Ateismens etiske problem: Grænsen mellem godt og ondt flyder

Illustration: Søren Mosdal

Moral og etik har det med at glide ned ad et skråplan i ateistiske samfund, skriver Merete Bøye

K.E. Løgstrup gjorde allerede i 1956 gældende, at der ligger en uudtalt etisk fordring i ethvert møde med et andet menneske, om at man uselvisk skal tage vare på den anden. Det er en etik, som man kan finde i Jesu forkyndelse, blandt andet i den gyldne regel om, at man skal handle mod andre, som man gerne selv vil handles imod.

Men den kristne etik er ikke specifikt kristelig, men en almen etik, der kan genfindes i de fleste andre religioner. Dette har hidtil betydet, at de fleste er enige om, at fordringen er universel og gælder for alle mennesker. Spørgsmålet er nu, om fordringen også gælder for mennesker, der ikke tror på nogen skabende og normgivende højere magt.

Mennesker, som tror på en guddom, har af denne guddom fået lagt en fast grund under fødderne, idet de har fået givet en definition af ondt og godt, der kommer fra noget uden for dem selv. De Ti Bud kan for eksempel ikke laves om, fordi de er givet af Gud. Noget lignende som De Ti Bud findes i de fleste andre religioner i form af det, der også kaldes ”den naturlige lov”, altså den etiske rettesnor, der i hvert fald af troende mennesker opfattes som indlysende og naturlig. Gudgivet, kan man sige.

Men hvis man ikke tror på nogen højere magt, hvem har så givet loven? Det har mennesket selv. Og hvem skal dømme, om de handlinger, mennesker gør, er gode eller onde? Det skal mennesket selv.

Den begavede (nu afdøde) ateist Christopher Hitchens har en lige så begavet bror, der hedder Peter. Ligesom sin bror blev han grebet af ungdomsoprøret i slutningen af 1960'erne, hvor det var på mode at gøre op med alle autoriteter fra sin mor over skolelæreren til Gud den almægtige.

Han blev glødende ateist - i en sådan grad, at han blev chokeret og vred, når han en sjælden gang imellem mødte et dannet menneske, der formastede sig til at tro på Gud. Siden fandt Peter Hitchens selv tilbage til kirken igen.

I bogen ”The Rage Against God” forsøger han at problematisere nogle af sin brors ateistiske idéer. Han mener blandt andet, at ateismen rummer det problem, at det er svært at fastholde en etik, som ikke er begrundet i en højere magt.

Peter Hitchens observerer, at moral og etik har det med at glide ned ad et skråplan i ateistiske samfund. Sovjetunionen og andre kommunistiske stater begyndte efter revolutionen med, at alle skulle dele og være lige, men endte hurtigt med at blive rædselsregimer, hvor en elite regerede resten med hård hånd. Hvorfor?

Hitchens beskriver, hvordan Bela Kun, lederen af det kommunistiske Ungarn, modellerede den ungarske stat efter Lenins Rusland, idet han sagde, at ingen af Lenins handlinger var enten etiske eller uetiske.

Kuns kommisær for kultur og uddannelse, Georg Lukacs, sagde: ”Kommunistisk etik gør det til den højeste pligt at acceptere nødvendigheden af at handle ondt. Dette er det største offer, revolutionen beder os om: En sand kommunist er overbevist om, at ondt forvandler sig til godt gennem den historiske udviklings dialektik.”

Den kommunistiske etik kan med andre ord forvandle godt til ondt og vice versa. For kommunismen er ateistisk, og det er derfor ikke Gud, men de menneskelige ledere, der fortæller kommunisten, hvad der er ondt og godt. Og de kan ændre mening om ondt og godt, alt efter hvad der passer i deres kram.

I romanen ”Kammerat Napoleon” (”Animal Farm”) fra 1945 fortæller George Orwell Sovjetunionens tilblivelseshistorie som en fabel med bondegårdsdyr. Dyrene begår revolution på den gård, hvor de bor, og driver menneskene ud. De begynder med at fastlægge syv bud, som de skal leve efter. Netop syv bud, ikke 10, for de første tre bibelske bud handler om at ære Gud, og kommunisterne har ingen Gud at ære.

De syv bud er: 1) Enhver, der går på to ben, er en fjende. 2) Enhver, der går på fire ben, eller har vinger, er en ven. 3) Intet dyr må bære klæder. 4) Intet dyr må sove i en seng. 5) Intet dyr må drikke spiritus. 6) Intet dyr må dræbe noget andet dyr. 7) Alle dyr er lige.

Men da buddene ikke som De Ti Bud er hugget i sten, fordi de ikke er givet af Gud, kan dyrenes ledere, grisene, ændre dem efter forgodtbefindende. Det ender hurtigt sådan her: 1) Enhver, der går på fire ben, er en fjende. 2) Enhver, der går på fire ben, eller har vinger, er en fjende. 4) Intet dyr må sove i en seng med lagner. 5) Intet dyr må drikke spiritus til overmål. 6) Intet dyr må dræbe noget andet dyr uden grund. 7) Alle dyr er lige, men nogle er mere lige end andre.

Sådan kan det gå, når mennesker (eller dyr) selv skal styre deres etik uden en gud til at sætte, hvad der er ondt og godt. Ateisterne løber i disse år stormløb imod alle de gamle religiøse normer og regler. Spørgsmålet er, hvad de selv har tænkt sig at sætte i stedet.

Man må håbe, at den etiske fordring virkelig er så universel, at den kan slå igennem selv hos mennesker, der ikke anerkender nogen magt, der er højere end mennesket selv.

Kirkeligt set skrives på skift af tidligere folketingsmedlem og minister Birthe Rønn Hornbech (V), sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, tidligere biskop Kjeld Holm, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier på Roskilde Universitet Bjørn Thomassen samt sognepræst og medredaktør af nytbabel.dk Merete Bøye