Barfoed: Tak for beroligelsen, Sareen

Glædeligt at Manu Sareen så klart afviser adskillelse af stat og kirke, skriver Lars Barfoed i debatindlæg

Nu er jeg mere rolig og ser frem til, at Manu Sareen på De Radikales landsmøde i september lige så utvetydigt taler imod forslaget om at adskille stat og kirke, skriver Lars Barfoed fra De Konservative i debatindlæg
Nu er jeg mere rolig og ser frem til, at Manu Sareen på De Radikales landsmøde i september lige så utvetydigt taler imod forslaget om at adskille stat og kirke, skriver Lars Barfoed fra De Konservative i debatindlæg. Foto: Torkil AdsersenDenmark.

REGERINGEN ønsker at styrke folkekirken, og en adskillelse af stat og kirke er ikke på dagsordenen. Sådan må man forstå kirkeminister Manu Sareen (R).

Der lægges på ingen måde op til at adskille folkekirken og staten, skriver den radikale kirkeminister i et indlæg i Kristeligt Dagblad den 23. august. Den melding takker jeg for.

Det er glædeligt, at Manu Sareen under overskriften Filmen knækker fuldstændig for Barfoed så klart afviser min bekymring for, at det vil lykkes stærke radikale kræfter at komme igennem med ønsket om at adskille stat og kirke.

Ifølge Manu Sareen er jeg gået helt galt i byen, når jeg med kirkeministerens egne ord helt useriøst fremturer med en påstand om, at han og regeringen går og pønser på at adskille kirke og stat.

NU KAN JEG AF gode grunde ikke vide, hvad regeringen har af konkrete planer. Derfor har jeg i modsætning til, hvad kirkeministeren fastslår, heller ikke påstået, at regeringen pønser på at adskille stat og kirke.

Jeg har blot i mit indlæg i Kristeligt Dagblad den 21. august udtrykt bekymring for, at den ikke er kommet på bedre tanker, siden Manu Sareen som nybagt kirkeminister talte varmt for forslaget.

Ganske vist har kirkeministeren på regeringens vegne senere afvist idéen. Men min bekymring fik ny næring, da jeg forleden i denne avis læste, at medlemmer af Radikale Venstres hovedbestyrelse forsøger at presse en kommende kirkekommission længst muligt i retning af en total adskillelse af stat og kirke også økonomisk.

Det er ingen let øvelse. Og kirkeminister Manu Sareen pegede i artiklen den 16. august i Kristeligt Dagblad da også selv på vanskelighederne med følgende bemærkning: Det er ikke lige til at gøre fra det ene øjeblik til det andet. Og kirkeministeren fortsatte: Men vi sætter arbejdet om en ny styrelseslov i gang meget snart. Der skal man også kigge på økonomien, og derfor synes jeg, det ville være upassende at komme med noget, der ligner det forslag, nu.

Udtalelsen kombineret med den kendsgerning, at De Radikales landsmøde allerede for to år siden har vedtaget, at stat og kirke bør skilles ad og at hovedbestyrelsesmedlemmer arbejder på at skærpe den principbeslutning med en tilføjelse om, at kirken selv aflønner alt kirkeligt personale af egne midler, herunder kirkeskatten var foruroligende.

Nu er jeg mere rolig og ser frem til, at Manu Sareen på De Radikales landsmøde i september lige så utvetydigt taler imod forslaget om at adskille stat og kirke.

Lars Barfoed er medlem af Folketinget og formand for Det Konservative Folkeparti