Der er brug for konkrete løsninger for at stoppe bådflygtningekaos

Weekendens katastrofer på Middelhavet giver os mareridt, og det er svært at fortsætte med de øvrige politiske gøremål midt i så stor en menneskelig ulykke. EU's medlemslande bør gøre som Danmark, mener medlemmer af Europa-parlamentet fra Socialdemokraterne

"set i lyset af weekendens katastrofe, så er tiden er inde til, at EU og medlemslandene i dag, her og nu, lover at bistå med regulær søredningstjeneste," siger Christel Schaldemose, Ole Christensen og Jeppe Kofod, medlemmer af Europa-parlamentet for Socialdemokraterne.
"set i lyset af weekendens katastrofe, så er tiden er inde til, at EU og medlemslandene i dag, her og nu, lover at bistå med regulær søredningstjeneste," siger Christel Schaldemose, Ole Christensen og Jeppe Kofod, medlemmer af Europa-parlamentet for Socialdemokraterne. . Foto: dpa/Scanpix.

Som europaparlamentarikere følger vi debatten tæt. Vi hører tydeligt, hvad de andre europæiske lande har at sige. Mange siger, at EU skal gøre noget. Nogle siger, vi skal vente og se. Ingen siger, vi vil konkret gøre sådan. Men det vil vi gerne.

Vi kan ikke holde til at se flere lig blive samlet op fra havet. Hverken som stærke nationer eller som mennesker med et hjerte kan vi bare lade stå til. Italien har ansvaret for søredningen i deres eget farvand. Men stod det til os, burde søredningen her og nu blive et fælles ansvar.

Alle EU's medlemslande, også Danmark, bør her og nu give penge eller mandskab/fartøjer til at styrke søredningen. Mare Nostrum kan ikke genskabes, men vi kan gøre det bedre end i dag. Om det skal være via EU's Triton-aktion eller via midler til Italien, er ikke afgørende for os. Vi appellerer blot til, at alle melder konkret ind og gør noget nu.

Danmark har i øvrigt intet at skamme sig over. Vi gør allerede rigtigt meget. Vi bidrager mere end hovedparten af EU-landene med den altafgørende nærområdeindsats. Danmark bidrager med penge, personel og ekspertise, med krigsindsatsen mod IS og med diplomati for at skabe holdbare løsninger på de uhyrlige konflikter, der skaber flygtningestrømmen. Vi bidrager herudover med at give beskyttelse til flygtningene. Fordelt på indbyggertal ligger Danmark i top fire over lande, der tager flest flygtninge.

Hvis alle EU's medlemslande gjorde som Danmark, så var vi meget tættere på en acceptabel indsats. En del af løsningen på den aktuelle krise er derfor også, at EU lægger maksimalt politisk og økonomisk pres på de øvrige lande for at gøre som Danmark. Nærområdeindsatsen kan i øvrigt med fordel koordineres og styrkes yderligere, for eksempel ved at EU bistår FN med driften af flygtningelejre rundt om de betændte områder. Og ved at sørge for, at disse faldefærdige skibe aldrig får lov at stævne ud fra den nordafrikanske kyst.

Mon ikke stats- og regeringslederne enes om at styrke grænsekontrollen i tredjelandene og indsatsen mod menneskesmuglerne. Det bør de, for det er ikke bare en humanitær krise der skal løses, det er også en sikkerhedspolitisk. En million flygtninge venter nu i Libyen på at krydse Middelhavet. Det kræver mandskab, fartøjer og ressourcer at holde flygtninge på sikker og tør grund.

Indrømmet, hvis ikke indsatsen mod menneskesmuglerne og indsatsen i nærområderne viser resultater, så vil det sandsynligvis betyde flere flygtninge. Men hvad er alternativet? At sende skibene retur? Nej! Det er kun Dansk Folkeparti, der er så kyniske, at det er en mulighed. Der er, på trods af hvad DF siger, ingen enkle løsninger på konsekvenserne af krigen i Syrien og på de facto-sammenbrud af en række afrikanske lande.

Hvis vi presser alle lande i EU til at gøre som Danmark, kan det blive bedre. Men set i lyset af weekendens katastrofe, så er tiden er inde til, at EU og medlemslandene i dag, her og nu, lover at bistå med regulær søredningstjeneste. Til gengæld for det og for, at vi presser alle til at bidrage med penge og plads til de flygtende, må og skal alle EU's medlemslande, også Italien, sørge for at efterleve de regler, vi har vedtaget om registrering af de mennesker, der kommer ind i EU.

Christel Schaldemose, Ole Christensen og Jeppe Kofod er medlemmer af Europa-Parlamentet for Socialdemokraterne