MAN KAN BLIVE alvorligt bekymret for, om Jørgen Carlsen og Christopher Arzrouni myrder hinanden, næste gang de mødes i Det Etiske Råd!
Sådan har jeg flere gange tænkt undervejs i læsningen af de to kamphaners udvekslen af modbydeligheder i diskussionen om Ayn Rand den seneste tid. Jeg kender dem begge og respekterer dem begge, men jeg har lyst til at give dem en ordentlig omgang med en dusk brændenælder.
Da Carlsen har inddraget mig i sit seneste indlæg ved blandt andet at nævne, at jeg er censor i filosofi og ifølge Carlsen ikke tilhører gruppen ”ultraliberale” (mærkeligt begreb), selvom jeg er medlem af Folketinget for Liberal Alliance, har jeg fornøjet mig med at gennemlæse d'herrers indlæg med en filosoficensors briller.
Her må jeg påpege alvorlige mangler: Min væsentligste kritik er, at ingen af de to skelner mellem begreberne stat og samfund. Tværtimod blandes de to begreber totalt sammen og anvendes helt vilkårligt. Derfor går debattørerne forbi hinanden, de diskuterer helt forskellige ting, og det hele ender i råberi. Der er en helt afgørende forskel på ”staten”, der består af love, offentlige myndigheder og institutioner, og ”samfundet”, der består af mennesker og de frivillige relationer mellem disse.
Hvis denne skelnen havde været anvendt af kamphanerne, ville de opdage, at der faktisk er noget, de er enige om, nemlig statskritikken. Og anerkendelsen af værdien af et civilsamfund baseret på frivillige relationer.
De to vil ganske sikkert kunne føre en åndrig og interessant samtale om, hvordan staten er blevet alt for stor i forhold til civilsamfundet. Hvordan bureaukratiet er vokset uhæmmet. Og hvordan regler og love hæmmer den fri udfoldelse og ansvarligheden i samfundet.
De vil ganske vist ikke være enige om, hvor balancepunktet mellem stat og samfund skal ligge, men enige om en væsentlig statskritik. Det er dog et interessant sted at begynde.
Dernæst vil jeg påpege, at det er uhørt at angribe hovedværker - og personer - med brutal voldsomhed uden at gå til kilden, Carlsen, som når han totalt jorder Ayn Rand og groft intimiderer Lars Seier Christensen på følelser og tro. Det er for tyndt. Og endelig er det ikke rimeligt, at Arzrouni hånligt generaliserer på baggrund af mavefornemmelser. Danmarks folkehøjskoler er vidt forskellige, og at afskrive dem alle som ”halløjskoler” er uacceptabelt.
Flere inspirerende filosoffer har gennem tiden forsøgt at beskrive, hvad der kendetegner den gode samtale. Et helt grundlæggende krav er, at man forsøger at forstå den anden. At man ikke tillægger samtalepartneren motiver, han ikke har. Og at man ikke karikerer og forvrænger. Det har mildt sagt ikke været tilfældet i Carlsen/Arzrouni-fejden.
Fejden har været særdeles underholdende. Den har bare ikke gjort læseren klogere. Og ingen af de to har flyttet sig en millimeter undervejs.
Jeg håber, de finder en mark et sted, hvor de i stedet for at slå hinanden ihjel kan ryge en fredspibe og drikke en ramme øl. Jeg vil i hvert fald gerne høre, hvilke bud de hver især - og måske i delvis enighed - kunne foreslå som en vej til, at vi får en mindre stat og et stærkere civilsamfund. Det er nemlig vort aldrende demokratis største udfordring.
Mette Bock (LA) er medlem af Folketinget, censor i filosofi, formand for Grænseforeningen, formand for Grundtvig Centeret og medlem af bestyrelsen på Testrup Højskole