Bare kald mig perker - og lad os komme fordommene til livs

Hvis vi føler os truet af en anden kultur eller føler, at mennesker peger fejlagtigt dømmende på én, er det meget nemmere at bakke bagud indtil vores ryg rammer vores medfødte og velkendte kultur, hvad end den er. Det er dér, vi taber stort - alle sammen, skriver gymnasieelev

Sahar Arezo går i 2.g på Sct. Knuds Gymnasium i Odense. Privatfoto.
Sahar Arezo går i 2.g på Sct. Knuds Gymnasium i Odense. Privatfoto. .

Selvom mine venner altid flækker af grin, når jeg siger, at jeg er perker, bliver jeg ved. Ærligt talt for at holde en ironisk distance til et emne, der alligevel er tæt nok på til at genere mig.

Grunden til, at mine venner griner, er, at jeg er opvokset i Danmark, ikke er religiøs, har gået til fodbold i korte shorts, siden jeg var 12 år, drikker alkohol og spiser bacon. Det vigtigste, de fremhæver ved mig, er trods alt, med et suspekt blik i øjnene, at jeg jo egentlig taler ganske okay dansk. Men på den anden side er der Pia Kjærsgaard (DF), der er overbevist om, at jeg aldrig vil blive rigtig dansk. Jeg kan rumme alverdens forskellige holdninger, og man må for min skyld kalde mig lige, hvad man vil. Vi bliver alle sammen konfronteret med historier i medierne om flygtningestrømme og ghettomiljøer, muhammedanere og burkakvinder.

Sådan én som jeg bliver kaldt mange forskellige navne. Alt efter din holdning og politiske præference må du vælge lige præcis den, dit hjerte begærer: andengenerationsindvandrer, ikke-dansker, af anden etnisk herkomst end dansk og den mere eller mindre famøse ”indvandrer”. Listen kan fortsættes i flere retninger. Jeg tror, eller jeg er overbevist om, at hele vores syn på integration kan koges ned til: Er glasset halvt fyldt eller halvt tomt?

Når jeg bliver øm i brynene af at rynke dem og får ondt dér bag i kraniet, hvor tankerne bilder mig ind, at de hører til, så er det ikke, fordi Dansk Folkeparti ikke synes, at jeg er rigtig dansk, men mere fordi jeg synes, at vi som samfund mister enormt stor glæde og lykke ved at springe over, hvor gærdet er lavest og lade vores frygtklaver a la Donald Trump spille for fuld musik.

Vi kan alle sammen have gavn af at smadre vores mure af fortvivlelse og fordomme om folk, der er anderledes end os. Mine forældre kommer fra Afghanistan, og jeg har familie hele verden rundt. Jeg føler, jeg hverken tilhører den ene eller anden kultur mere eller mindre, men jeg føler, de er blevet marginaliseret. Dermed skriger jeg i en megafon ud til alle etniciteter, kulturer og religioner: Jeg elsker flæskesteg med svær lige så meget, som jeg af hjertet accepterer, at vi alle som grundlæggende menneskerettighed må tro på lige præcis det, vi vil, det gælder i særdeleshed også de mest mobbede i klassen, muslimer.

Det er et udbredt dogme at betragte ens egen kultur eller religion som andre overlegen. Det er den ikke. Vi skal styrke vores fællesskabsfølelse ved at vise gruppesolidaritet på kryds og tværs. Matematik er ikke min spidskompetence, men radikaliserede tendenser og usunde ghettomiljøer vil gå ud med hinanden, hvis vi har solidaritet og næstekærlighed på den anden side af lighedstegnet.

Men hvis vi føler os truet af en anden kultur eller føler, at mennesker peger fejlagtigt dømmende på én, er det meget nemmere at bakke bagud, indtil vores ryg rammer vores medfødte og velkendte kultur, hvad end den er. Det er dér, vi taber stort – alle sammen.

Sahar Arezo går i 2.g på Sct. Knuds Gymnasium i Odense.