Min krop har sagt nej til at holde flere bolde i luften

Jeg har talt med en del, som går ned med stress, sågar depression, for så at vende tilbage igen. Nu med et løfte om at ændre deres vanemønstre. Men ofte finder de sig selv kørende i det samme tempo, der slog dem omkuld, skriver en studerende, der selv har været ramt af stress

Det, som min krop har sagt stop til, har været min trang til hele tiden at være til hjælp, at sige ja til at kaste endnu en bold op i luften, endog bare det at være venlig mod mine medmennesker, skriver stresset studerende.
Det, som min krop har sagt stop til, har været min trang til hele tiden at være til hjælp, at sige ja til at kaste endnu en bold op i luften, endog bare det at være venlig mod mine medmennesker, skriver stresset studerende.

JEG ER TRÆT. Træt af at være træt af at være træt. Det kan lyde som en kliché, men det er sådan, jeg har det for tiden - og jeg har haft det sådan en del af min tid her på jorden.

Især i de seneste år, hvor der har været tryk på - dét er med sikkerhed en faktor, der har spillet ind i det, at jeg har skullet være på. At multitaske mellem at være udkørt og travl - stresset, om man vil, har ikke været nemt. Og jeg har endda også haft et par anfald af pseudostress, hvor min krop har sagt nej. Eller nærmere råbt: Så stop dog!

Det, som min krop har sagt stop til, har været min trang til hele tiden at være til hjælp, at sige ja til at kaste endnu en bold op i luften, endog bare det at være venlig mod mine medmennesker.

Alt imens har jeg haft 15 andre bolde flyvende rundt i luften og en flammende ring at springe igennem. Men sådan er jeg opdraget.

Og når min krop har sagt stop, har jeg da også sat tempoet ned for en stund. Men ikke permanent. Efter en måneds tid er jeg med stor sandsynlighed oppe at køre igen i samme tempo. Oftest nu med nye bolde i luften.

For dem, jeg har fortalt om mit pseudonedbrud, har jeg jo lovet, at jeg ville skære ned på aktiviteterne og kun fokusere på tre bolde ad gangen. Men det kan jeg ikke - på trods af, at det at ligge i min seng, ryste og græde ikke er behageligt. Overhovedet.

I min omgangskreds og den branche, jeg er ved at bevæge mig ind i, har jeg lagt mærke til, at flere følger samme tendens. Men kun i en periode, for så kort tid efter at være tilbage i samme tempo. Gentag cyklus.

JEG HAR TALT MED EN DEL, som går ned med stress, sågar depression, for så at vende tilbage igen. Nu med et løfte om at ændre deres vanemønstre med mere.

Men ofte finder de sig selv kørende i det samme tempo, der slog dem omkuld. De drejer lige nøglen en ekstra omgang, som var de et gammelt mekanisk legetøj, der vender tilbage til det samme tempo og yder det samme som før.

Men de bør vide, ligesom jeg selv, at mekanikken indeni bliver sløvere og sløvere, jo hårdere vi trækker den op, hvilket gør, at vi bliver trætte hurtigere, og når vi gør det, så drejer vi lige nøglen om én ekstra omgang for at kunne yde det ekstra. På trods af at vores indre mekanik er blevet sløvet af den gentagne, hårdere optrækning.

Alle, der har leget med mekanisk legetøj, for eksempel dem, man kunne få med sine Happy Meals, ved, at hvis man trak den for meget op eller sågar den forkerte vej, lavede den en hæslig skærende lyd.

Hvad der gør, at vi trækker os så hårdt op, er den tidligere nævnte tendens til at sige ja. Vi vil være med, hvor det sker. Lige løfte endnu en opgave i den elevforening, man (naturligvis) også er med i.

Lige være projektleder her, eller for mit vedkommende, sige ja til at levere endnu et grafisk projekt. Alt sammen ved siden af arbejdsopgaver, studieopgaver, udvekslingsansøgninger, venneaftaler, familiemiddage og så videre.

Os, der siger ja til (for) meget - ja, jeg vil vove at påstå, at vi efterhånden er en majoritet, er det, som én af mine veninder så fint kaldte: tidsoptimister.

Der er forskellige betegnelser for, hvad en tidsoptimist er, men jeg ser det som en person, der tror, de har mere tid på hånden, end hvad tilfældet er, og derfor laver de et utal af aftaler, og derfor pakker de deres kalender til bristepunktet.

Det er ikke, fordi jeg har en løsning på problematikken. Jeg ved blot, at der skal gøre noget ved det. For undersøgelser viser, at stadig flere og flere går ned med stress, og vi læser jo, hvis ikke dagligt, så i hvert fald ugentligt, om én eller flere personer, der er gået ned med stress og i værste tilfælde er blevet invalid.

Det, vi hører som værende den bærende årsag til stress, er evnen til ikke at kunne sige fra til opgaver. Selvom det vil give os en deadline ude i horisontlinjen.

Her tænker jeg, for det gælder også mig selv: Når du er ved at sige ja til endnu et projekt, så mærk efter i dig selv.

Psykologiprofessor Svend Brinkman ville være efter mig her. Men mærk efter i dig selv og i din i forvejen travle kalender, før du springer ud i et projekt.

Også selvom du får dårlig samvittighed over ikke at kunne sige ja til alt. Så vær klar over, at når du drejer nøglen en ekstra omgang, så skal du passe på, at du ikke ødelægger mekanismen.

Hjernen er en kompleks, men fantastisk mekanisme. Og den skal gerne kunne vare hele din levetid. Derfor er mit råd til dig (og mig selv): Drej nøglen med omtanke.

Valdemar Edouardo Glahn-Abrahamsen studerer grafisk design på mediehøjskolen i Emdrup.