KLOKKEN ER 7.45, og det ringer ind. Ind i klassen stimler en gruppe børn hen mod deres stole og får hurtigt taskerne hængt væk. Der falder ro på snakken, men man når alligevel at observere, at det ikke foregår på dansk.
Børnene sidder stille og forventningsfuldt. Nu er det min tur.
Jeg er 23 år, og jeg er under uddannelse som lærer. Samtidig er jeg så heldig at have min daglige gang i asylklassen A2A.
Alt er ikke helt, som det plejer: en af drengene er her ikke. Han er til interview. Det ved alle børnene, og de er efterhånden vant til, at det er en del af dagligdagen. Interviews, samtaler og usikkerhed er en del af deres verden. En del af deres virkelighed.
MORGENEN STARTER SOM ALTID med struktur: Dagens skema gennemgås, og der bliver skrevet lærere på fagene. Eleverne fungerer bedst, hvis de ved, hvad der skal ske. Så er det hele trygt.
Klokken nærmer sig hastigt 8, og eleverne ved godt, hvad det betyder. Vi skal i 4. klasse og have fælles læsebånd med de danske børn. Det er et højdepunkt for eleverne, de bliver fagligt udfordret, og de får snakket en masse dansk. Efter læsningen stråler de mørke øjne i hele klassen. ”Maria, hvornår kan vi læse igen med 4. klasse?”. Både asylbørnene og de danske børn nyder timerne sammen. Der bliver lært, talt og grinet. Her er børn bare børn. De danske børn på skolen skulle have en kæmpe tak for deres integrationsindsats: De er i bund og grund for seje.
Klokken ringer ud. Børnene tager hurtigt et stykke frugt i hånden og løber ud for at lege med resten af skolen. Her er vi vidne til en skøn blanding af alder, køn, etnicitet og oprindelse. De kan ikke alle finde ud af at lege. Det lyder mærkeligt, for de er jo børn. Men nogle har boet hele livet i forskellige asylcentre, og nogle er blevet holdt hjemme fra skole, fordi de risikerede at blive kidnappet. Så de skal lære at lege, men det skal nok komme, for de øver sig hver dag.
En af pigerne ser mut ud i pausen, det gør hun tit. Hun ved, at de har fået taget fingeraftryk i Ungarn, så de skal sendes dertil. Hendes humør er svingende. Nogle dage er gode, andre er dårlige. Hun lever i et virvar af svære følelser. Hendes glade dage letter mig og gør mig glad. De andre dage kan man ikke gøre andet end være der. Det er et af mange vilkår.
RESTEN AF DAGEN FOREGÅR, som de fleste lærere kender den. Asylbørnene modtager undervisning i samme fag som jævnaldrende danske børn, bruger samme arbejdsmetoder og er nysgerrige på det danske sprog.
På mange måder minder det hele meget om en almindelig skoledag – og så alligevel ikke. Bag de mørke øjne gemmer der sig en anden historie, en historie om flugt og en historie fyldt med traumer. Men for dem er skolen et frirum. Her er tryghed, voksne, der er her og ikke bare forsvinder, her er ro og struktur, her er rart at være. Det vigtigste er at lytte, at være her, at give et kram og at behandle dem som almindelige børn.
Klokken 14.45 ringer det ud. Det er tid til at komme hjem. Asylbørnene er ikke som de danske børn. De danske børn glæder sig til at komme hjem og få fritid, også selvom de har haft en god dag i skolen.
Hos asylbørnene er stemningen en anden. For hvad skal de hjem til? De skal hjem til et asylcenter, hvor de ikke finder fred og ro.
De skal hjem til deres forældre, som er utrygge over, hvad fremtiden bringer for dem og for deres familier. Det kan jeg som lærer ikke gøre så meget ved. For mine elever er ferier og weekender aldrig noget at se frem til. Det er for usikkert.
Men jeg kan stå her igen i morgen, klokken 7.45, som jeg har lovet.
Jeg bliver hver dag rørt helt ind i hjertet. De børn giver mig så meget inspiration. De har hver deres forfærdelige historier med sig, men de har så meget at give af, og de har så meget håb for fremtiden.
De vil så gerne lære, de er nysgerrige på sprog og kultur, og de opsnapper alt, hvad de overhovedet kan komme til. Med asylbørn er alt ikke rosenrødt: Det er benhårdt og kan gøre ondt i hele kroppen at sige farvel, og det kan gøre ondt længe.
Men hvis man giver dem bare en smule af sig selv, får man det hundrede gange igen. Dem, der er blevet sendt ud, glemmer jeg aldrig, jeg hører måske ikke fra dem igen, men de er i mine tanker. De, der får lov til at blive, er med til at give mig gløden i øjnene. Jeg lyser op, hver gang jeg på dansk hører fra dem.
Jeg får de bedste oplevelser med mig her. I det umiddelbare kulturmøde og i den glæde og nysgerrighed, de udviser, dette på trods af alt, hvad de hver især har været igennem.
Det her er mine første erfaringer med lærergerningen, mit første rigtige job. Jeg føler mig heldig. Vanvittig heldig, over at få lov til at være en del af en skole, der er med til at ruste asylbørnene til deres fremtidige liv, hvad enten de kan blive i Danmark eller ej.
Jeg lærer nyt hver dag. Lærer at blive lærer. Jeg har de bedste elever, og jeg har de bedste kolleger, der viser mig vejen ind i den ædle kunst at være lærer. Tak for jer.
Mit liv har ikke været det samme, siden jeg for første gang trådte ind i en asylklasse. Det har været hundrede gange bedre.
Maria Fromseier Kjærgaard er studerende og medlem af kommunalbestyrelsen i Bornholms Regionskommune for Socialdemokratiet.