Beboerne på central institutionerne blev passet på værdig vis

Det er så let her 50 år efter, med de muligheder der er til rådighed i dag, at kritisere det, vi dengang mente, var godt og rigtigt, skriver Ellen Aarlit Gade

Ellen Aarlit Gade har svært ved at genkende det billede, der bliver tegnet af centralinstitutionernes virke.
Ellen Aarlit Gade har svært ved at genkende det billede, der bliver tegnet af centralinstitutionernes virke. Foto: Arkivbillede Forsorgsmuseet.

I sidste uge var jeg på besøg i Brejning, og på en lille udflugt så jeg nogle af de smukke gamle bygninger på Den Kellerske Centralinstitution. Det vakte minder, da jeg er uddannet omsorgs- assistent på Centralinstitutionen i Vodskov og på Børnehospitalet i Vangede i sidste halvdel af 1960?erne.

Der er i øjeblikket meget fokus på den tidligere behandlingen af "de åndssvage", og jeg har meget svært ved at kende det negative billede, der bliver tegnet af centralinstitutionernes virke. Min oplevelse var, at beboerne blev passet og behandlet på værdig vis.

Det er så let her 50 år efter, med de muligheder der er til rådighed i dag, at kritisere det, vi dengang mente, var godt og rigtigt.

Beboerne gik til fysiurgisk behandling, talepædagog, sang og musik, forskellige værkstedsaktiviteter og mange andre kreative ting, og for somatiske lidelser blev beboerne behandlet som andre mennesker. Men jo, jeg har også været med til at fiksere nogle af beboerne, men på det tidspunkt var det nødvendigt, for de var ikke sløvede af medicin, og så var fiksering den mulighed, man kendte, for at undgå, at beboeren ikke skulle gøre skade på sig selv eller andre.

Vi gemte heller ikke beboerne væk, vi tog dem med i byen, og jeg har flere gange haft børn med på udflugt til for eksempel Sverige. Der var ferieture og andre små udflugter, dog ikke som i dag, men tiden har ændret sig både for dem og os.

I den forbindelse skal vi måske huske på, at tiden også dengang var meget anderledes for os, der kalder sig "almindelige " mennesker.

Lad mig lige for en ordens skyld nævne, at vores uddannelse foruden praktik på forskellige afdelinger også omfattede fag som pædagogik, psykiatri, anatomi, medicinlære, mentalhygiejne og mange flere, hvoraf de tre førstnævnte var eksamensfag.

Ellen Aarlit Gade,

tidligere omsorgsassistent,

Vitasvej 6, Thyholm