Vil man tro den israelske instruktør Yoav Shamirs dokumentarfilm "Defamation", som DR 2 viser til april, findes der ikke længere reel antisemitisme. Det meste er røgslør, der dækker over en zionistisk lobbys spekulation i den kristne verdens dårlige samvittighed over holocaust. Alt i alt burde jøderne verden over betrygge sig ved, at antisemitismen i dag ikke er andet end ufarlig retorik.
Et aktuelt eksempel på dette er den britiske modedesigner John Galliano, der kom for skade at hylde Hitler over for to kvinder, han tog for at være jøder: "Folk som jer burde være døde, jeres mødre, jeres forfædre ville alle været blevet gasset ihjel." Harmløst? Ikke ifølge den jødisk-tyske månedsavis Jüdische Zeitung, som dog er villig til at se Gallianos udfald som et isoleret tilfælde:
"Derimod opflammer generelle fornærmelser af jøderne fordomme, hetzer og støder hele mindretal og hele folkeslag. De fører til en stigmatisering, der kostede millioner af uskyldige jøder livet, forresten også tusinder af homoseksuelle."
Galliano er bøsse, og som sådan burde han vel på grund af de homoseksuelles sørgelige historie under kirkelige og politiske forfølgelser i Europa sympatisere med jøderne som en art lidelsesfæller. De jødiske og de homoseksuelle ofre for nazismen har da også hver fået deres mindesmærke i Berlin, men hvor jøderne markeres med hele 2711 steler, må bøsserne nøjes med en enkelt stele på den anden side af Ebertstrasse.
"VI JØDER ville hellere have haft et lillebitte monument," sagde en veninde engang til mig, da vi stod og så på mindesmærket for de seks millioner holocaustofre. "Et så impossant monument giver os mere opmærksomhed, end vi bryder os om."
Måske! I hvert fald synes monumentet ikke at have nogen præventiv virkning i Berlin, hvor samtlige synagoger døgnet rundt bevogtes af bevæbnet politi. Overflødigt? Det måtte man jo tro, dersom Shamir havde ret i, at den moderne antisemitisme ikke var andet end retorik.
Netop retorikken beskæftiger den engelske forfatter Jonathan Freedland sig med i The Guardian, hvor han forleden funderede over John Gallianos og andre kendissers antisemitiske udsagn:
Wikileaks-grundlæggeren, Julian Assange, der angiveligt mener at være offer for et komplot af lutter jøder, lederen af den iranske OL-komité, Mohammed Aliabadi, der hævder, at logoet for OL i London 2012 er en slags anagram for ?Zion", tv-værten Glenn Beck, der på Fox News hænger finansmanden George Soros ud som en jødisk konspirator, og skuespilleren Charlie Sheen, der tilsvarende forulemper sin producer som jøde.
"Alt dette kan lede til den konklusion, at antisemitismen er ved at få et uvelkomment comeback," skriver Freedland. "Problemet er bare, at den aldrig rigtig har været forsvundet. Hvad mere er, den er ikke begrænset til de småtossede berømtheder og excentrikere, der har ladet masken falde de senere dage. Den er mere udbredt end som så – i modsætning til den bekvemme opfattelse, at antisemitisme er et historisk fænomen, der forsvandt med Det Tredje Rige."
Det gjorde den ikke, og det kunne Yoav Shamir have forvisset sig om, hvis han i sin dokumentarfilm i stedet for at spendere en halv snes dage i New York var rejst til Teheran eller et andet sted i den arabiske verden, hvor klassiske konspirationsteorier om jødernes verdensherredømme stadig florerer, så "Zions Vises Protokoller" og "Mein Kampf" går som varmt brød. Mens "jøden" i den arabiske verden står som et fjendebillede, man kan samles om at fordømme og mistænke for meget andet end den israelske stats krænkelser af folkeretten i de besatte områder, forholder det sig anderledes i Europa.
Således kalder den svensk-tyske millionær og højreekstremist Patrick Brinkmann jøderne til fælles kamp mod muslimerne, der nu forstås som en – større – trussel mod den vestlige civilisation. Den jødiske ugeavis Jüdische Allgemeine er ikke imponeret: ?Hvad han nu fordrer, gjorde Wilhelm II allerede, da han vendte sig til "sine kære jøder". Han havde jo brug for dem i Første Verdenskrig."
Peter Tudvad er forfatter og filosof og bor i Berlin. På denne plads skriver han hver uge om europæisk kultur- og værdidebat