KIRKEN ER BLEVET FATTIGERE, medlemmerne er flygtet, men er Sverige som samfund blevet rigere? Svaret er nej, hvis man lytter til den tidligere socialdemokratiske statsminister Göran Persson, der selv var med til at vedtage den adskillelse af stat og kirken, som hans partifæller havde kæmpet for i årevis.
LÆS OGSÅ: Radikale: Staten skal ikke støtte kirken økonomisk
Jeg beklager udviklingen. Svenska Kyrkan var ét af de få nationale symboler i vores land, som tilbød et nærvær og et indhold i hverdagen. En samlende kraft ikke mindst i en globaliseret verden, fortæller Göran Persson i erindringsbogen Min vej, mine valg fra 2007.
Herhjemme arbejder stærke kræfter ikke mindst i Radikale Venstre på at følge Sveriges eksempel fra 2000 og gennemføre adskillelse af stat og kirke, ligesom også Norge valgte at gøre i foråret.
LÆS OGSÅ: Jødisk blogger: Kirken bør frigøres fra staten
Netop udnævnt til kirkeminister erklærede Manu Sareen (R) adskillelse af stat og kirke som mål. Siden afviste han planer om adskillelse. Men regeringen er næppe kommet på bedre tanker og ventes snart at foreslå et kommissions- eller udvalgsarbejde om folkekirkens struktur. Udgangspunktet er Grundlovens paragraf 66 om, at Folkekirkens forfatning ordnes ved lov. Med andre ord, at folkekirken skal have sin egen grundlov.
IKKE NOK MED DET. Ledende radikale vil have statens økonomi helt adskilt fra kirkens og dermed undgå, at ikke-medlemmer betaler for kirkens forkyndelse. Og er det egentlig ikke et fornuftigt argument? Nej. Folkekirken er mere og andet end en tilfældig forening. Som folkeskolen er den en af de vigtigste grundpiller i samfundet og tæt forbundet med vores historie og kultur.
Her sidder vi høj som lav. Side om side uanset indtægt, titel eller politisk ståsted. Alle er velkomne også de, der ikke har betalt kirkeskat. Ingen spørger om medlemskort ved indgangen, ligesom præsten kan være sjælesørger også for ikke-medlemmer. Og modsat Sverige, hvor den løsrevne kirke optræder politisk, har folkekirken ingen fælles holdning til søfart eller asylpolitik. Den styrke og sammenhængskraft er underkendt, men uvurderlig og umulig at genoprette, når den først er væk.
Vores folkekirke må aldrig udvikle sig til en lukket klub, hvor en sluttet kreds bestemmer, hvad kirken skal mene. Og hvor det i værste fald er ens økonomi, der afgør, om man kan være en del af fællesskabet.
Derfor er der god grund til at tænke sig om og nøje overveje konsekvenser af at følge vore nordiske søstre og brødre. Adskillelse af stat og kirke kræver en ændring af Grundloven. Og netop Grundlovens frihedstanke er helt central, når vi diskuterer adskillelse af stat og kirke. I Grundlovens paragraf 4 fastslås, at den danske folkekirke er evangelisk-luthersk og som sådan understøttes af staten. At samfundet hviler på Luthers tankegang betyder, at vi som mennesker har en grundlæggende frihed. Med Luthers ord er vi alle krøbet ud af dåben som præster. Det er et opgør med den katolske ordination. Vi er alle lige for Vorherre. Et lille barn kan ikke kvalificere sig, men modtager ved dåben Guds nåde gratis og ubetinget.
DEN TANKEGANG har gennem århundreder præget det danske folk med en grundlæggende forståelse af at være i samme båd og bære over med hinanden. Derfor er fanatisme, hellighed og hovenhed udansk. Det gør en vigtig forskel, og det udgangspunkt bliver svært at forfægte, hvis De Radikale får magt, som de har agt. Og nej, det er ikke ligegyldigt og nej, kristendommen er ikke ved at gå af mode.
Ganske vist er folkekirkens medlemstal faldende. Det er ikke overraskende, eftersom en stigende del af den danske befolkning har dybe rødder i den muslimske tro. De skal naturligvis have plads og mulighed for at dyrke deres religion. Vi har religionsfrihed her i landet.
Men det betyder ikke, at vi skal fraskrive os vores egen religiøse baggrund. Tværtimod er der i dag måske mere end nogensinde brug for det kristne budskab om næstekærlighed og nærvær.
I stedet for at drukne folkekirken i langstrakte debatter om organisation og mursten med risiko for at splitte den i atomer skulle vi hellere bruge kræfterne på at diskutere, hvordan den bedst får det kristne budskab ind i vores hverdag.
Rigtig mange kirker landet over har spændende projekter i gang. Initiativer, der også appellerer til grupper, som ikke har tradition for at komme i kirken.
Mere frihed til hver enkelt kirke og sogn til at tegne sin egen profil er derfor en langt mere frugtbar vej end blot at adskille stat og kirke. Spørg bare Göran Persson og han er ikke engang konservativ.
Lars Barfoed er medlem af Folketinget og formand for Det Konservative Folkeparti