VI OPLEVER i disse måneder en humanitær krise i det sydlige Europa. Bådflygtninge dør på Middelhavet, mens de, der kommer helskindet over, sætter Italien under et massivt pres. Samtidig befinder der sig en stor gruppe af flygtninge i Italien, som har fået asyl efter at være blevet afvist i Danmark.
Vi har i Danmark som medlem af EU en forpligtigelse til og et ansvar for at hjælpe Italien. Det kan vi gøre ved at lade flygtninge, der har opnået midlertidigt asyl i europæisk land, arbejde lovligt i Danmark.
Jeg har de seneste to år, igennem mit arbejde som dokumentarist på filmen ”Drømmen om Danmark” fulgt en række unge flygtninge primært fra Afghanistan, som er blevet afvist i Danmark, på deres videre færd til Italien. De kom til Danmark som flygtningebørn, der var flygtet uden deres familie, men fik afslag og er efter års ventetid blevet myndige, og dermed kan de sendes ud af landet. Af frygt for at blive sendt tilbage har de forladt Danmark og fundet en mulighed for at få ophold i Italien.
For Italien er under et så massivt flygtningepres, at de ikke i alle tilfælde når at overholde Dublin-konventionen, der forpligter de europæiske lande til at sende flygtninge tilbage til det land, hvori de først er blevet registreret. Hvis en flygtning ikke er sendt tilbage inden tre måneder, kan han eller hun få sin sag prøvet på ny i det nye land. Dermed kan en flygtning, der har fået afslag på asyl i Danmark, rejse til Italien, vente i tre måneder og derefter søge asyl i Italien.
Jeg har mødt hundredvis af afghanske flygtninge i det nordlige Italien, der er kommet efter at være blevet afvist i nordeuropæiske lande som England, Danmark eller Norge. De bruger Italien som springbræt til at vende tilbage til deres nordeuropæiske ”hjemland” for at arbejde illegalt. De vender tilbage, så snart de har fået asyl i Italien, hvor de ofte får et midlertidigt ophold på tre eller fem år.
REZA VAR 15, da han kom til Danmark. Sammen med sin fætter Kehan på 14 var han taget af sted alene til Danmark fra Afghanistan. De nåede at opholde sig i Danmark i fire år, inden de fik deres endelige afslag, hvorefter de rejste til Italien og fik et midlertidigt asyl på tre år.
Reza tog turen tilbage til Danmark, men efter at have arbejdet illegalt igennem længere tid blev han fanget af politiet. Da reglerne er, at Reza kun må besøge Danmark som turist i tre måneder og ikke må arbejde, blev han sendt tilbage til Italien. Han blev samtidig nægtet indrejse til Danmark i to år.
Nu sover Reza på gaden i Bolzano i det nordlige Italien og venter på, at der går to år, da han er fast besluttet på at tage tilbage til Danmark. For der er ikke arbejde til ham i Italien, og det er i Danmark, han har sine venner, kæreste og kan sproget. I mellemtiden er Kehan rejst til Danmark. Han har fået arbejde som tjener i København og arbejder illegalt 11 timer om dagen. Kehan og Reza repræsenterer en stor gruppe af flygtninge, der under alle omstændigheder kommer til at tage til Danmark for at arbejde illegalt. Men hvis vi gør det lovligt for dem at arbejde i Danmark, når de har fået asyl i Italien, vil vi kunne give dem ordnede forhold, og Danmark vil få en skattegevinst ud af det.
Samtidig oplever vi i disse måneder en humanitær krise i det sydlige Europa, hvor tusindvis af flygtninge sætter de sydeuropæiske lande under et stort pres. Vi har et europæisk ansvar som medlem af EU i forhold til at aflaste lande som Italien og Grækenland, som modtager langt flere flygtninge, end de kan håndtere.
Jeg vil derfor opfordre politikerne i Danmark til at arbejde for at arbejdskraftens fri bevægelighed, der er et af kerneområderne i EU, også kommer til at gælde de flygtninge, der har opnået et midlertidigt ophold i et europæisk land. Så Kehan, Reza og alle de andre flygtninge, der har opnået asyl i et europæisk land, kan komme til at arbejde lovligt i Danmark.
På den måde vinder vi som samfund, samtidig med at vi tager et europæisk ansvar og letter presset på de sydeuropæiske lande.
Michael Graversen er dokumentarinstruktør