Som så ofte er debatterne her i Kristeligt Dagblad underholdende. Senest har en debat drejet sig om, hvorvidt folkekirken og dens præster er forpligtede til at begrave eller bisætte mennesker, som ikke er medlemmer af folkekirken. De har måske aldrig været medlemmer, eller de har meldt sig ud.
Modstanderne argumenterer med, at ikke-medlemmer ikke har betalt deres kontingent. Folkekirken er blevet sammenlignet med en idrætsforening, og du kan selvfølgelig ikke bruge foreningens faciliteter, hvis du ikke betaler kontingent.
Sammenligningen er håbløs. For de fleste er en idrætsforening et fællesskab, hvor de fleste medlemmer kommer for at dyrke motion og have kammeratskab. Man kan vel godt teologisk argumentere for det gode i omsorg for eget helbred og for venskab, men medlemskabet af en idrætsforening begrundes sjældent i teologiske overvejelser.
Hvis man skulle sammenligne folkekirken med noget andet, kunne det være et politisk parti. I kirken og eller i partiet er man fælles om grundlæggende holdninger til etik og samfund. Men sammenligningen holder alligevel ikke.
Meget forenklet handler politiske valg om min nytte - hvad gavner mig? En religiøs holdning handler ikke kun om min gevinst, for perspektivet er et andet. Den religiøse holdning rækker ud over dagen og vejen, den handler også om en fundamental tilværelsestolkning, som en politisk ideologi ikke indeholder.
Tilhængerne af kirkens medvirken ved ikke-medlemmers begravelse argumenterer blandt andet med hensynet til de efterladte, de har måske brug for en højtidelig ceremoni, en anledning til at sige pænt farvel. Det har de måske ikke gjort i tide?
En enkelt præst har sagt i radioen, at det var rart at have ”kunder i butikken”. Og måske meldte den afdøde sig ud af folkekirken som ungt brushoved som 18-årig? Her 50 år senere mener han eller hun måske noget andet - ja, måske. Det er så vildt imponerende, at sognepræsten kan huske, at afdøde Jens Jensen var i kirke juleaften for to år siden.
Jeg skal i al stilfærdighed gøre opmærksom på, at på www.sundhed.dk kan man melde sig til donorregisteret, hvis vil tillade organtransplantation og/eller obduktion.
Ligeledes har Danske Bedemænd en hjemmeside, hvor man kan hente en blanket, som kan udfyldes med ønsker i forbindelse med sin død. Man kan for eksempel skrive: ”Når min dødsattest er udfyldt, skal jeg køres til Anatomisk Institut, hvor brugelige organer skal udtages til brug for andre. Jeg skal obduceres til glæde for de medicinstuderende. Jeg skal køres til det lokale forbrændingsanlæg og brændes, eventuelt kan mine sørgelige rester blive anbragt i deponiet for organisk affald.”
Vi ved alle, at ”livet er en seksuelt overført lidelse med dødelig udgang”. Når vi nu har den viden, er det så for meget at kræve, at den lidende befrier sine pårørende og sin sognepræst for usikkerhed og tvivl, når døden er indtrådt?
Paul Jørgensen er lektor i historie og religion på VUC