Bæredygtighed er et groft misbrugt ord i dagens debat

Illustration: Søren

Illustration: Søren Mosdal

Ordet bæredygtighed har altid båret på en begrænsning. Det tænker kun om naturen som menneskets herredømmeområde. Det er nok derfor, det har kunnet lade sig gøre at misbruge det så groft, skriver forfatter og journalist Ole Jensen

I DE SENESTE UGER har Bæredygtigt Landbrug fået en masse omtale. Det er en organisation, der ikke tager det for tungt med sagligheden. Det ligger allerede i valget af navn.

Tænk sig at kalde sig bæredygtig, når alt, hvad de foretager sig, går ud på det stik modsatte - i hvert fald hvis man holder sig til den oprindelige betydning af bæredygtighed fra den såkaldte Brundtlandrapport fra 1987: At vi mennesker finder ud af at leve på kloden, så den i længden kan holde til, at vi er her. Med andre ord: at skabe en økologisk bæredygtig samfundsudvikling!

Nu snupper man så ordet med dets positive klang, men omdefinerer indholdet til at betyde: kortsigtet privatøkonomisk ”bæredygtighed” på bekostning af naturen. Man pynter sig med lånte fjer, for at sige det meget mildt.

Jeg minder lige om varmestigningen på kloden! Og ved I, at den 13. august 2015 havde vi som menneskehed påført naturen den mængde slid, som den er i stand til selv at genopbygge på et år. Resten af året var uoprettelig nedslidning. Det var seks dage tidligere end i 2014. Fortsætter det, er der brug for tre kloder i 2050.

Et udtryk for nedslidningen er udryddelsen af arter, som bedst kan betegnes som en massakre. I øjeblikket uddør arterne mellem 100 og 1000 gange så hurtigt som den gennemsnitlige normal-uddøen hen over årmillionerne. Det er forfærdende.

Men hvorfor nu det? Kan vi ikke leve højt og flot uden alle de der arter? Det har to danske topøkonomer sagt mig op i mit åbne ansigt. Hvad skal jeg med hvalernes sange - jeg kommer alligevel aldrig på hvalsafari? Og videre i den dur.

At det er økonomer, der siger det, undrer mig. For hvad gemmer artsmangfoldigheden ikke af hidtil ukendt genetisk viden, som kan udnyttes økonomisk? Hvad gemmer urskovene ikke af medicinske muligheder? Kun fantasien sætter grænser.

Samtidig ryster det mig. Har vi én gang reduceret mangfoldigheden, nytter det ikke at fortryde, det kan ikke gøres om. Og hvor farligt det er at pille ved de subtile genetiske og økologiske balancer, ser vi med vore egne øjne på de voldsomme vejrfænomener, der bliver værre for hvert år. Og de er endda kun forvarsler.

MEN ALLERVÆRST, og trist, er det, at en forenklet verden er en fattigere verden - fattigere på muligheder for at opdage, at tilværelsen er større end os.

Det er verden, som den umiddelbart melder sig for vore sanser, der bliver fattigere - og vi med den; verden, før vi tager den i brug og omdanner den til ressourcer for os; verden i dens herlighed, som inviterer os til undren og beundring og ikke som det allerførste til beherskelse og undertvingelse under vore behov.

I et digt om artsudryddelsen nævner Thorkild Bjørnvig en række almindelige dyrenavne, og umærkeligt åbner det en glædeskilde i sindet: ”Min jord, med solsort, svale, hest,/ sælhund og hval, delfin og albatros,/ dådyr, gazelle, løve, ravn og los.” Men så kommer fortsættelsen: ”for hver udslettet form forarmes vi.”

K.E. Løgstrup sagde, at det helt elementære, som vi kalder livslyst og livsmod, får vi ind gennem sanserne. Det, der sker med Bjørnvigs opremsning er, at sindet ”stemmes” eller stemmes ind på glæde og livslyst. Lys, farver, bølgeslag og vindens susen, træer og dyr, landskaber, vejr og himmelhvælv - alt er det ”næring til sindet” og betingelse for ”sindets sundhed”.

Sansningsmangfoldighed og beundrende undren er således på en måde det vigtigste, der findes. For mister vi livslyst og livsglæde, har vi jo heller ingen glæde af vores overvældende velstand. Lad os bare kalde det en poetisk livsfølelse - eller poetisk-religiøs; for det er det, der gemmer sig i ordet ”skaberværket”.

MEN NU TILBAGE til ordet bæredygtighed. Ordet har altid båret på en begrænsning. Det tænker kun om naturen som menneskets herredømmeområde. Det er nok derfor, det har kunnet lade sig gøre at misbruge det så groft.

Det er et kæmpefremskridt ved ordet, at hensynet til naturen indtænkes, men det er en begrænsning, at det kun tænkes for menneskets skyld. Det er som i slaveriets tid: Den kloge slaveholder lod ikke den dovne slave prygle, så han ikke kunne arbejde de næste par dage. Han bar sig mere hensynsfuldt ad - men alene for sin egen skyld. Slaven forblev slave. Samme begrænsning ligger i bæredygtighedsbegrebet, så længe det kun tænkes for menneskets skyld.

Et: ”også for naturens skyld alene” må medtænkes. Sker det, glider vort naturforhold fra blot at være beherskelse, herunder hensynsfuld beherskelse, til at være en mere beskeden og taknemmelig holdning.

Der indfinder sig et element af ”agtelse” for den overvældende pragt og forbløffende og eventyrlige mangfoldighed af liv, som vi hver dag modtager som ”sindets daglige brød” (Løgstrup)! Uden det tror jeg ikke, vi når i mål med at ændre vor livsform og måde at være samfund på, så der om tre-fire generationer - for vore tipoldebørn og senere generationer - stadig kan være en klode, hvor væsener som vi kan leve et tåleligt liv.

Refleksion skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, forfatter og cand.phil. Jens Smærup Sørensen og dr.theol. og forfatter Ole Jensen