Skal digitaliseringen af 70'ernes sengekantsfilm finansieres af landsdelsorkestre, landsdelsteatre, musikskoler og historiske museer?
Anderledes kan man ikke læse det DF-støttede forslag til ny finanslov, der netop er sendt til høring, og som der kun er en uge til at reagere på.
Men som med de fleste andre høringer i nutidig politik skal man ikke forvente, at den får nogen betydning. Den offentlige høringsfase er nemlig en stærkt svækket institution i det danske folkestyre, og kulturministeren har allerede for længst meldt ud, at han ikke agter at lytte.
Baggrunden er åbenbart, at de besparelser på kulturlivet, der skal gennemføres i de kommende år, skal betale for skattelettelser. Det sidste groteske kapitel i sagen er så, at regeringen samtidig vil fratage de private almennyttige fonde deres konsolideringsfradrag og deres fradrag for uddelinger gennem deres datterselskaber.
Det vil naturligvis betyde, at der vil blive meget mindre for fondene at uddele fremover. Sandsynligvis omkring en milliard mindre. Det kan få overordentlig store konsekvenser for både kulturlivet og det frivillige sociale arbejde i Danmark.
Jeg har svært ved at fatte, at der står en borgerlig regering bag denne politik. Hvis en borgerlig regering ønsker at beskære den offentlige støtte, burde den jo til gengæld opmuntre de private fonde til at involvere sig endnu mere, end de allerede gør.
I stedet ønsker regeringen at høste en kortsigtet skattegevinst, som igen kan bruges til at lette skattetrykket for nogle af os borgere. Til gengæld pålægges vi et tab i form af et fattigere kultur- og samfundsliv.
Kulturministeren stillede efter sin udnævnelse i udsigt, at han ville styrke kulturarven og kulturlivet uden for København. Dette løfte skulle tydeligvis stille DF tilfreds. Men heller ikke på dette punkt hænger regeringens politik sammen, og DF udstiller endnu en gang i al offentlighed sit snævre kultursyn og sin tendens til at sige et og gøre noget andet.
Resultatet bliver en politik, der har overskredet kanten for både logik og anstændighed. For hvorfor kan man dog tro, at man kan få det til at se ud, som om man opfylder sine løfter ved med den ene hånd at give bevillinger til nogle få udvalgte sager - som for eksempel digitalisering af ældre danske film - mens man med den anden hånd kører grønthøsteren gennem det kulturelle landskab og lukker højskoler, gør det umuligt for landsdelsorkestrene at spille nogle af Carl Nielsens symfonier og forhindrer landsdelsmuseer i at udvikle nye måder at formidle kulturarv på? For blot at nævne nogle få af konsekvenserne.
Der er en tendens i Danmark til at betragte kulturarv som noget, der blot skal ligge i en montre - eller ved en kaj - til beskuelse som et færdigt produkt, der vidner om fortiden og har en uforanderlig og eviggyldig betydning. Men sådan bør man ikke se på kulturarv. Kulturarv er derimod en uafsluttet proces og en dialog, vi nutidsmennesker fører med fortiden. Gennem denne dialog udvikler vi selvforståelse, selvværd og ressourcer til at forsvare vores værdier og forny vores samfund, fællesskaber og livsformer.
Men det kræver investeringer i formidling. Og det kræver, at vi ophæver det kunstige skel mellem en fortidig kulturarv og en nutidig kultur og kunst. For nutidens kunst og kultur udspringer jo af den kulturelle og æstetiske arv.
De er udtryk for den fortid, der ikke er forbi, ja, som end ikke er fortid, som den amerikanske forfatter William Faulkner engang udtrykte det.
Michael Böss er forfatter og lektor ved Aarhus Universitet