I 1952 udgav den tysk-amerikanske teolog og filosof Paul Tillich bogen ”Modet til at være til”. I den beskæftiger han sig meget med fænomenet angst under inspiration fra vor egen Søren Kierkegaard, både den individuelle og den kollektive angst.
Han deler historien op i angstens forskellige epoker. Tiden efter Anden Verdenskrig er præget af angst for meningsløsheden. ”Hvordan skrive et digt efter Auschwitz?”, som hans nære ven Theodor W. Adorno formulerede det.
Også i dag er angst en fremherskende kollektiv følelse. Og med angsten følger vreden og til sidst volden. Der må være en årsag til angsten. For eksempel, at man som menneske føler sig overflødiggjort.
Politiken har analyseret fænomenet Donald Trump. Han er den hvide mands hævn – alle dem, der i 1980’ erne havde gode jobs. Nu befinder de sig i en verden, hvor der ikke længere er et arbejde at få. Ingen har rigtig brug for dem længere.
På den måde er der noget sympatisk ved denne vrede over de velståendes skattelettelser og forarmelsen af arbejderne, og angsten og frustrationerne er forståelige, men det udmønter sig ikke i en kritik af et umenneskeligt, pengebaseret system.
Kritikken bliver borte i national chauvinisme, racisme og islamofobi. Så er det, vi andre – også vi i den gamle verden – kan blive angste for Donald Trump og hans mulige finger på aftrækkeren til atombomben.
Politiken havde en analyse af Lars Trier Mogensen om, at protestbevægelser i alle vestlige samfund fra både højre og venstre på rekordtid har fået den lavere middelklasse til at flygte væk fra de gamle partier. Årsagen er ifølge ham, at millioner og atter millioner af lønmodtagere i den vestlige verden har oplevet, at deres løn- og arbejdsvilkår er blevet udhulet, og de kan se frem til endnu større usikkerhed.
Samuel Rachlin med sin store erfaring fra diktaturer følger trop med en kronik i Berlingske den 15. marts, hvor han peger på, at angstens følge også er volden. Den har der været meget af i den amerikansk valgkamp, mere end længe, i hvert fald ikke set siden 1968, hvor det var for og imod Vietnamkrigen, der dominerede. Trumps kritikere giver ham ansvaret, selvom han af og til selv er blevet offer for den, men han har nægtet at påtage sig ansvaret for den, selvom hans retorik er fyldt med opfordringer til den, både direkte og indirekte.
I Tyskland ser vi, hvad jeg blot for kort tid siden anså for at være en lodret umulighed. Et højrepopulistisk parti stormer ind i flere parlamenter i tyske delstater. Selvom de økonomiske forhold for en tysk arbejder nok er bedre end for en amerikansk, og selvom det tidligere DDR stadig halter bagefter økonomisk i forhold til det øvrige Tyskland, så er der i vort store naboland også andre årsager til den kollektive angst.
Her er det først og fremmest angsten for de fremmede, ikke mindst de tusindvis af flygtninge, der er kommet til landet særligt det seneste år. Igen kan man forklare, men man skal ikke undskylde. Det er vigtigt at se angsten i øjnene, både hos sig selv og hos andre og så i øvrigt have en historisk bevidsthed.
For ganske vist gentager historien sig ikke. Men man kan godt genkende den bagvedliggende dæmoni. Og den skal ikke bortforklares. Dæmonien tog magten i 1930’erne, hvilket Hartvig Frisch advarede utvetydigt imod allerede i 1933 i sin bog ”Pest over Europa”. Men han talte for døve øren! Katastrofen kunne ikke forklares og undskyldes væk, selvom mange også dengang forsøgte på det.
Det er naturligvis noget helt andet, når en ny undersøgelse fra arbejdsmedicinsk klinik i Herning og Københavns Universitet ifølge Aarhus Stiftstidende påviser, at 70 procent af de ansatte på landets specialskoler oplever vold eller trusler. Nuvel, eleverne er blandt de svageste og mest udsatte i samfundet. Men ikke desto mindre må man spørge, om dette er symptom på et tidsfænomen, hvor volden mere og mere bliver et værktøj i bestræbelser på at hævde sig og blive regnet med.
I den førnævnte bog opererer Tillich med et fænomen, han betegner som ”demokratisk konformisme”, hvor det enkelte menneske flygter ind i beskyttelse i en fælles opfattelse af tingene, for på den måde at bekæmpe sin angst. Det medfører en ufrihed, som faktisk strider imod demokratiets væsen. Således kan en bog med næsten 70 år på bagen godt blive en aktuel kommentar til nutiden.
Ugens debat skrives på skift af tidligere biskop i Aarhus og klummeskribent på Kristeligt Dagblad Kjeld Holm og præst og anmelder på Kristeligt Dagblad Kristian Østergaard. En af de to samler hver fredag op på og kommenterer en eller flere af ugens vigtigste værdidebatter