Siden hvornår er det blevet borgerlig politik at føre krig mod flygtninge?

Den befolkning, der flygter fra det opståede kaos, banker nu på vores dør. Og politikerne flygter fra regningen

"Siden hvornår er det blevet borgerlig politik at føre krig mod flygtninge?" spørger Stig Grenov, formand for Kristendemokraterne.
"Siden hvornår er det blevet borgerlig politik at føre krig mod flygtninge?" spørger Stig Grenov, formand for Kristendemokraterne. Foto: Claus Fisker.

SIDEN HVORNÅR er det blevet borgerlig politik at føre krig mod flygtninge? Med undtagelse af Kristendemokraterne har blå blok været mere forhippet på at score stemmer hos Dansk Folkeparti end på at fastholde en anstændig behandling af mennesker i ulykke.

Uberettigede asylsøgere skal sendes tilbage! Start gerne med de islamister, der udøver religionskontrol på flygtningecentrene. Men det kræver en styrkelse af Flygtningenævnet med kræfter til at tegne et reelt billede af den enkeltes situation.

Det kræver, at nævnets uafhængighed af Christiansborg styrkes, og at vi fastholder medlemmer, der ved noget om forholdene i hjemlandene.

Fjernes Dansk Flygtningehjælps eneste repræsentant, som de øvrige borgerlige partier vil det, svarer det til en retssag, hvor forsvarets vidner får bind for munden.

AT DANSK FOLKEPARTI bliver skinger, når andre partier prøver at stjæle deres vælgere, er forudsigeligt. Partiet vil nu ikke bare sende asylsøgere til et ikke-eksisterende ”nærområde” i det fattige Afrika. Martin Henriksen (DF) vil have Flygtningenævnet nedlagt, fordi han har set nogle afgørelser, der citat: ”(“) ikke er truffet ud fra hvad der er godt for Danmark”. Kristendemokraterne har set afgørelser, der ikke er truffet ud fra, hvad der er godt for mennesket!

Kristne udvises med begrundelsen om, at bare de skjuler deres overbevisning, kan de trygt vende hjem. Det er direkte i modstrid med FN's menneskerettigheder, der sikrer retten til trosfrihed. En konvertering tolkes som et påskud for at kunne få opholdstilladelse. Ansøgeren bliver end ikke bedt om at møde til en samtale. De mange jurister i nævnet ved alt om paragraffer, men ikke at en muslim, der skifter tro, har udstedt en dødsdom over sig selv. Det er ekstra dobbeltmoralsk, at partier, der taler om kristne værdier, ikke rækker hånden ud til deres trosfæller.

Men Kristendemokraterne gør ikke forskel på mennesker efter religion. De flygtninge, der med livet som indsats har kæmpet sig vej igennem Europa, skal behandles ordentligt. Deres ene mål er at redde familien ud af en flygtningelejr, hvor voldtægt, sult og kulde er dagens orden.

At Dansk Folkeparti betragter forfulgte mennesker som udgiftsbyrder, der skal fratages kontanthjælp, undrer ikke. Det svært forståelige for Kristendemokraterne er, hvor langt ned ad slisken de øvrige blå partier har tænkt sig at gå uden at sige fra. Venstre vil bruge besparelserne ved en asylstramning på kræftbehandling. Hvor mange millioner kroner, der er tale om, blafrer i vinden. Hvad må næstekærlighed koste i Venstres regneark?

DET ER ET TRIST KAPITEL i Danmarks historie, at vi op til Anden Verdenskrig sendte jøder og dissidenter retur til Nazityskland. Vi risikerer at gentage historien, hvis flygtninge sendes retur til kummerlige forhold i Libanons lejre. Her opretter terrororganisationen IS sharia-domstole.

Vi burde i blå blok gøre fælles front mod en rød regering, der vil lade kvinder og børn alene i op til et år, før der kan blive tale om familiesammenføring.

Hvordan kan det være, at politikere gerne bruger milliarder på krudt og kugler i krige mod for eksempel Saddam Hussein, men intet investerer i at vinde freden? Den befolkning, der flygter fra det opståede kaos, banker nu på vores dør. Og politikerne flygter fra regningen. Kristendemokraterne ønsker en blå regering med et medmenneskeligt ansigt.

Stig Grenov, landsformand for Kristendemokraterne,Erantisvej 2, Hørsholm