Lørdag 17. januar var jeg til begravelse i Alle Helgens Kirke, Alle Helgens Sogn i Sundby på Amager. Afdøde var 94 år, og hun havde boet i sognet det meste af sit liv. Hun havde en stor familie, og der var ikke tale hverken om et glemt menneske eller økonomiske besparelser i forhold til begravelsen. Min mand og jeg deltog som venner til afdøde og til hendes store familie.
Medens vi sad og ventede, undrede vi os over, at salmenumrene ikke var sat på tavlen. Der var ingen klokkeringning og ingen præludium. Er den danske folkekirke virkelig blevet så fattig? Så gjorde præsten sin entre. Han gik ikke ned og hilste på de nærmeste pårørende, men annoncerede blot numret på første salme. Derefter talte han om afdøde. Til alles undren begyndte han med at udtale hendes navn forkert, selv om udtalen havde været præciseret ved samtalen. Herefter kom der en kort og upersonlig gennemgang af afdødes liv. Intet ord om afdødes gode og kærlige egenskaber og tætte forhold til familien, som kunne trøste i sorgen. Jeg læste et sted, at da en af Holmens provster mistede sin meget gamle mor, skrev Dronning Ingrid i et brev til ham, »at jo længere man har haft et kært familiemedlem, des større er savnet«. Det var menneskekundskab! Ved talens afslutning brillierede præsten med at glemme oldebørnene. Der er en god håndfuld i en alder, og hvor de virkelig følte sig overset i situationen. Ved jordpåkastelsen greb præsten spaden, men satte den hurtigt igen, da han havde glemt at bede en bøn ved kisten. Her plejer præsten at bede alle rejse sig. Det glemte han, og vi var vist alle så undrende over hele situationen, at ingen af os sansede at rejse os. Efter sidste salme kunne kisten endelig bæres ud - sådan føltes det.
I de kirker, hvor vi er vant til at komme, plejer præsten at stå ved udgangen og sige farvel. Ved denne begravelse præsten stod der også, men ikke synligt og ikke med fremstrakt hånd. Måske godt det samme, der var ikke noget at takke for. For kort tid siden var jeg igen til en bisættelse. Afdøde var ikke medlem af folkekirken, så vi stod selv for arrangementet i kapellet. Der var klokkeringning, præludium og salmer, som afdødes datter havde valgt. Der var to meget personlige taler, en cellosolo og endelig postludium, medens vi forlod kisten.
Det var en meget smuk afsked med det menneske vi holdt af - uden præst.
P.S. Jo, endnu er jeg da medlem af folkekirken.
Inge Krog, Jacobsmindevej 3, Humlebæk