Armstrong minder os om, at alle mennesker lever med to identiteter

På bedste Aristoteles-vis må vi hele livet slås for at opbygge en karakter, der bliver så stærk, at man bedre og bedre kan modstå trangen til at dyrke de dunkle, selviske yderpunkter, der tvinger os til at holde noget skjult, skriver Sørine Gotfredsen

tegning: peter m. jensen
Tegning: peter m. jensen.

Spørgsmålet er vel i sidste ende, i hvor høj grad man selv gør det. Lever et dobbeltliv. Tanken kan dukke op, når man hører om mennesker, der afsløres i nærmest at udleve to forskellige identiteter. For mens det umiddelbart lyder så horribelt og grænseoverskridende, at man med hver en fiber i sin krop tager afstand fra det, kan man måske nå frem til den erkendelse, at man faktisk godt kender lidt til tilstanden.

Vi har nu i de forgangne uger fået blotlagt den virkelige historie om Lance Armstrong, der i adskillige år var eneherskende konge i cykelsporten.

LÆS OGSÅ: Vi bygger idoler op, som vi kan beundre, for derefter at juble, når de falder

Med sine syv Tour de France-sejre i træk fremstod han nærmest som en mand fra en anden planet. Alle kendte ganske vist til mistanken om, at han som de fleste andre cykelryttere på højt niveau havde snydt sig til de mange kræfter, men det er først nu, vi for alvor får beskrevet, hvor gennemført hans svindelnummer var.

Lance Armstrong levede et dobbeltliv, hvor han på den ene side optrådte som usårlig kriger og ædel korsfarer i kampen mod kræft, mens han på den anden truede og manipulerede andre til at deltage i sin systematiserede dopingvirksomhed. Og i øvrigt holde munden lukket, hvis nogen begyndte at spørge for meget.

Armstrongs dobbeltliv fik med årene et omfang, som kun de færreste oplever, og han vil med temmelig stor sikkerhed gå over i historien som skurk og ikke som et forbillede.

Cykelrytteren fra Texas blev som så mange andre i moderne historie båret frem af mediekraften, der jo som bekendt elsker den, der skiller sig ud og fascinerer. Hvilket også fører til, at ikonerne ofte i en tid får et større råderum, end de burde have. Armstrong var et så værdifuldt trækplaster for cykelsporten, at man på højeste plan tilsyneladende gik ret let hen over dopingprøver, der måske kunne have fældet ham.

Desto mere intensivt går det til nu, hvor forargelsens tid er inde og dermed også tiden for noget helt andet. Nemlig en overvejelse af arten af ens eget dobbeltliv.

Ja, ja, jeg ved det godt. For langt de fleste mennesker foregår det i en langt mindre målestok og som regel uden decideret lovovertrædelse til følge, men ikke desto mindre lever ethvert menneske med to identiteter. Den, der ved sig iagttaget og har lært at begå sig blandt andre, og den, der eksisterer som en stille hvisken i det enerum, hvortil end ikke de allernærmeste har adgang.

I enerum genkendes man kun i sidste ende af den kraft, der har sat én i verden, og gradvist lærer man, hvor svært det faktisk er til fulde at åbenbare sig for andre som den, man er. Man har hverken tilstrækkelig meget mod eller styrke til det, men er som oftest underlagt en grad af forfængelig bestræbelse efter at opnå noget. Eller fremstå på særlig vis.

Man vænner sig til at agere i verden med et formål, og man kan med tiden blive ganske ferm til at forklare sin egen til tider smålige adfærd som både velafbalanceret og meningsfuld. Umiddelbart skulle man tro, at det må udgøre en højst besynderlig oplevelse at stå på podiet og lade sig hylde som den store helt, de allesammen tror man er. Alt imens virkeligheden er en anden.

Som de syv gange i træk, hvor Lance Armstrong stod i gult på Champs-Elysées i Paris med små børn på armen og vinkede til den begejstrede menneskemasse, der aldrig kan få supermænd nok. Men for ham kan det meget vel hver gang have udgjort en nærmest entydig følelse af noget naturligt og fuldt fortjent. Fordi han sandsynligvis i sit enerum for længst har forklaret sig selv, at det hele giver mening.

LÆS OGSÅ: UCI fratager Armstrong syv Tour-titler

Når et berømt menneskes dobbeltliv i fuld offentlighed ramler sammen, mindes vi således om, at det for enhver i denne verden handler om at være bevidst om den skrøbeligt flertydige identitet, der altid lurer. På bedste Aristoteles-vis må vi hele livet slås for at opbygge en karakter, der bliver så stærk, at man bedre og bedre kan modstå trangen til at dyrke de dunkle, selviske yderpunkter, der tvinger os til at holde noget skjult.

Når man hører om en mand som Lance Armstrong, der så hæmningsløst lod ærgerrigheden råde og optrådte med dobbelt identitet, spekulerer man over, hvad han mon siger til sig selv i det rum, hvor ingen lytter. Hvordan forsvarer han sit dobbeltliv? Hvisker han til sig selv, at én som jeg, der er så enestående målrettet og talentfuld, faktisk har ret til at opretholde min eksistens, som jeg vil? Eller springer han helt de moralske funderinger over og vedtager blot, at han gør, hvad der passer ham, fordi han kan?

Vejen ind i dobbeltlivet er alle menneskers fælles mystiske udfordring, og hver gang et menneske så synligt falder, er lejligheden der igen til at overveje, hvordan det står til med mit eget indre. Bliver det med årene klarere for de andre, hvem jeg er? Åbenbares jeg mere og mere, eller hvisker jeg stadig lige indædt i enerum? Der er stadig tid til at finde ud af det.