som kun kan heles ved at stille den rigtige diagnose - anerkende, at et folkedrab på halvanden millioner armeniere fandt sted - og ved at ordinere den rigtige medicin - lindre og læge det dybe traume ved at hjælpe de mest udsatte grupper i befolkningen.
Det ved jeg som læge. Og derfor driver Mission Øst og vores partner syv sundhedscentre i Armenien, hvor børn med handicap kan blive undersøgt og få den hjælp, de har brug for.
Manglende anerkendelse af det armenske folkedrab holder såret i det armenske folk åbent, så det inficerer og forbitrer kommende generationer. Historiske førstehåndskilder bekræfter, at et folkemord fandt sted for 100 år siden - hvorfor tøver Danmark med at anerkende det? Endda mens et lignende folkemord finder sted lige for øjnene af os i dag.
Den danske historiker Matthias Bjørnlund beskriver i sit værk ”Det armenske folkedrab - fra begyndelsen til enden” uhyrlige overgreb, der foregår på præcis samme måde, som når Islamisk Stat udrenser enhver anderledes tænkende i Syrien og Irak i dag: ”Armenske mænd blev i stigende tal fængslet, torteret og dræbt, kvinder blev voldtaget, armeniernes butikker blev lukket, mens de største byer og landsbyer blev omringet af soldater for at forhindre enhver modstand.” Soldaterne var særlige dræberenheder, som minder om SS-tropperne i Nazityskland.
Ligesom i Syrien og Irak i dag kunne de kristne armeniere overleve, hvis de lod sig tvangs-islamificere, skriver Bjørnlund: ”Her fik kvinder og piger valget mellem deportation eller omvendelse til islam gennem at blive en lokal tyrkers anden, tredje eller fjerde kone, noget, de fleste afslog.”
Også kristne assyrere blev myrdet sammen med armenierne i 1915. I dag er det igen kristne assyrere, der bliver udryddet af Islamisk Stat.
Under det armenske folkedrab blev seksuel vold og misbrug af kvinder og piger systematiseret, fuldstændig som det sker i Syrien og Irak i dag. De blev tvunget på lange dødsmarcher, og der var ”adskillige byer langs deportationsruterne, der blev centre for den systematiske distribution af armenske kvinder og piger, altså slavemarkeder”, skriver Matthias Bjørnlund og fortæller om den danske missionær Karen Jeppe, der drev et hospital i byen Urfa. Ifølge Bjørnlund ankom der ”ustandseligt kolonner af armeniere til Urfa ved porten til den syriske ørken, tusinder af nøgne, sultende kvinder og børn, der blev drevet med piske, tiggede om vand og brød, blev voldtaget, myrdet eller sendt videre mod ørkenen”.
Beviserne for det armenske folkedrab er overvældende. Ligesom de fordrevnes historier om Islamisk Stats overgreb er enslydende. Så overbevisende, at FN nu anerkender Islamisk Stats hærgen som ”folkemord”.
Jeg har selv hørt fordrevne i Irak. En mor ser sin datter blive bortført på ladet af en truck. En far og hans to sønner overlever ved at spille døde, da IS-krigere skyder på dem og 70 andre mænd. Børn vågnede brat, da IS-krigere trængte ind i huset og dræbte deres forældre.
Mon de har traumer efter alle disse forfærdelige oplevelser? Naturligvis! Mission Øst kunne heldigvis hjælpe titusinder af disse fordrevne med helt basal nødhjælp som tøj, tæpper, husly og penge til fødevarer. Men de mange psykiske traumer vil dukke op og forpeste deres fremtid, hvis de ikke får hjælp.
Hvor skal man begynde midt i al denne ondskab? Begynd med at anerkende, hvor slemt det står til! Det gælder det armenske folkedrab for 100 år siden, og det gælder det folkemord, der påføres uskyldige shiamuslimer, yazidier og kristne i Syrien og Nordirak i dag.
Kim Hartzner er læge og generalsekretær i Mission Øst