Regeringen har med sit finanslovsforslag varslet historisk dybe nedskæringer på udviklingsbistanden og en kraftig omfordeling fra den langsigtede indsats til den kortsigtede nødhjælp til flygtninge i nærområder.
Med andre ord: mere brandslukning og mindre forebyggelse.
Selv politikere, der ikke deler ønsket om at hjælpe andre folk til en bedre tilværelse, bør dog anerkende, at dansk bistand - når den kombineres med andre landes indsatser og andre udenrigspolitiske virkemidler - faktisk gavner både os selv og andre.
Danmarks aktive forhold til verden omkring os har en lang tradition og har løftet os op blandt de mest stabile og rige lande med få fattige, lav korruption og et erhvervsklima i verdensklasse.
Det giver os et fantastisk afsæt for - sammen med andre - at yde bidrag til udvikling i verden, der kan bidrage til et håb om en bedre fremtid for mennesker i deres egne lande. En stor gruppe danskere har via udviklingsarbejde, diplomati, internationale forretninger og målrettet uddannelse opnået nyttig global indsigt og forståelse.
Udviklingsbistanden er et vigtigt udenrigspolitisk virkemiddel, som virker begge veje. I mange fattige lande har danskere bidraget til at udvikle samfund med bedre arbejdsforhold og levevilkår, som siden har åbnet og styrket nye markeder for danske virksomheder.
Via dette arbejde har vi opnået større international indflydelse og flere internationale topposter, end vores størrelse egentlig berettiger til.
I Asien og Latinamerika er der nu mange mellemindkomstlande, hvor behovet for bistand er aftagende, selv om der dog fortsat er brug for assistance for at udvikle demokratiet og beskytte miljø og menneskerettigheder.
Den gode nyhed er, at flere af de lande, Danmark har støttet, i dag kan tjene som eksempler for andre. For eksempel ved at det er lykkedes at mindske de ekstreme sociale forskelle via forbedringer på social-, sundheds-, uddannelses- og arbejdsmarkedsområdet.
Verden hænger sammen, og vi kan ikke melde os ud. At krige og staters sammenbrud i Mellemøsten giver store dønninger i Europa, ja, selv i smørhullet Danmark, er ingen nyhed. Det har vi set før.
Men det rammer også meget fattigere lande. Mange tusinde migrantarbejdere i Mellemøsten, fra Afrika og Asien drives på flugt af krig og staters sammenbrud.
Et land som Bangladesh rammes både økonomisk og socialt, for der sendes færre penge hjem fra familiemedlemmer i blandt andet Libyen, Irak og Golfstaterne.
Bidrag fra migrantarbejdere har været en af de vigtigste kilder til valutaindtjening i Bangladesh næst efter tøjindustrien.
Landet har ellers været på vej til at blive et godt eksempel på, at den langsigtede udviklingsbistand nytter. Den danske indsats - fra både Danida, Beskæftigelsesministeriet, danske virksomheder, fagbevægelsen og civilsamfundsorganisationer - bidrager samlet set til udviklingen af en bæredygtig økonomi, herunder bedre arbejdsvilkår for medarbejderne i tøjindustrien.
Et mere stabilt arbejdsmarked i et mere fredeligt demokrati åbner adgang til bedre levevilkår, hvis foreningsfrihed og andre menneskerettigheder respekteres.
En vellykket støtte til en bæredygtig samfundsudvikling er jo det, der giver mennesker noget at blive for og mere at bidrage med til den globale udvikling. Det forebygger kriser og opbygger ansvarlige samfund på samme tid.
Derfor er det ikke kun alvorligt for verdens allerfattigste, men også for os selv, hvis vi dropper denne positive spiral og gennemfører store nedskæringer på den langsigtede udviklingsbistand. Det er simpelthen imod vore egne interesser.
Mette Gjerskov er medlem af Folketinget og udviklingsordfører for Socialdemokratiet, og Arne Grevsen er gruppeformand i 3F