Ateismen er virkelig en fattig tro

Uvidendenhed og uforstandighed udgør altid en trussel, hvis den bliver et udbredt træk i et samfund og endda hos dets højtuddannede, skriver lektor Birte Krog-Møller

"Søren Nørby ville gøre klogt i at undlade at udtale sig om tro og religion. Men problemet er, at så ville han ikke have meget at sige," skriver Birte Krog-Møller
"Søren Nørby ville gøre klogt i at undlade at udtale sig om tro og religion. Men problemet er, at så ville han ikke have meget at sige," skriver Birte Krog-Møller .

Cand.med. og universitetslektor emeritus Søren Nørby misforstår i sin kommentar i Kristeligt Dagblad den 2. september min udtalelse den 3. august, at ”ateismen er et subjektivt og bevidst fravalg af tilværelsens åndelige dimension”.

Som modargument nævner han store personligheder som Georg Brandes og Klaus Rifbjerg. Vel har disse personer demonstreret en stor intellektuel og kunstnerisk begavelse. Det må Søren Nørby for min skyld godt kalde ”åndelighed”, uanset de var bekendende ateister.

Jeg taler derimod om åndelighed i den forstand, det fremgår af for eksempel Den Nikænske Trosbekendelse: ”Jeg tror på én Gud, den almægtige Fader, Himlens og jordens, alle synlige og usynlige tings skaber...”

Denne åndelighed ligger uden for Søren Nørbys horisont, som er materialistisk og derfor for snæver og lukket til at kunne forholde sig til andet end den synlige og målbare verden. Derfor går han fejl af min udtalelse. Til forskel fra hans opfattelse af åndelighed er den i mennesket indbyggede ånd (Guds ånde), ikke eksklusiv og ekskluderende, men tilgængelig for ethvert menneske i dets unikke kombination af krop, sjæl og ånd.

Fordi Søren Nørby ikke tillægger tilværelsen en åndelig religiøs dimension, sammenblander han totalt tro og viden. I sin forvirring udtaler han: ”Der er ingen beviser for guder,” som om nogen ved sine fulde fem nogensinde har påstået andet. Han tror, at han ved, mens vi andre godt ved, at vi tror. Ateismen er rigtig nok en fattig tro.

Gud ske tak og lov for naturvidenskaben og de fremskridt, den har bibragt menneskeheden til gavn for især os i den vestlige verden. Men den kan altså ikke bibringe mennesket det helhedssyn på sig selv og tilværelsen, som alene kan give mening og lykke i et liv. Mennesket er uendelig meget mere end dets anatomi, genetik, psykologi med mere og de evidensbaserede, falciferbare beviser, der ligger inden for disse faglige områder.

Søren Nørby ville gøre klogt i at undlade at udtale sig om tro og religion. Men problemet er, at så ville han ikke have meget at sige. En ateist er nogle gange at ligne med en snylter, der må søge næring hos fremmed levende stof, i dette tilfælde andre menneskers tro.

En sådan ateist synes at opleve en stimulation ved at angribe troen, en stimulation, som må vedligeholdes ved et fornyet angreb. Så er det, at ateisten kan bilde sig selv ind - som Søren Nørby gør - at ”religiøse mennesker oplever ateismen som en trussel”. Det gør religiøse mennesker som regel ikke, bortset fra at uvidendenhed og uforstandighed, det vil sige mangel på almen dannelse, altid udgør en trussel, hvis den bliver et udbredt træk i et samfund og endda hos dets højtuddannede.

Birte Krog-Møller, lektor, cand.mag., Jægersborgvej 112, Gentofte