UANSET OM en anmelder bryder sig om en bog eller ej, må man kunne forvente, at anmeldelsen giver et retvisende billede af bogens indhold og forfatterens holdninger. Det er desværre ikke tilfældet i Kristian Østergaards anmeldelse i fredagsavisen af Doug Saunders' bog ”Myten om den muslimske invasion”.
Østergaard påstår, at forfatteren ”mener, at Vesten selv må bære skylden for eventuelle indvandrerproblemer”. Det er ikke rigtigt. Men Saunders er optaget af, hvordan vi løser de problemer, som indvandringen påfører Vesten. Og han konstaterer, at der er væsentlige forskelle på, hvor store problemerne er i forskellige vestlige lande - og at det til dels hænger sammen med, hvordan der bliver reageret på indvandringen.
Og nej, det er ikke Saunders' mål ”at lukke munden på alle islamforskrækkede vesterlændinge”. Faktisk hører han selv til de bekymrede, som han fortæller i bogens indledning. Hans pointe er, at vi skal sætte fokus på de reelle problemer - for eksempel en tiltagende antisemitisme blandt indvandrerbørn, og at kvinder bliver behandlet som mindreværdige - i stedet for indbildte problemer, som at de vestlige lande er godt på vej til at blive muslimske.
Dem, som Saunders retter skytset imod, er de forfattere og debattører, der spreder en række myter om muslimerne i Vesten. Absurde påstande som at muslimerne vil være i flertal i Europa i år 2050 - når virkeligheden er, at de allerhøjst vil udgøre 10 procent - eller at muslimerne får langt flere børn end Europas oprindelige befolkning, hvilket også er i modstrid med fakta. Dette opgør med de såkaldte Eurabia-forfattere er bærende for bogen, men det nævner Østergaard slet ikke i sin anmeldelse.
Østergaard klandrer Saunders for, at han efter oplysningen om, at knap hver anden muslim under 35 år i Storbritannien foretrækker sharialoven i stedet for britisk lov, skriver, at ”vi må stille mere præcise spørgsmål”. De mere præcise spørgsmål, Saunders vil stille, er, hvor mange muslimer i Vesten, der mon støtter steninger, henrettelser og æresdrab. De spørgsmål ønsker Østergaard åbenbart ikke at få svar på - han vil hellere nøjes med oplysningen om, at hver anden går ind for sharialoven, uden at få uddybet, hvad der ligger i dette.
Til gengæld mener Øster-gaard, at Saunders andre steder bør gå ud over statistikken. Han kritiserer forfatteren for, at han ikke nævner, at når muslimerne får færre børn i Vesten, så er det ”måske fordi indvandrerne i deres alderdom kan trække på de offentlige kasser i stedet for på deres børn”.
Nej, det nævner Saunders ikke, for hans projekt er ikke at hengive sig til gætterier og måske'er, men at holde sig til det, han har dokumentation for. Det er sjældent at læse en så kritisk anmeldelse af en bog, der - på en bagvendt måde - i den grad får bekræftet, hvor nødvendig udgivelsen er.
Leif E. Kristensen, leder af forlagene Boedal & Vindelsti, Jernbanegade 7, Frederiksværk